KOMMENTAR. »Virkelig, Olivia Rodrigo? Først laver du et ripoff af Taylor Swift, og nu gør du det samme med Miley Cyrus, jeg er færdig«.
Sådan lyder en af de mange reaktioner på et YouTube-mash-up af Olivia Rodrigos ’All-American Bitch’, Miley Cyrus’ ’Start All Over’ og Lady Gagas ’Joanne’, der anklager Rodrigo for at have begået et godt, gammeldags melodi-tyveri.
Sammenligningen har allerede høstet flere nye titler til Rodrigo som for eksempel »Dronningen af tyveri« eller en sangskriver »uden en original knogle i kroppen, som forhåbentligt bliver sagsøgt igen«.
Det er ikke første gang, Rodrigo ryger i vælten for at have sammenfald med sine popkolleger. På debutalbummet ’Sour’ endte Rodrigo i to plagiatsager med henholdsvis Taylor Swift og Paramore for sangene ’Deja Vu’ og ’Good 4 U’, der havde ligheder med ’Cruel Summer’ og ’Misery Business’.
I begge tilfælde fik de anklagende parter 50 procent af rettighederne, så Rodrigo mistede halvdelen af indtjeningen af sine udgivelser – og måske også halvdelen af anerkendelsen.
Siden da virker det til, at plagiat-skytset har været rettet mod Rodrigo, og de er blevet endnu skarpere i sammenhæng med udgivelsen af hendes andet album, ’Guts’.
Her pibler internetteorierne nemlig frem om, at Rodrigo har tyvstjålet fra ikke bare Lady Gaga og Miley Cyrus, men også The Cure (med nummeret ’Pretty Isn’t Pretty’) og Wet Leg (med nummeret ’Bad Idea, Right?’).
Den kvindelige (u)originalitet
Olivia Rodrigo har siden debutsinglen ’Driver’s License’ gjort sig bemærket med en sangskrivningsstil, der minder om Taylor Swift og Lorde i sine ærlige, detaljerige og hjerteknuste tekster. Rent instrumentalt flirter hun med poppunk-lyden, som vi kender den fra Avril Lavigne og Paramore, men med sikre pop-hooks, der kan gøre selv Ariana Grande misundelig.
Men sideløbende med succesen og populariteten spirede små mistanker frem. For kunne en 18-årig kvinde virkelig skrue så geniale popnumre sammen helt uden at snyde?
Det narrativ blev grobund for anklager mod Rodrigos originalitet som sangskriver, som i de nævnte eksempler bliver reduceret til nogle sammenfaldende akkorder og melodier. Og det er en kæmpe skam.
Det slækker nemlig ikke bare på Rodrigos image som sangskrivertalent. Det tilsmudser også det idéen om, at en kvindelig kunstner kan lave musik, der trækker paralleller til andre kunstnere, og samtidig være en original og enestående sangskriver.
Kigger man ud, virker det nemlig til, at internettet ikke giver et lige så stort råderum til kvindelige musikere, når der skal trækkes paralleller til og fortolkes fra andre kunstnere.
Internettet stemplede eksempelvis ikke Mark Ronson og Bruno Mars som tyve, selvom ’Uptown Funk’ blev hevet i retten flere gange for at have brudt ophavsrettighederne til The Sequences ’Funk You Up’ og The Collages ’Young Girls’. På samme måde er der få, der kalder Robin Thicke og Pharrell uoriginale, selvom de endte med at tabe en plagiatsag for ’Blurred Lines’, som lød mistænkeligt meget som Marvin Gayes ’Got to Give It Up’.
Og The Weeknd er måske blevet kaldt en ringe skuespiller på det seneste, men ikke en dårlig sangskriver, selvom ’Blinding Lights’ og ’Take on Me’ har mange, mange fællesnævnere i deres udtryk.
Internettet har været lige så skarpe til at spotte sammenfaldene, men folk virker desværre til at gå mere efter personen end håndværket, når der er et kvindeligt fortegn i sang-paralleller.
Fire akkorder
Alt det synes at vise, at anklagerne mod Rodrigo mest af alt er et biprodukt af den ærgerlige måde, folk italesætter kvindelige musikeres integritet på online, hvor de – gang på gang – bliver betvivlet, mens ældre og mandlige kunstnere virker til at kunne liste sig nemmere uden om.
Og ja, lytter man efter, kan fællestrækkene mellem Rodrigos ’All-American Bitch’ høres på både den gæve guitarintro til Gagas ’Joanne’ og Cyrus’ distortede oprørs-omkvæd på ’Start All Over’ – og sikkert også ved de andre fremlagte pegefingre.
Men leder man længe nok, kan man finde sammenfald mellem mange popsange, der i de fleste tilfælde ikke får mere tonalt råderum end fire akkorder.
Do the math ved at sætte dig hen til guitaren og se, hvor mange forskellige sange du kan spille over en omgang C-dur, G-dur, A-mol og F-dur. Efter et par rundgange kræver det ikke en kandidatgrad i statistik at regne ud, at der vil opstå mange, mange ligheder.
Internettet glemmer, at der er langt fra en musikalsk hyldest til et ripoff.
Skylder Miley et tak?
»Jeg synes, det er skuffende at se folk tage ting ud af kontekst og miskreditere en hvilken som helst ung kvindes arbejde«, sagde Rodrigo selv i 2021 til Teen Vogue i skyggen af sine tidligere plagiatsager.
Og heldigvis fylder den del af diskussionen også. Mange kritiserer sammenligningerne, som de mener handler mere om at skabe splid og drama, end de egentlig påpeger nogen form for kreative eller musikalske tyvekoster.
»Alle anti-Olivia-folk vil aldrig forstå, at der i kunst og musik vil opstå sammenfald meget hurtigt«, står der for eksempel i en TikTok-kommentar. »Hun trækker vejret, og folk har et problem med det«, lyder det fra en anden.
Ja, kommentar-krigere, let a girl breathe. I mine ører er ‘Guts’ i hvert fald først og fremmest en hyldest til det at være teenager i det 21. århundrede, hvor man kan finde tryghed og tilflugt i lyden af Taylor Swift, Paramore, Lorde og Avril Lavigne.
Der er endnu ikke blevet reageret juridisk på nogen af de såkaldte sammenfald fra ’Guts’ fra hverken The Cure, Wet Leg, Gaga eller Cyrus.
Og spørger du mig, kan det faktisk være, at Miley Cyrus skulle gå så langt som at sende Rodrigo et lille tak. ’Start All Over’ har nemlig fået lidt af comeback i skyggen af ’All-American Bitch’-sammenligningen. Så meget opmærksomhed havde 2007-sangen nok aldrig fået uden kontroversen.
Om Cyrus vil tage det som et skulderklap eller gøre det til et problem, må vi selvfølgelig lade tiden vise. Men jeg håber på det første.
Selvfølgelig skal man ikke stjæle eller tage al credit for en lyd, der også kan findes andre steder. Men inspirationerne og parallellerne kommer vi aldrig til at kunne undgå i popmusikken. Ny musik trækker altid tråde tilbage til det gamle, og det er langt mere frugtbart, at vi ser det som hyldester end som uoriginalt tyveri.
For som det lyder som råbende korsvar til slut på Rodrigos ’Deja Vu’: »Everything is all reused«.