ANBEFALING. »At night I don’t count stars / I count the dark«.
Linjen er fra ‘Turkey Vultures’ af Wednesday, og er i al sin seminaivistiske enkelthed enormt sigende for det univers, forsanger Karly Hartzman præsenterer os for.
Her bliver vi taget med på en rejse ind i tilværelsens vrangside, og de få lyspunkter, vi møder, bliver brugt som lyriske kontraster for at kaste lys på alt det, der er fejet sammen i en bunke ovre i samfundets hjørne.
Wednesday startede i 2018 i Asheville i sydstaten North Carolina, men det meste af det lyriske indhold på deres fantastiske femte fuldlængde, ‘Rat Saw God’, er baseret på Hartzmans oplevelser som ung i Greensboro, hvor hun voksede op.
Byen er mest af alt er kendt for den uhyggelige Greensboro Massacre i 1979, hvor medlemmer af den amerikanske nazigruppering ANP i samarbejde med medlemmer af KKK skød og dræbte fem medlemmer af det kommunistiske parti CWP.
Den tragedie behøver selvfølgelig ikke definere Wednesday, bare fordi Hartzman stammer fra byen, men det er alligevel et underligt passende backdrop for bandet – for deres nye album, ’Rat Saw God’, er spækket med tragedie.
Råddenskab i sukkersvøb
Selvom vi har at gøre med et poppet, upbeat indierockband, så lurer død, sorg og dårligdom i alle hjørner af bandets univers.
Måske er det fordi sangskrivningen i deres blanding af støjende postrock, 90’er-inspireret altrock og shoegaze tager afsæt i noget så rudimentært som folk og countrymusik?
Hartzman har i et interview med NME fortalt om det sørgelige ved sin generations tab af hjemstavnsfølelse og lokale dialekter.
Countrymusikken eksisterer hos Wednesday dels i instrumenteringen, hvor især lapsteelen vidner om, hvor i verden de kommer fra, men i særdeleshed i Hartzmans beskrivelser af virkeligheden, som på empatisk vis skildrer skyggesiderne af unge mennesker i sydens dagligdag.
Hartzman har ved flere lejligheder erklæret sig som stor beundrer af Loudon Wainwright III og Lucinda Williams. Hun parafraserer løst førstnævnte i nummeret ‘Bath County’, og i et interview med Pitchfork har hun beskrevet sit første møde med sidstnævnte som en øjenåbner for hvad country også kan.
Det hele behøver ikke bare at være sukkersødt. Sukkeret skal helst være et tyndt lag, der omsvøber det sure, det bitre og det decideret rådne.
‘Rat Saw God’ kan næsten høres som et nyt kapitel i den store amerikanske Southern Gothic-fortælling, der er kendetegnet ved sine uhyggelige, groteske og makabre temaer, og hvor hverdagslivet i sydstaterne er præget af forfald, sociale spændinger og undertrykkelse.
Selvom Hartzman hverken er en ny Flannery O’Connor eller Carson McCullers, står hun et eller andet sted i køen bag dem og vinker. Et andet sted i samme kø står Ethel Cain og kigger, men hvor hendes fortællinger er fiktive og næsten overnaturlige, er Hartzmans enormt jordbundne.
Fra tryg americana til musikalske jump scares
Et ulmende mørke truer i alle sprækkerne mellem gulvbrædderne på ‘Rat Saw God’.
Bedst som man endelig føler sig tryg i de musikalske omgivelser og sidder der og tror, at man hører et americana-nummer, man kan vippe med foden til, bliver man pludselig viklet ind i en slags tungsindsmycelium, der snørkler sig ind og ud af alle ens kropsåbninger, inden den med ét forlader én igen.
Når det ikke er deciderede musikalske jump scares, så er det Hartzmans stemme, der knækker over og får blodet i ens årer til at koge sig tykt som olie. Og så lige pludselig er man, i hvert fald rent musikalsk, tilbage i sikkerhed som på ‘Quarry’, der låner lidt fra, nej, læner sig op ad, nej, dræber og pelser ‘Waterloo Sunset’ af Kinks.
Den handler blandt andet om Hartzmans jødiske onkel, der gjorde den lokale preachermans datter gravid og efterfølgende fortrængte det, indtil det blev bragt op ved en familiesammenkomst.
Det otte minutter lange ‘Bull Believer’ er efter sigende en historie om en af Hartzmans venner, der døde, da de var teenagere. Men teksten bliver aldrig rigtig eksplicit, og det gør alting endnu mere utrygt.
Mens man sidder og venter på, at nummerets monumentale opbygning ringer ud med et tiltagende intenst repeteret »finish him!« – et citat fra det klassiske slåskampsvideospil ‘Mortal Kombat’ – begynder Karla Hartzman at skrige, hvine og tude, som om hun kæmper mod verdens tyngde, mens instrumenterne smadrer derudaf.
Dette crescendo af volumen og følelser fuldender det enorme epos om død, sorg og desperation, der efterlader lytteren i et utrolig kraftfuldt øjeblik af lige dele udmattende katarsis og knuder i maven.
Den forgiftede brønd
Hartzman har i et interview med Stereogum sagt: »Greensboro har den her sindssyge kultur, hvor folk prøver at undgå at kede sig«. Det er tydeliggjort i hendes tekstunivers, som består af bittesmå hverdagsting, der i en fragmenteret og opremsende form ender med at udpensle det større billede.
For hvad gør man som ungt menneske for ikke at kede sig ihjel i en by, der ikke ligefrem giver ved dørene? Man undersøger mørket rundt om stjernerne!
Man knalder med tilfældige på bagsædet af biler i gyder. Man pjækker fra skole for at drikke sig stiv, før man halvhjertet passer sit arbejde på søndagsskolen.
Eller man gør, som Hartzman og hendes venner gjorde, da de var yngre: Man fylder sig med narko, indtil det også begynder at kede én, og når man ikke kan få fat i den ægte vare, prøver man sig frem med allergimedicin i jagten på et high.
Og når man endelig bevæger sig uden for den hjemlige stats grænser, ender man i Bath County, Virginia, hvor teenagere overdoserer på det lokale fitnesscenters parkeringsplads:
»Kid in Bath County, Virginia / Sippin’ piss colored bright yellow Fanta / Heard someone died in the Planet Fitness parking lot / Fire trucks rolled in and people stood around / Hittem with a dose of Narcan / Sat right up in the leaned back seat of his / Two door Sedan«, lyder det på ‘Bath County’.
Brønden er forgiftet, og på ‘Rat Saw God’ ved Wednesday præcis, hvor meget man kan drikke og stadig slippe væk med det. Det har resulteret i et album, der allerede nu lyder som en af årets bedste rockplader.
Wednesday har for nylig udgivet albummet ’Rat Saw God’. Den 29. oktober spiller de på Loppen.