Olivia Rodrigos første album nogensinde har flere Spotify-streams, end der er mennesker på jorden. Over 10 milliarder.
Det er ikke bare højt, det er astronomisk. I en æra, hvor ægte popstjerner fødes lige så sjældent som enhjørninger, gør det Olivia Rodrigo til et unikum.
En ægte, gigantisk, klassisk popstjerne i en tid, hvor udviklingen på den globale popscene egentlig går væk fra den type universelle, samlende stjerner.
Men okay, Olivia Rodrigo er jo heller ikke helt en klassisk popstjerne som for eksempel forbilledet Taylor Swift.
Hun leger med poppunk og flirter med Riot Grrrl-elementer. Måske er Rodrigo i virkeligheden snarere den sidste store rockstjerne?
Denne unge stjerne er svær at placere, og forventningerne til hendes andet album har været enorme. Nu er det endelig ude – vi har lyttet hele morgenen og nedfældet tre umiddelbare tanker om ’Guts’.
1. Hvis opskriften virker
En del af snakken op til ’Guts’ har gået på, at albummet tilsyneladende følger samme struktur som forløberen ’Sour’.
Begge album blev indvarslet med først en ballade (dengang ’Driver’s License’, denne gang ’Vampire’) og derefter et rocket, rebelsk nummer (før ’Good 4 U’, nu ’Bad Idea Right?’). Begge album har titler, der blot består af et enkelt ord på fire bogstaver. Debuten har 11 sange, opfølgeren 12.
Så ja, der er noget om snakken.
Men ved første lyt er det samtidig allerede tydeligt, at ’Guts’ ikke er en simpel gentagelse af ’Sour’, men et album, der går skridtet videre på rigtig mange parametre.
Det gælder egentlig allerede singlerne: ’Vampire’ er langt mere uforudsigelig i sin opbygning end ’Driver’s License’, og den støjende, smadrede, samtalende stil på ’Bad Idea Right?’ er ulig noget, Rodrigo har lavet før.
Andre steder på ’Guts’ prøver hun helt nye ting af, som ’Get Him Back!’, hvor hun nærmest rapper. Og så er der de steder, hvor Riot Grrrl-Rodrigo tager styringen.
2. Olivia Rodrigo er slet ikke færdig med at være en Riot Grrrl
For nylig skrev vi, at ’Bad Idea Right?’ kanaliserede en af 90’ernes mest kraftfulde bevægelser: Nemlig Riot Grrrl-scenen, der med frontløbere som Bikini Kill og Sleater-Kinny slog en distortion-tung streg under, at kvinder også kan være vrede, konfronterende og, ja, punk.
Nu viser det sig, at den oprørske singleforløber var alt andet end en stiløvelse. Det var et forvarsel.
Tag bare det Joan Didion-inspirerede åbningsnummer ’All-American Bitch’ (den mest Riot Grrrl-agtige sangtitel nogensinde?), der starter ud som en fingerspillet akustisk ballade, før den eksploderer i et feministisk poppunk-brag af et omkvæd.
Eller hvad med den skamløst skabede ’Ballad of a Homeschooled Girl’, der med sin fuzz-fræsende loud-quiet-loud-dynamik nærmest lyder som et Pixies-nummer? Damn!
3. Ikke din pæne polerede popstjerne
‘Sour’ viste, at Olivia Rodrigo ikke ville lave plastisk Disney-pop. Men ’Guts’ virker endnu mere, ja, gutsy. Det gælder også tekstuniverset.
Allerede på singlen ’Vampire’ stemplede hun en tidligere partner som »fame fucker«, og på ’Get Him Back!’ fantaserer hun om at stikke sin eks et upper cut i ansigtet (og mange andre virkelig sjove, en smule grænseoverskridende ting). Olivia Rodrigo både bider og slår fra sig.
Det glæder ikke kun ekskærester, men også samfundsmæssige konstruktioner.
’Pretty Isn’t Pretty’ handler om usunde kropsidealer, og albummets første sang, ‘All-American Bitch’, dekonstruerer med sydende sarkasme den gængse amerikanske kvinderolle på en måde, der vækker mindelser om Lana Del Reys ‘A&W’ aka ’American Whore’.
Der sker meget på det her album. Det vil nok kræve mange flere lyt at nå til bunds i, så denne første lyt-artikel stopper her, før vi ryger ud på alt for dybt vand.
Der er dog snart flere (og mere fuldt formede) Rodrigo-tanker: En fuld anmeldelse lander i starten af næste uge.