Man smager opkastet og den dårlige samvittighed bare ved at lytte til Wednesdays ‘Bleeds’
ALBUM. North Carolina-bandet Wednesday har i efterhånden en del år været ultragode til at ramme et perfekt punkt mellem sødmefuld pop, humoristisk slackerrock, twangy country og drabelige støjmure.
Derfor blev jeg lidt bekymret, da jeg hørte den flotte, men også noget ufarlige førstesingle fra bandets sjette album, ‘Bleeds’. Var luften gået lidt af ballonen? Bevares, ‘Elderberry Wine’ er super rar, men udover forsanger Karly Hatzman og guitarist MJ Lendermans behagelige vokalharmonier i omkvædet besidder den ikke de forskelligheder, der gør Wednesday så forbandet spændende.
Heldigvis blev mine bange anelser hurtigt gjort til skamme, for på ‘Bleeds’ har Wednesday aldrig spillet mere stramt, støjende og melodisk på én gang. Der er tale om en omgang velskrevet, catchy countrystøjrock, der ikke har tabt nogen form for kvalitet.
‘Reality TV Argument Bleeds’ åbner pladen med 45 sekunders hvinende, forventningsfuld feedback, inden Lenderman og Hartzmans guitarer og Xandy Chelmis’ pedal steel tordner sammen i et øjeblikkeligt catchy riff. Det hæsblæsende nummer er overstået på kort tid, men ikke før larmen har slået kæben af led, og melodien har sat sig fast i ens hjerte.
Herfra tager sangen ‘Townies’ over med sit mere ligefremme indiecountry-udtryk og Hartzmans efterhånden klassiske beskrivelser af teenagere fra North Carolinas provinsbyer, der fylder ungdommens tomhed ud med alkohol, stoffer og deling af nøgenbilleder. Det lyder som en pastiche, men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det var virkeligheden for Hartzman og hendes bandkammerater.
Det er den ægthed, der gør, at de lidt usle fortællinger rammer så hårdt hos lytteren og får én til at smage opkastet og den dårlige samvittighed bare ved at lytte. Herudover skader det ikke på nydelsesfaktoren, at historierne, der ofte indebærer folk, der kommer galt afsted eller i værste fald dør, bliver leveret med en god skefuld sort humor.
På ‘Bleeds’ ligger de fabelagtige sange som perler på en snor, og der er på ingen måde plads til fillers (selv ‘Elderberry Wine’ fungerer godt i helheden som ganerenser).
Andensinglen – som ved udgivelsen hurtigt overbeviste mig om bandets fortsatte høje niveau – ‘Wound Up Here (By Holdin On)’ er uden tvivl det bedste nummer, Pavement aldrig skrev. Hartzmans vokalmelodi er catchy, men kantet, som kun Stephen Malkmus ellers kan det. Guitarerne spiller slacket, let skærende og med en anelse twang og skifter undervejs mellem at kradse og hyle.
Et andet højdepunkt er ‘Pick Up That Knife’, hvor Hartzman henover brutal countrysludge demonstrerer, at hun mestrer vrælende skrig lige så meget som sødmefulde popsange.
Men selv med al den støj og larm, man kan forvente af Wednesday, kunne intet dog forberede mig på ‘Wasp’. Bandet har begået et vaskeægte hardcore-nummer, og jeg tør godt love for, at der kommer til at være moshpit, når Wednesday besøger Pumpehuset til februar. Jeg havde alligevel ikke forventet, at arrighedsniveauet ville nå op på det niveau, men fuck, jeg bukker og takker.
Imellem de vrede sydstatshymner til ungdommens op- og nedture bliver der dog plads til en fin, kort ballade (‘The Way Love Goes’) og en hylende morsom genindspilning af ep-sangen ‘Phish Pepsi’. Med fingerspil, skomagerbas og slideguitar helt fremme i lydbilledet er det nok det tætteste, Wednesday nogensinde er kommet på en klassisk bluegrass-skæring.
På den langsomme ‘Caroline Murder Suicide’ tillader bandet sig for første gang på pladen at være en smule storladne med klaver, rumklang på trommerne og orgeldroner. Tempoet er sat ned, og væk er de medrivende omkvæd, men resultatet er et hårrejsende smukt nummer, der fint kunne have lukket Wilcos alt-country-mesterværk ‘Yankee Hotel Foxtrot’.
Man har lyst til at sætte Wednesdays sjette album på igen, lige så snart det slutter. Det er en kæmpe fornøjelse at lytte til de fem bandmedlemmer, der virker til at hygge sig lige så meget, som de er dygtige til at spille.
‘Bleeds’ er umiskendeligt Wednesday, men det bliver aldrig kedeligt at lytte til bandets lige dele medrivende og øresønderrivende rocksange om sydstatslivet i USA – og de har aldrig nogensinde eksekveret deres vision så skarpt som nu. Vi har en seriøs kandidat til årets rockalbum.
Kort sagt:
De countryinfluerede støjrockere overgår sig selv med ‘Bleeds’, der er ved at flyde over med morbid humor, brutale lydmure og catchy popomkvæd. Der bliver ikke sat en fod forkert, når kvartetten forener de værste minder fra ungdommen med forvrænget guitar og pedal steel.