Så sent som i sidste uge indfriede Olivia Rodrigo alle forventningerne på sin rodede, rockede triumf af en albumtoer, og næste år kan disse nye sange opleves på dansk grund.
Den 30. maj næste år lægger popstjernens ‘Guts’-verdensturné nemlig vejen forbi Royal Arena, og med som support på den europæiske del af turnéen har hun et andet hypet popnavn i form af californiske Remi Wolf.
Rodrigos andet album var et af årets mest imødesete udgivelser, efter at hun i 2021 smukt indkapslede teenageårenes brutalitet på debuten ‘Sour’, der blandede ømme singer/songwriter-ballader med temperamentfuld poppunk.
Den opskrift gentog hun med stor succes på ‘Guts’, om end Rodrigo i denne omgang var mere rocket end nogensinde før: »Det her er ikke din pæne, polerede popstjerne. Det meste af tiden er det knap nok pop«, skrev vores anmelder blandt andet.
Nu tager Rodrigo disse rockede popsange (eller var det poppede rocksange?) med til Danmark.
Registrering for adgang til billetter er åben nu og indtil søndag den 17. september klokken 23.00 via Ticketmaster.
Olivia Rodrigo (US)
30. maj 2024
Royal Arena
Billetpris: 300-1100 kr.