Amerikanske Deafheaven spredte sig til den brede musikpresse, da de i 2013 udgav albummet ’Sunbather’, der blandede kradsbørstig black metal, drømmende shoegaze og lindrende postrock sammen i et optimistisk og håbefuldt crossover-miks.
Det affødte dog en del kritik fra mere traditionelt sindede metallyttere, og Deafheaven har dermed vist sig at være et omdiskuteret navn, der både splitter og samler lyttere. På albummet ’New Bermuda’ fra sidste år udvidede bandet paletten i begge retninger og var på en og samme tid endnu mere bidske og storladne. Efter koncerter på blandt andet Roskilde Festival vender Deafheaven nu tilbage til Danmark, når de den 17. marts spiller i Amager Bio sammen med danske Myrkur.
Vi fik fat i forsanger og frontmand George Clarke, hvilket blev til en snak om progression over for tradition, og hvordan bandet på samme tid både hører hjemme og ikke hører hjemme i metalgenren.
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeres musik udfylder en særlig plads på metalscenen. Hvor synes du selv, I hører hjemme?
»Jeg synes bestemt, at vi er influerede af en masse ikke-metal, men overordnet synes jeg, at vi er tættere forbundet med metalscenen end med nogle andre scener. Når det er sagt, så har vi spillet med en række forskellige bands, og en af de ting, som jeg nyder omkring vores musik er, at vi er i stand til at række ud til andre publikummer og spille ting, der ikke som sådan er metalspecifikke«.
Der har været noget barsk kritik af jeres stil og musik fra visse dele af metalscenen. Forstår du kritikken?
»Jeg synes, at metalfans er meget passionerede omkring deres musik, hvilket også gør dem beskyttende, og det synes jeg ikke er en negativ ting. Jeg tror, det er et forsøg på at holde fast i de ting, der definerer metal. Så når folk er oprevne over, hvad vi gør, så forstår jeg forholdene, men samtidig vil jeg som musiker lave noget, der inspirerer mig kreativt, og det er tilfældigvis et væld af ting. Vi laver ikke som sådan musik for metalfans, vi laver musik for os selv og nyder, når en metalfan også kan lide det«.
Hvordan er dit indtryk af selvopfattelsen i metalscenen?
»Jeg tror, at det er ligesom enhver anden ting. Det kan være progressivt eller regressivt. Jeg synes, der er en stor mængde metalfans, der er åbensindede og som fortsætter med at være progressive i deres syn på musikken og idealet omkring musikken, og så er der folk, der foretrækker en mere traditionel tilgang, hvor tingene ikke ændrer sig for meget. Der er folk på begge sider af hegnet, og sådan er det inden for al slags musik. Det er en konstant kamp inden for countrymusik, det er en konstant kamp inden for hiphop. Der vil altid være traditionalister og folk, der søger mere progressive ideer. Jeg ser mig selv som progressiv, men det betyder ikke, at jeg mener, traditionalisterne nødvendigvis er forkert på den. Nogle er åbensindede, men foretrækker bare traditionel metal, og det er totalt okay«.
I er ikke det eneste metalband, der progressivt udforsker stilarterne. Hvordan kan det være, at I pludselig blev så kontroversielle?
»Jeg ved det ikke helt. I starten var vi bare endnu et band, der gjorde vores ting, og vi arbejdede hårdt og begyndte at turnere meget. Folk og medierne begyndte at lægge mærke til os, hvad end årsagerne så var. Vi prøver hele tiden i bandet at maksimere vores muligheder, og jeg tror, det i bund og grund handler om vores arbejdsetik«.
Så var det tilfældigt eller var der andre årsager til, at lige I fik så bredt et gennembrud?
»Jeg kan ikke give dig et godt svar, for jeg har ingen idé. Jeg tror, at meget af det har at gøre med at være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Det er umuligt at sige, men hvad jeg ved er, at jeg tror fuldt og fast på vores sangskrivning, og jeg er åbenbart ikke den eneste. Vi er et kreativt band, og vi har udviklet et virkelig godt liveshow over årene, og jeg tror, at et godt liveshow har meget at gøre med det. Vi er meget bevidste om vores kunstneriske retning, og vi laver – eller, jeg håber, vi laver – kunst, der er interessant nok til at folk engagerer sig. Men i sidste ende ved vi det ikke. Der er en million talentfulde bands, som jeg ville ønske også kunne opleve, hvad vi har gjort. Jeg er meget taknemlig og ydmyg over for de muligheder, vi har, og for den opmærksomhed, vi får«.
Metal handler ofte ikke bare om musikken, men også om det visuelle i billedsproget og artworket. Jeg har set, at I på mange af jeres pressefotos har metalrelateret merchandise på. Ville du også dukke op til en fotosession med en Oasis t-shirt på?
»Ja. Og det har jeg faktisk gjort. Men jeg har flest metal-tees. Det er egentlig ikke fordi jeg tager en metal-tee på for at se metal ud, jeg går bare med dem, fordi jeg har en masse af dem. Men jeg har også en Oasis t-shirt, og vores guitarist Kerry har den største samling af The Smiths-merchandise, jeg nogensinde har set. Det går begge veje. Men jeg er enig, meget metal beror på en særlig æstetik, og det synes jeg er fedt. En af grundene til, at jeg elsker metal, er, at det er så larger than life. Det kan være så eventyrligt og fantastisk, og meget af det portrætteres gennem billedsproget«.
Inden for mange andre genrer er der heller ikke helt den samme kultur for at bære merchandise.
»Det er utrolig korrekt. Der er mange bands, der ikke baserer sig så meget på merchandise. Jeg tror, at undergrundsmetalgrupper ofte bliver nødt til at sælge merchandise for at skabe et større finansielt grundlag, fordi man som undergrundsartist tydeligvis ikke sælger lige så mange plader som en mere etableret hiphop- eller popkunstner. Den anden ting er, at metalkulturen er stærkt baseret på en fællesskabsfølelse, og der går man med sin merchandise som et emblem. Man går med det, så andre folk, der kender til det, lægger mærke til det, og derigennem får man en forbindelse til hinanden. Så merchandisen er selvfølgelig vigtig, fordi det skaber en indtægt, men lige så meget fordi den er et bånd til kulturen og miljøet selv«.
På ’New Bermuda’ virkede det som om, at I blev mere metal, mens I samtidig også trak i en modsat retning. Så du et skift i opfattelsen af jeres musik fra før I udgav ’New Bermuda’ til efter?
»Jeg tror, at folk forventede, at vi ville lave endnu en ’Sunbather’. Og det havde vi simpelthen ikke lyst til. Ja, vi ville fokusere mere på den metalliske side af tingene, men vi ville også udvide i begge retninger. Vi ville lave et album, der havde meget i sig og som var pakket med riff og skift. Vi ville være en rutsjebane, og jeg mener, at folk så, at vi kan være et metalband og at vi kan skrive en plade, der er lige så god som den første, men uden at gentage den. Så den største forandring var nok, at folk så, vi ikke var et one hit wonder. At vi er et stærkt band, at successen med ’Sunbather’ ikke bare var en engangsforestilling. Det var nok den stærkeste følelse, jeg fik«.
Følte I, at der var et større pres på jer for at bevise, hvad I kunne oven på kritikken af ’Sunbather’?
»Vi skulle bevise noget mere over for os selv. Vi havde ikke noget at skulle bevise over for metalmiljøet eller til noget andet miljø. Vi skulle mest af alt vise det for os selv. Dem, der var mest nervøse omkring den plade, var os selv«.
Sidste gang i spillede i Danmark var på Roskilde Festival sidste år, hvor I spillede mens Paul McCartney var på den store scene…
»Ja, det er rigtigt. Det var så sjovt«.
Mistede I publikummer af den årsag?
»Det var sjovt, fordi der var ikke så mange metalbands, så de folk, der kom derhen, var der helt klart for at høre metallen. Jeg kan godt huske det show, og publikummet var fedt. Jeg tror dog, jeg selv var den eneste fra bandet, der var skuffet over ikke at kunne se Paul McCartney. Men det var en rigtig fed festival, der var godt styr på tingene, alle var søde, og jeg gik væk med en rigtig god oplevelse«.
Paul McCartney-koncerten var i øvrigt også god. Men før jeres show var Myrkur på scenen. Nu er hun på tour med jer. Er der en særlig årsag til det?
»Ja. Vi så hende faktisk spille, og vores anden guitarist Shiv endte med at snakke med en del fra bandet gennem resten af aftenen. Da vi skulle planlægge Europa-turneen spurgte vi, om de ville med. Jeg kunne lide hendes plade og syntes, de var gode live, og de var hurtige til at sige ja«.
Som du nok ved, så har Myrkur også fået en del kritik for sin brug af black metal-æstetikken. Ser du en forbindelse mellem jer og Myrkur baseret på det?
»Ja, jeg vil bestemt sige, at der er et kammeratskab blandt de sorte får. Vi ses begge som outsidere, og vi prøver at bane vores egen sti, så jeg tænkte: ’Hvorfor gør vi det ikke bare sammen?’ Det ville være interessant at se os som en samlet kraft«.
Har I nogen interesse i at være insidere, eller vil I hellere skabe jeres eget rum?
»Vi gør bare vores ting. Vi har spillet med en masse metalbands, og jeg synes, vi til en vis grad er en del af det miljø. Men vi har også spillet med en masse ikke-metalbands, og jeg synes, vi også er en del af det miljø. Vi er heldige, for folk fra meget forskellige udgangspunkter har kunnet nyde vores musik, og det føles rart. I stedet for at være ingen steder, så er vi alle steder«.
Deafheaven og Myrkur spiller i Amager Bio den 17. marts.
Læs også: Hvordan Myrkur, Solbrud og Deafheaven forandrer metalmusikkens ansigt