Man burde have set det komme. Men på ‘Never Enough’ vil Turnstile simpelthen for meget
ALBUM. Forleden stillede Soundvenues Louis Raaschou et spørgsmål: »Jeg har aldrig kunnet fordrage punk. Så hvorfor elsker jeg Turnstile?«.
Jeg var selv lige ved at få min alt for dyre NorthSide-øl galt i halsen, da jeg læste rubrikken et par koncerter inde i torsdagens program. Ikke fordi jeg blev overrasket eller forarget, men fordi det bekræftede en af mine fordomme om Baltimore-punkerne: Måske bandet slet ikke er punk?
Nu bliver jeg også selv nødt til at bekende kulør. Modsat min kollega kan jeg i den grad godt fordrage punk. Siden mine tidlige teenageår har jeg bygget en del af min identitet på en grundsten af larmende guitarer, høje tempi og provokende, konfrontatorisk lyrik.
Jeg elsker punk. Det er måske derfor, Turnstile rammer ved siden af for mig.
Deres forrige album, ’Glow On’, katapulterede Turnstile til en stjernestatus, der er de færreste i genren forundt. Det skaffede bandet tre Grammy-nomineringer og en fanskare, der strakte sig langt ud over det sædvanlige hardcorepublikum. Men deres genrebrydende lyd har også kostet dem fans i den mere traditionelle ende af punkspektret.
Hvad er Turnstile for et band? Det viser sig at være et ret svært spørgsmål at besvare fyldestgørende, for ’Never Enough’ er lyde af et band, der stikker i virkelig mange retninger.
Nogle gange er de et traditionelt hardcoreband. På sange som ’Birds’ og første halvdel af ’Sunshower’ beviser de, at deres rødder stadig er fast forankret i punktraditionen. Det er dog sjældent, at Turnstile holder fast i én genre eller lyd i en længere periode.
På ’Sunshower’ bliver de forvrængede guitarer skiftet ud af noget så mærkværdigt som et panfløjteinterludium. Guitarfeedbacken, der hænger tilbage efter afslutningsakkorden, bliver til et blødt synthesizertapet, som panfløjten kan blæse mere eller mindre tilfældige tonerækker henover.
’Look Out for Me’ afsluttes af et næsten klubvenligt dansestykke med programmeret percussion og Kind Mod Kind-stortromme. Mod slutningen af ’Dull’ bliver forsanger Brendan Yates’ vokal til en feberdrøm af blip-blop-effekter og vokale chops.
Det virker forceret, og jeg har en mistanke om, at effekter og vokalproduktion i alle retninger er blevet brugt for at maskere den manglende variation i vokalleveringen. Det lyder næsten som om, at producerne – der i dette tilfælde er Yates selv og hyperpop-legenden A.G. Cook – havde lidt for meget nyt studielegetøj, der lige skulle prøves af.
Yates har fundet én vokalstil, som han ikke afviger fra uanset stemning eller lyrisk indhold. Alt fra aggressive passager til inderlige kærlighedserklæringer nærmest råbes på en måde, der på samme tid er overartikuleret og til tider fuldstændig uforståeligt.
På trods af flere gennemlytninger kan jeg stadig ikke regne ud, om Yates på albumåbneren og titelsangen ’Never Enough’ synger »in the right place, at the right time«, »in the wrong place, at the wrong time«, eller en kombination deraf, uden at finde sangteksten på nettet.
Bag den til tider for polerede fernis er der et ganske gedigent punkband. Det beviser de på sange som netop ’Birds’ og ’Sole’, hvor bandet leverer et friskt take på hardcore uden at gå på kompromis med genren.
Man burde næsten have set det komme på et album med titlen ’Never Enough’, men Turnstile vil simpelthen for meget for deres eget bedste. Hvad er Turnstile for et band? Jeg aner det ikke. Er det punk? Nogle gange. Er det nok til at skabe en sammenhængende lyd på ’Never Enough’? Ikke rigtig.
Kort sagt:
Turnstile leverer en blanding af punk og alt muligt andet på deres fjerde album, ’Never Enough’. Det resulterer i et ambitiøst projekt, der vil for meget for sit eget bedste.