JUBILÆUM. Olivia Rodrigo afslutter i august næste år sin ‘Guts’-turné med to koncerter i Los Angeles i det legendariske Kia Forum, bedre kendt som The Forum.
Det er ikke et hvilket som helst spillested.
Det er intet mindre end den legendariske arena, hvor L.A. Lakers holdt til fra 1967 til 1999 og i 80’erne kæmpede sig til talrige NBA-mesterskaber, med en hujende Jack Nicholson court side og talrige eskapader blandt spillere, stab og øvrigt bagland.
Banen er altså kridtet op til et skyhook af en afslutning på turneen, der blandt andet tager hende forbi Royal Arena den 30. maj.
Men denne artikel handler hverken om basketball eller om Olivia Rodrigo. Den handler om det band, der varmer op for hende til Forum-koncerterne.
The Breeders fra Dayton, Ohio.
De er måske ikke helt lige så legendariske som 1980’ernes Lakers, men for alternativ rockmusik i 1990’erne er især deres gennembrudsplade, ’Last Splash’, der i august fyldte 30 år, en fuldstændig uundgåelig milepæl.
Og for tidens nye stjerner – som Olivia Rodrigo – er de en central inspirationskilde.
Hvordan blev albummet til?
Frontperson, sanger og guitarist Kim Deal spillede inden The Breeders bas i Pixies, et af de vigtigste, mest definerende alternative rockbands nogensinde.
Hun var hjernen bag en af bandets mest populære sange, ‘Gigantic’, men det udløste ikke mere plads som sangskriver i Pixies-sammenhæng.
Tværtimod.
I 1989 realiserede Kim Deal derfor et nyt band, der havde været på tegnebrættet i længere tid.
Et samarbejde med Tanya Donnelly fra The Throwing Muses, Josephine Wiggs fra The Perfect Disaster og måske mest prominent Britt Walford fra Slint på trommer skulle blive den første udgave af The Breeders.
Så bliver det næsten ikke mere 1990’erne.
Debutpladen ‘Pod’ udkom i 1990, men det er ’Last Splash’ fra 1993, der står som bandets hovedværk.
‘Last Splash’ udkom i en musikalsk brydningstid.
Musikbranchen, popkulturen, ja faktisk alting ændrede sig, da Nirvana udgav ‘Nevermind’ i 1991. Med et trylleslag blev den vestlige verden tvunget til at gentænke mulighederne for populærmusik, for ‘Smells Like Teen Spirit’ havde opløst spillereglerne.
Konsekvensen var en veritabel alternativ rock-guldfeber, der udløste enormt mange nye bands. ’Last Splash’ var et af de værker, der eksploderede ind i denne nye tidsregning.
Hvordan lyder albummet?
Det er et album, der er spækket med ukonventionel sangskrivning og småskæve idéer. Alle de ting, der umiddelbart fremstår som rodede og mærkværdige, har deres egen helt særlige plads i pladens struktur.
Sangene på pladen vender vrangen ud på forskellige genretyper.
Powerpop, grunge og doom-metal bliver tygget og spyttet ud på sange som ‘Divine Hammer’, ‘Saints’ og ‘Roi’. Teksterne er impressionistiske og ofte fragmenterede, og langt hen ad vejen nærmest uforståelige.
Musikjournalist for det amerikanske kultursite The Ringer Rob Harvilla beskriver The Breeders i sin podcast ’60 Songs that Explain the 90’s’: »Det, der gør dette band så mægtigt, er den måde de glider ind og ud af rammen, og ind og ud af fokus. Det er støjpop, kalibreret så perfekt, at støjen bliver hovedsignalet«.
Flere steder på pladen er det seneste tilføjelse til bandet, Kims tvillingesøster Kelley Deal, og hendes umiddelbare og utrænede tilgang til guitaren, der præger musikken.
Først og fremmest er der introen til den mystiske surfrock-skitse ‘S.O.S.’, hvor guitaren er skiftet ud med en symaskine, ‘spillet’ gennem en guitarforstærker.
På et af pladens største hits, ‘No Aloha’, spiller Kelley Deal, der knap nok havde lært at spille guitar, lap steel for første gang. På monsterhittet ‘Cannonball’ var hun nødt til at fastgøre de strenge, hun ikke spiller på i hovedriffet, med tape for at undgå at ramme dem.
Lad os lige blive lidt ved sidstnævnte sang.
Aldrig før og sikkert ikke siden har et radiohit haft en så fragmenteret intro.
Først hører man Kim Deal synge sangens ikoniske, distortede »A-wooo«-hook gennem en mundharmonika. Det bliver afløst af den nye trommeslager, Jim Macphersons, groove med stikkerne på bækkenstativerne, kun for at stoppe igen få sekunder efter.
Herefter overtager bassen med et lignende groove, der for at det ikke skal være løgn er spillet forkert og først her, cirka et halvt minut inde i sangen, er vi for alvor i gang.
Af og til drukner nummeret i feedback, og det giver ved første lyt ikke nogen mening, at sangen skulle kunne begå sig i radiocirkulation. Men så hører man nummeret for anden og tredje og snart 1.000. gang, og til sidst hersker der ingen tvivl om, at det hører hjemme på enhver spilleliste.
Det er protoversionen af dekonstrueret popmusik. Det er sublim sangskrivning.
Hvad har albummet betydet?
En opvarmningstjans for Nirvana på deres ‘In Utero’-tour og et efterfølgende Lollapalooza-gig resulterede i, at der til og med 1994 var blevet solgt flere eksemplarer af ‘Last Splash’ end samtlige af Pixies’ udgivelser.
‘Last Splash’ er The Breeders bedst sælgende, mest kendte og i langt de fleste meningsdanneres øre sikkert også bedste plade – selvom jeg også altid vil slå et slag for debuten ‘Pod’.
Det er et bevis på, at også avantgarde-underdogs kan lege med i radioens mainstream, og det er en stadfæstelse af vigtigheden af kvinders rolle i alternativ rockmusik i 1990’erne.
’Last Splash’ har bevirket, at bandet har efterladt et stort fodaftryk for alternativ rockmusik – især for kvinder.
Af 1990’er-bands, der har ladet sig inspirere af Breeders, kan man nævne Hole, Veruca Salt og Sleater-Kinney.
Også i nutiden lader kunstnere sig inspirere af Kim Deals repertoire. Det er svært for mig at tro, at navne som Lucy Dacus og Julien Baker ikke har lært en ting eller to af The Breeders.
Courtney Barnett har spillet et cover af ‘Cannonball’, og Big Thief har givet den mageløse ‘Off You’, der ganske vist ikke er fra ‘Last Splash’, men fra ‘Title TK’, et forsøg.
Fodaftrykket er tydeligt. Herhjemme er jeg sikker på at bands som Thulebasen, Collider og Baby In Vain har lyttet godt efter.
Det er altså ikke bare et tilfældigt band, Olivia Rodrigo har hyret til at blødgøre publikum i Lakers’ legendariske omgivelser.
Det er et mesterligt musiknavn, der stadig præger unge kunstnere 30 år efter udgivelsen af deres hovedværk.