Olivia Rodrigos ‘Guts’ er en rodet, rocket triumf
Man når lige at blive urolig. For det første, Olivia Rodrigo gør på ’Guts’, er at tage fusen på lytteren.
Hendes imødesete andet album begynder med en kælende akustisk guitar. Så ankommer Rodrigos himmelske vokal, luftigere end nogensinde.
Det vindblæste folk-arrangement er næsten lidt for hyggeligt. Det smager lidt af The Lumineers’ lejrbålsrock. Ikke just det, man forventer af en sang ved navn ’All-American Bitch’, vel?
Men så når vi til omkvædet. Med ét bliver nummeret til en poppunk-smasker a la gigahittet ’Good 4 U’, om end Rodrigo denne gang synes at have skelet mere til Avril Lavigne end til Paramore.
»I’m a perfect all-American bitch«, skråler hun over hylende guitarer og tordnende trommer, mens hun med glimt i øjet dekonstruerer det moderne kvindeideal.
Til sidst skriger hun bare. Højere og mere skingert end nogensinde før.
Og så er vi ellers i gang.
Det modsætningsfyldte åbningsnummer viser sig at være det perfekte startskud for ’Guts’.
Dels fordi opgøret med perfektionismen løber som en understrøm gennem hele albummet, dels fordi ’All-American Bitch’ blot er den første i en lang række af forfriskende rodede rocksmaskere.
Her finder vi også den Kelly Clarkson-klingende ’Love is Embarrassing’, der kunne have soundtracket ’10 Things I Hate About You’, og naturligvis den Riot Grrrl-kanaliserende andensingle ’Bad Idea Right?’.
Men det er kun begyndelsen. På debutalbummet ’Sour’ lod Rodrigo sig primært inspirere af poppunken, når hun skulle have afløb for sine frustrationer, men denne gang udvider hun paletten.
Den teenageængstelige smadderrock på ’Ballad of Homeschooled Girl’ vækker mindelser om Pixies. Andre steder nikker hun til 80’ernes new wave-scene.
Og så er der den nævenyttige ’Get Him Back!’ hvor hun nærmest går rap-rock. Rap-rock!
Rodrigo behandler rockhistorien, som var det bland-selv-slik, og på en eller anden måde får hun hver og én af disse forgreninger af genren til at føles autentisk for netop hende.
Således ender ’Get Him Back!’ (rap-rock!!) da også med at være albummets mest åbenlyse banger.
Ikke mindst fordi sangen byder på den måske bedste din-mor-joke siden Wet Legs ’Ur Mum’: »I wanna kiss his face / With an uppercut / I wanna meet your mom / Just to tell her her son sucks«.
Som sagt: det her er ikke din pæne, polerede popstjerne. Det meste af tiden er det knap nok pop.
Selvfølgelig finder hun også plads til balladerne, og ofte er de smukkere end noget, Rodrigo hidtil har begået.
Men hvor disse tårepersere på debuten udgjorde størstedelen af tracklisten, føles de på ’Guts’ mere som pusterum mellem de distortion-tunge stikpiller.
Den vægtløse, hviskende folkskæring ’Lacy’ er lige så underspillet, som den er genial. Den pompøse ’Making the Bed’ giver ’Drivers License’ kamp til stregen, hvad angår ren og skær katarsis.
Også her går Rodrigo mere til grænsen, end hun gjorde på debuten. Lader sig selv være lidt mere skrøbelig på den pulserende ’The Grudge’ (et diss-track, hvis du spørger internettet!).
Omdrejningspunktet for disse ballader er stadig den ulykkelige kærlighed. Men man fornemmer samtidig, at Rodrigo er blevet ældre. Mere moden og mere reflekteret.
Som når hun bruger hele ’Logical’ på at svine sin manipulerende ekskæreste, blot for til sidst at tage sin del af skylden: »I know I’m half responsible / And that makes me feel horrible«.
Lige siden begyndelsen er Olivia Rodrigo blevet hyldet som en slags popmusikkens frelser. En universel popstjerne i en tid, hvor universelle popstjerner ellers slet ikke produceres længere.
Men ’Guts’ er alt andet end stueren popperfektionisme. Det er oprørsk og konfronterende. Rocket som bare fanden.
Rorigos andet album nøjes ikke med at cementere hendes status som en af popmusikkens største nye begavelser, det kører hende også i stilling som et godt bud på den moderne rockstjerne.
Kan I huske, dengang vi alle sammen troede, at Olivia Rodrigo skulle være den nye Taylor Swift?
Av, hvor tog vi fejl.
Kort sagt:
Olivia Rodrigos andet album er på alle ledder og kanter en forbedring i forhold til debuten ’Sour’. En rodet, rocket triumf, der cementerer hendes status som en af popmusikkens største nye begavelser.