JUBILÆUM. »Vi laver ikke musik for metalfans«, udtalte Deafheavens frontmand, George Clarke, da han snakkede med Soundvenue i 2016.
Det var lidt af et statement. For det var netop den mentalitet, der tre år forinden fik hans band til at vende to dele af musikverdenen mod hinanden.
Dengang havde de udløst en mindre borgerkrig blandt musikfans. En hær af de blødeste indie-lyttere – de såkaldte hipsters – på den ene side, og hårdnakkede black metal-entusiaster på den anden.
Alt sammen på grund af et enkelt album. Det var mere eller mindre situationen, da Deafheaven udgav ’Sunbather’ i 2013.
I fredags fejrede bandet tiårsjubilæet for deres polariserende værk med en remastereret udgivelse, og selvom stormen efterhånden har lagt sig, står konflikten over ’Sunbather’ stadig som skole-eksemplet på, hvad der sker, når man udfordrer de usynlige grænser mellem musikkens genrer.
Hvad gik forud for albummet?
Da den startede i 80’ernes europæiske undergrundsmiljøer, havde black metal-kulturen et både særegent og lukket udtryk over sig.
Koncerterne var ofte intense og ritualistiske, nogle gange med blod og falske korsfæstelser. Tog man til et show med bands som Mayhem og Gorgoroth, ville man se forsangere, der skar i sig selv og scener prydet med afhuggede dyrehoveder.
Det var ikke for alle, og dem, der kom, dyrkede mørket i et afgrænset fællesskab med faste konventioner.
Meget er sket siden, men black metal-miljøet er fortsat noget af et lukket selskab. Så selv 30 år efter genrens start var det kontroversielt, når amerikanske bands som Deafheaven i 2010’erne begyndte at udfordre de faste black metal-konventioner.
Allerede fra deres debut med albummet ’Roads to Judah’ flirtede Deafheaven med idéen om at kombinere black metal med genrer som shoegaze, især inspireret af gruppen Alcest.
Men det var først, da frontmand George Clarke og guitarist Kerry McCoy gik i studiet for anden gang, at de virkelig fik rystet genren i dens grundvold.
I et interview i 2012 kom Clarke pludselig med udtalelser om, at deres nye album var langt mere »farverigt og rock-drevet – nogle gange endda pop-drevet«.
Makkerparrets behov for at eksperimentere giver mening, når man tager perioden i betragtning. For det var en tid, der bød på en række stilistiske opbrud i musik.
Kanye West og Death Grips revolutionerede for eksempel hiphoppen ved at give den indsprøjtninger af industriel og elektronisk musik.
Den slags stilistisk gentænkning dyrkede Deafheaven også – bare i metal-regi.
Hvordan lyder albummet?
Ikke som klassisk black metal, kan man vist roligt sige.
Åbningsnummeret ‘Dream House’ starter godt nok med den katarsiske mur af støj, der kendetegner genren: En forvrænget guitar, der riffer derudaf og forsanger George Clarke, der skriger med fuld lungekraft.
Men halvvejs inde forsvinder det, og tilbage er kun en klar, rumklangsfyldt guitarmelodi.
Der er ingen dobbeltpedal og ingen distortion. Det lyder som et stykke indie-rock lavet af Real Estate eller emo lavet af Brand New.
På ‘Vertigo’ giver de guitarerne whammy-effekter, der emmer af My Bloody Valentine-shoegaze. Og på ‘The Pecan Tree’ resulterer den konstante sidestilling af omsluttende larm og nedbarberet minimalisme i en følelse af storladenhed, man finder i post-rock fra Mogwai og Godspeed You! Black Emperor.
Musikken bliver konstant suppleret og gentænkt med uventede indspark fra andre genrer.
På ‘Irresistible’ går det så vidt, som forsanger George Clarke op til udgivelsen beskrev. Den simple struktur af to guitarer og et klaver lyder decideret poppet.
Hvad var det dog, Deafheaven havde gjort, tænkte mange nok. Nogle med beundring – andre med bestyrtelse.
Hvad har albummet betydet?
‘Sunbather’ splittede musikverdenen i to.
Den såkaldte blackgaze-stil, som Deafheaven dyrkede, gik rent ind hos fans af alternativ- og indierock.
De så værket som et friskt og tiltrængt pust ind i en metalgenre, der ofte var fastlåst i de samme lukkede cirkler med ensartede guitarlyde og dystre udtryk.
»Rå black metal, der soler sig i pastelfarvede post-rock guitarer, er ikke noget, man oplever nogen andre steder«, skrev Pitchfork, og kaldte ’Sunbather’ »bedre end noget andet black metal-album udgivet i år«.
Deafheaven blev hyldet af anmeldere, som nød at se pop-, rock- og metal-skabeloner blive revet fra hinanden og sammensat igen på kryds og tværs. Ifølge Metacritic blev ’Sunbather’ det bedst anmeldte store album i 2013.
Men der var også dem, der hadede Deafheavens stilistiske eksperimenter.
At man inddrog andre lyde og blødgjorde black metal-udtrykket, blev af kritikere set som en regulær udvanding af deres genre.
Det danske metal-site Devilution beskrev albummet som at få »sine ører svinet til med alt for meget forudsigelig post-rock og teenage-overfølsomhed«, og beskrev indgående den »genreturisme«, bandet stod for.
Ifølge Devilution – og mange andre – kom Deafheaven så at sige udefra, og troede – med Pitchfork og en række andre musik-sites i ryggen – at de kunne forandre en hel genre.
Det blev set som en fornærmelse, og ‘Sunbather’ blev sablet ned i metalkredse.
I et interview med Crack Magazine forklarede George Clarke, hvordan han flere gange blev anklaget for at »gentrificere« black metal-genren.
Selv ting som albumcoveret – at Deafheaven i ramme alvor udgav et værk prydet i lyserøde farver med en tynd skrifttype – var kontroversielt, fordi det føltes som antitesen af black metal.
Stereogum har beskrevet, hvordan man i nogle kroge begyndte at snakke om ‘Sunbather’-bros.
Et skældsord man brugte om folk, der angiveligt var hoppet på hype-toget og dukkede op til metalshows uden at vide noget som om hverken kulturen, dens traditioner og dens koder.
Det føltes som en trussel mod et nøjsomt bevaret fællesskab.
I dag er stridsøkserne efterhånden begravet, og støvet har lagt sig i diverse musikblogge og internetfora. Men mange husker stadig striden om ’Sunbather’ et årti efter.
I dag står den frem for alt som et eksempel på de konflikter, der kan opstå i kølvandet på den genre-opløsning, der er sket over alt i musiklandskabet de seneste år.
Nogle vil opløse alle genrer. Andre står fast på deres konventioner. Det er en opskrift på konflikt – og det er næppe sidste gang i musikhistorien, sådan et opgør vil finde sted.
Som George Clarke fortalte Soundvenue dengang i 2016: »Der er folk på begge sider af hegnet, og sådan er det inden for al slags musik«.