Det må være lidt ambivalent at være Olivia Rodrigo for tiden.
På den ene side har hun haft et helt igennem fantastisk gennembrudsår, der kulminerede med debutalbummet ‘Sour’, på den anden side dukker der sager op, hvor hendes største hits bliver beskyldt for at være lige lovligt inspireret af tidligere sange.
Andensinglen ‘Deja Vu’ blev for eksempel sammenlignet med Taylor Swifts ‘Cruel Summer’ i en sådan grad, af Swift, Jack Antonoff og St. Vincent (der skrev sangen), har fået officiel sangskriverkreditering på ‘Deja Vu’.
Og nu er noget af det samme sket med et andet af Olivia Rodrigos storhit, ‘Good 4 U’.
Variety rapporterer nemlig, at Paramores forsanger Hayley Williams samt tidligere guitarist i bandet, Josh Farro, er blevet tildelt sangskriverkreditering på ‘Good 4 U’. Det sker, da sangen har klare ligheder med Paramores poppunk-hit ‘Misery Business’ fra 2007, som altså er skrevet af Williams og Farro.
Ifølge Variety har en kilde udtalt, at Rodrigo og Paramore-medlemmerne var i kontakt op til udgivelsen af ‘Good 4 U’, så sagen er altså ikke kommet helt ind fra højre for de implicerede.
Hør de to sange forneden.