Fem normbrydende hardcore-bands til dig, der har blod på tanden efter Turnstile

Albumaktuelle Turnstile har opbygget en lytterskare, der under normale omstændigheder næppe havde givet hardcore en chance. Men de er på ingen måde det eneste band, der lige nu er i gang med at brede genren ud.
Fem normbrydende hardcore-bands til dig, der har blod på tanden efter Turnstile
Knocked Loose. (Foto: PR)

Baltimore-gruppen Turnstile nyder disse dage en grad af succes, som intet andet hardcore-band kan prale af.

Det er der mange årsager til: Deres gode øre for melodier. Deres kolossale arenarocklyd. Og ikke mindst deres vilje til at udfordre hardcorens genrekonventioner ved at indføre elementer, der hører mere hjemme i dreampop, radio-altrock, new wave, psykedelia og stedvist endda r’n’b.

På deres nyeste udgivelse udfordrer de endda hardcore-genren så meget, at Soundvenues småskuffede anmelder stiller spørgsmålstegn ved, hvorvidt de i det hele taget stadig er et punkband.

Men det har også sikret dem fans, som ellers normalt aldrig ville lytte til hardcore – et fænomen, der matcher, hvordan genrekrydsende metalbands som Sleep Token og Deafheaven har været sjældne eksempler på navne i genren, der har overbevist folk, der ellers sjældent ville lytte til metal.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Turnstile er dog på ingen måde det eneste hardcore-band, der i disse år udvider rammerne for genren.

Bands som Code Orange, Memorrhage og Tallah har integreret dyder fra 00’ernes nu-metal i et metallisk hardcore-univers, så de gamle klange nu lyder friske. Screamo-gruppen Respire forener hardcore-riffing og grådkvalt sjæleudlevering med en nærmest Black Country, New Road-klingende brug af strygere og blæsere.

Danske Syl har meget af den samme arenarockede storhed som Turnstile lægger for dagen, mens ligeledes danske John Cxnnor ret beset er et elektronisk foretagende, der dog går ud på at forene hardcore-udtryk med et hårdtslående rave.

Tony Wolskis skæve konceptband The Armed har efterhånden udviklet sig fra at være et arketypisk støjende hardcore-band til en slags dekonstruktion af moderne rockmusik, og belgiske Brutus laver svimlende post-hardcore med en vokalist, der lyder som en ung Björk.

Og det er altså blot alle de navne, vi har været nødt til at skære fra for at koge det ned til fem anbefalinger af normbrydende hardcore-bands til dig, der har fået blod på tanden efter Turnstile.

Eller som måske – ligesom Soundvenues anmelder – er blevet skuffet af ‘Never Enough’ og har brug for noget andet til at udfylde det hardcore-formede hul i dit hjerte.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

The Callous Daoboys

The Callous Daoboys’ quirky bandnavn (de bakker snagvendt over The Dallas Cowboys, get it?) vidner om, at det er et band med masser af humor.

De startede i den teknisk komplekse undergenre mathcore, men særligt på deres tredje album, ‘I Don’t Want to See You in Heaven’ fra i år, har de valgt at skrue op for både de stærke melodier og de uvarslede genre-ekskurser – uden at det sker på bekostning af de skæve taktarter og den maniske energi, der har kendetegnet dem siden begyndelsen.

De integrerer deciderede drum’n’bass-stykker midt i al den komplekse mathcore-støj på nummeret ‘Tears on Lambo Leather’, og på den catchy ‘Lemon’ er der både Neptunes-klingende funkguitar, breakbeat-trommer og et triphoppet kontraststykke.

‘Body Horror for Birds’ er en decideret dreampop-ballade, og ‘Schizofrenia Legacy’ byder på en øm saxofonsolo, der får det omkringliggende kaos til at ramme endnu hårdere. På den knap 12 minutter (!) lange afslutter, ‘III. Country Song in Reverse’, interpolerer de endda Björks ‘Pagan Poetry’ tilsat autocroon, og det resulterer i et af albummets vildeste øjeblikke.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Honningbarna

Norske Honningbarna startede i start-2010’erne som skramlet hardcore punk af den gamle skole – ganske fri fra eksempelvis de metalindflydelser, der gennemsyrer meget moderne hardcore. Hvis én ting fik det tidlige Honningbarna til at skille sig ud fra mængden, var det dog det faktum, at deres forsanger, Edvard Valberg, spillede cello på en håndfuld numre.

Sidenhen har de afsøgt store stadionomkvæd, kantet postpunket riffing og højtragende vildskab, der leder tankerne tilbage mod glansstunder fra Refused og At the Drive-In. På deres seneste par udgivelser er der endda kommet fut i de dansable grooves og de finurlige synthpassager, så vi næsten rammer en mere aggressiv, politisk ladet pendant til bands som Death From Above 1979 eller Bloc Party.

Netop disse feststemte toner er det, der løfter deres seneste udgivelse, ‘Soft Spot’, til et niveau, hvor det også bliver omfavnet af punkfans, der ikke forstår den norsksprogede lyrik.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Soul Glo

Hvis man satte ‘Driponomics’ af Soul Glo på uden kontekst, ville man aldrig gætte, at den stammer fra et hardcore punkalbum. Det lyder snarere som et smadret, metallisk trapnummer a la Scarlxrd. Og det er kun ét ud af talrige totalt uforudsete venstresving på 2022-albummet ‘Diaspora Problems’.

Hektiske hiphopflows definerer den energiske punkrocker med den fantastiske titel ‘Jump!! (Or Get Jumped!!!)((By the Future))’, mens deres agressioner får selskab af triumferende trompeter på numrene ‘Thumbsucker’ og ‘Spiritual Level of Gang Shit’. På sidstnævnte tilmed med en feature fra den storroste consciousrapper McKinley Dixon.

Gruppens riffing er til tider lige så iørefaldende som The Offspring eller Blink-182, men der går ikke længe, før man bliver ramt med en kaotisk hardcore-lussing. Tilsæt nogle slagkraftige tekster om at have fået nok af et system, der har udnyttet afsenderne for længe, og det bliver lyden af et oprør, man ikke kan ignorere.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Knocked Loose

Knocked Loose er på papiret et underligt valg til en liste af hardcore-bands, der også appellerer til folk uden for genrens vante cirkler. For Knocked Loose bevæger sig ikke ud i radikale genreeksperimenter. De laver bare toptjekket metallisk hardcore, der til tider flirter med beatdown hardcore, mathcore og deathcore – aka andre hardcore-undergenrer.

Alligevel er de en noget nær obligatorisk inklusion på denne liste. For den Roskilde-aktuelle kvintet er måske det eneste andet navn, der i nyere tid har gjort Turnstile kunsten efter og er brudt igennem til et bredere publikum. De har tilmed spillet Jimmy Kimmel, hvor de (selvfølgelig) blev mødt med klager, hvilket kun skabte endnu mere succes for dem.

Men hvorfor har Knocked Loose fået crossover-succes, når de øjensynligt holder sig strengt inden for hardcore-genren?

Nok fordi de bare er virkelig gode. De har forstået at skabe en form for hardcore, der er kompakt, hårdtslående og moshpit-inviterende i en grad, hvor selv uindviede ofte ikke kan nægte, at det sætter gang i kroppen. Samtidig med at det i grunden ikke er særlig smadret.

Særligt på deres seneste album, ‘You Won’t Go Before You’re Supposed To’, får produktionen Knocked Loose til at skille sig klart ud fra mængden. Dette er sket takket være et samarbejde med produceren Drew Fulk, der også har erfaring fra hiphopgenren, hvilket blandt andet mærkes i bassen, der er lige så gennemtrængende som en stærk drill-bas.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Demersal

Vi slutter listen af med et dansk band, der – ligesom alle andre navne på denne liste – har eksisteret i en del år efterhånden. De fik efter nogle år i branchen ry for at være et af de bedste danske bands i screamo-genren (der til de uindviede er en blanding af emo og post-hardcore), og deres koncerter er som mavepustere og terapi-sessions sat sammen.

I kølvandet på deres selvbetitlede albumtoer fra sidste år ser det ud til, at de nu forsøger at ramme folk, der normalt ikke lytter til hardcore. I år kom det nemlig frem, at de har skrevet kontrakt med Konkylie – det samme pladselskab, der giver os ømme indiefolk-talenter som Kayak og Polite.

Den første single, de udgav via Konkylie, var den ømme ‘Jeg ved ikke hvor det er’, der med sin stilfærdige intro bygger bro mellem deres eksplosive udladninger og de mere forsigtige toner, man er vant til fra pladeselskabet.

De ømme, underspillede sektioner var allerede highlights på sange fra bandets 2024-album (se ‘Kunsten at slå tiden ihjel’ og ‘Som et barn mod dit bryst’), og indtil videre skubber gruppen på de nye singler fortsat til grænserne for, hvor skrøbelig hardcore kan være.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af