Deafheaven maler med den brede pensel på forbandet flot album

Deafheaven maler med den brede pensel på forbandet flot album
Foto: Kristen Coffer

Deafheaven bragede igennem lydmuren for to år siden med ’Sunbather’, hvis brobygning mellem black metallens mørke og postrockens varme fandt et udtryk, der var lige så brutalt, som det var længselsfuldt. Det ramte en åre, som appellerede langt ud over metalscenens grænser, hvilket gjorde Deafheaven til nye crossover-stjerner.

Skal man for én gangs skyld dømme bogen på dens omslag, er kontrasten fra ’Sunbather’s pinkfarvede cover til ’New Bermuda’s sorte akrylmaleri åbenlys. Stemningen og tonen er mørkere denne gang, men de lyse farver indgår også tydeligere. Det samme kan siges om musikken: Deafheaven har nu andre farver på paletten, og kontrasterne er større end hidtil.

Metalelementerne er blevet mere markante, hvilket hjælpes på vej af den rå produktion, hvor trommerne sammen med Kerry McCoys guitar er placeret længere fremme i lydbilledet end tidligere, men samtidig er de afdæmpede og postrockede passager mere velovervejede og varierede end hidtil.

Det er dynamikken mellem de to lejre, der skaber albummets højdepunkter, men ’New Bermuda’ viser også, hvordan Deafheaven i højere grad mestrer at dosere deres virkemidler på forskellig vis. På åbneren ’Brought to the Water’ står de febrilsk hurtige blast beat-trommer og et huggende, Slayer-inspireret guitarriff ved siden af flotte solomelodier og fængende akkordbrydninger i et integreret lydbillede, mens ’Come Back’ over ni minutter demonstrerer bandets fulde spændvidde. Her viser de sig først fra deres allermest bidske side, før akustiske guitarer, en svævende slideguitar og en kærkommen melodisk baslinje luller lytteren ind i en dvælende drømmetilstand.

Selv når Deafheaven efterligner andre, slipper de fra det. ’Baby Blue’ skæmmes af en lang intro og en gimmicky ’Enter Sandman’-imiterende wah-wah-solo, men bandet løfter hele nummeret i sidste halvdel med et tungt groove, der retfærdiggør den lange opbygning. Det samme gælder for ’Gifts for the Earth’, hvor forsanger George Clarkes skrigende vokal for første gang høres over renskurede guitarer, før det eksploderer i et medrivende riff, der ville kunne gøre de fleste metalbands misundelige, inden en nedadgående baslinje, klaver og tamburin lukker albummet med en homage til Oasis’ ’Champagne Supernova’.

Det bliver dog aldrig rigtigt farligt, for ligegyldigt hvor meget Deafheaven river og rusker i en, så ved man, at et lindrende modstykke følger. Man ved, at man som lytter føres sikkert og trygt hjem igen, og enkelte steder mangler bandet det sidste for at køre linen ud, hvilket er meget tydeligt i den uelegante klaveroutro til ’Brought to the Water’.

Men Deafheaven mestrer kontrasterne, og ’New Bermuda’ er lyden af et band, der er opsat på at vise deres værd, både som speed-riffende metalband og som ambitiøse postrockere. Væk er de lange interludes, der prægede ’Sunbather’, og tilbage står fem funklende sange, der tilsammen varer lidt over tre kvarter.

Deafheaven maler med den brede pensel, og selv om det er et skønmaleri præget af enkelte fodfejl, er det en storslået vision, der er realiseret forbandet flot.

Læs også: Hvordan Myrkur, Solbrud og Deafheaven forandrer metalmusikkens ansigt


Kort sagt:
Deafheaven udvider og nuancerer deres lyd, alt imens de skruer op for metalelementerne. Det giver plads til både huggende guitarriff, en wah-wah-solo, slideguitar og en Oasis-hyldest – det er kontrastfyldt og forbandet flot.

Læs også: Disse 13 album skal du høre i oktober

Deafheaven. 'New Bermuda'. Album. ANTI-/Playground.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af