ESSAY. På sommerens første fredag udkommer et af de album, jeg har glædet mig allermest til i år.
‘Never Enough’ er fjerde album fra det amerikanske hardcoreband Turnstile, der som få har skubbet til min opfattelse af, hvilken musik jeg kan lide, sådan virkelig lide.
Jeg har altid haft en aversion mod punk – og alt andet hård rock. En idé om en sortklædt, lukket verden af vrede råb, guitarstøj og moshpitstøv. En fordom, jeg næppe er alene om, og som har holdt mig på den sikre, punkfri side af rockmusikken.
Min første musikalske besættelse var Arctic Monkeys debutplade, ‘Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not’, som jeg fik i 10 års fødselsdagsgave. Alt meget hårdere end det er indtil Turnstile blevet afvist kategorisk.
Bandet har gjort en verden, som kan fremstå hermetisk lukket, til noget jeg forstår og elsker, og som kan give adgang til mainstreamens største scener og stjerner.
Men hvorfor er det de her heavyhoveder fra Baltimore, der er lykkedes med det, og hvorfor kan jeg ikke få dem ud af hovedet?
Spørgsmålet har to altoverskyggende svar.
Det ene handler selvsagt om musikken. Det naturlige sted at kigge hen for at finde ud af, hvordan ellers uigennemtrængelige barrierer nedbrydes, og en genre åbnes op for et helt nyt publikum.
Det andet handler om æstetik og stil – og lidt om hype. Her bliver det lidt skræmmende, for det stiller mig over for spørgsmålet: Har jeg snydt mig selv til at elske musikken, fordi de ser seje ud?
Fra frygt til fascination
Turnstile opstod i 2010 omkring heavy-scenen i Baltimore og udgav i 2016 debutalbummet ‘Nonstop Feeling’, men først med det tredje album, ‘Glow On’ fra 2021, skete noget helt uvant for bandet og hardcoregenren.
Turnstiles navn – engelsk for drejekors – blev et, hele musikverdenen kendte til. Albummet sikrede dem tre Grammy-nomineringer og en opvarmningstjans for Blink-182, et andet band med rødder i punken, der har opnået mainstreamsucces.
‘Glow On’ tog den hardcore, som Turnstile tidligere udfordrede i det små, ikke bare ét, men mange skridt mod en mere poppet og melodisk lyd.
En lyd, der favner elementer af dreampop og alternativ rock, har catchy riffs og store omkvæd, og som giver forsanger Brendan Yates stemme plads til at udfolde sig i både sang og råb.
Singlen ‘Alien Love Call’ bød på en overraskende Blood Orange-feature, imens den smådrømmende ‘Underwater Boi’ med korstykker fra Boygenius-medlemmet Julien Baker og ‘Don’t Play’ med sit klaverbårne omkvæd også pegede mod lettere musikalske himmelstrøg.
Med succesen kom det uundgåelige spørgsmål om, hvad det ville koste dem i hardcore-miljøet. Om man tabte nogle af de inkarnerede typer. Men Turnstile ved godt, at det ikke er gratis at skubbe til grænser.
Som Yates for nylig beskrev det til New York Times: »Hver gang man udgiver noget, mister man nogen. Det må man bare omfavne«.
Tæt beslægtet med den udtalelse afskriver han totalt debatten om at være tro mod sin genre. For Yates og bandet er miljøet, som har formet dem, ikke defineret af en bestemt lyd. I stedet er det fællesskabsenergien, som er styrende, lige meget hvor man tager genren hen.
Netop der, hvor en konservativ punkfan står af, står jeg på. Der, hvor det er voldsomt og råt, men også eftertænksomt og tilgængeligt, gør Turnstile det lukkede og afskrækkende til noget åbenarmet og dragende og bliver min invitation ind i en verden, jeg aldrig har forstået.
Højskoleband i forklædning
Min forelskelse i Turnstile skete med et brag, da en ven viste mig musikvideoen til ‘Holiday’, der udkom op til ‘Glow On’ som en del af kortfilmen ‘Turnstile Love Connection’.
Videoen foregår på et forladt, græstilgroet stadion, hvor bandmedlemmerne hakker løs på hver deres instrument i intense nærbilleder af plektre på strenge og trommestikker på skind og store totaler, der illustrerer, hvor meget larm et isoleret menneske og dets instrument kan lave.
Samtidig er den både mystiske og småmytiske Yates det drengede samlepunkt, der binder alt sammen med små dansemoves, kække blikke og indlevende sangstykker.
Det indrammes i et analogt look, hvor farver og solstråler er velkomne, og man dynamisk skifter mellem yndefulde slowmotion-billeder og hastigt spadespilleri. Det er smukt, det er spændende, og det blæste mig bagover.
Indrømmet var jeg kort i tvivl om, om de var ægte, eller om højskolens indieband bare legede punkhoveder for en eftermiddag. For Turnstile ligner mere en vennegruppe, der lige er trådt ud af en Nørrebrocafé, end et hardcoreband.
Det viste sig hurtigt, at Turnstile hverken spiller indie eller går på højskole, og min nyfundne kærlighed til deres kontrastfyldte, både rå og iscenesatte univers var uafrystelig, da jeg nogle timer senere havde genset videoen fire gange.
Hård mod blødt
Turnstile trækker på en forbindelse til det upolerede og naturtro som modspil til det maskinelle og metalliske i musikken, og måske det er letkøbt, men endnu mere er det drøneffektivt at kontrastere en idyllisk græsplæne med en larmende elguitar.
Bandet adskiller sig fra alt hardcore, jeg før har mødt, ved at have modet til at lade det hårde indramme i noget blødt. Derfor bliver æstetikken en udtryksform på højde med den genretranscenderende lyd og i mine øjne nøglen til bandets mainstreamsucces.
For Turnstile ser altid seje ud.
Dertil er det at se en kvinde, bandets nye guitarist Meg Mills, og en mørk mand, bassist Franz Lyons, i et succesfuldt rockband et friskt pust, der intet har med deres musik at gøre, men uagtet skaber billedet af en gruppe i sync med den virkelighed, de taler ind i.
Det samme gør melankolien, der i tråd med tidsånden bliver kanaliseret gennem både råbte og sungne tekststykker fra Yates, der har fundet fred med at være en mand, der græder. Til tider endda uden helt at vide hvorfor.
Netop sådan åbner Yates op for en ny forståelse af hardcorens aggressivitet som udtryk for noget skrøbeligt og emotionelt. En ekspressiv ventil for den indre turbulens, så mange unge gennemlever.
Hvem havde troet, at man en dag kunne beskrive frontfiguren i verdens største hardcoreband som én, der græder til ‘Glee’ og hører Enya på sine løbeture?
Punk på filmfestival
‘Never Enough’ fortsætter lydkursen fra ‘Glow On’ og giver æstetikken endnu mere plads.
Hver af albummets 14 sange, som Yates har været hovedproducer på, får en musikvideo, som samles til en film, der i dag torsdag har verdenspremiere på den prestigefyldte filmfestival Tribeca. Yates, der selv instruerede ‘Holiday’-videoen, er sammen med guitarist Pat McCrory instruktøren bag.
Turnstile er nemlig stadig DIY, så de vil gøre det selv til en grad, hvor bassisten Lyons endda har været stuntkører på en af videoerne.
De hidtidige udspil har budt på flere drømmende, længselsfulde sekvenser båret af synthstykker og Yates rolige vokal. En eftertænksomhed og brug for ro midt i det punkede kaos, der stadig definerer Turnstile, som giver indtryk af et selvbevidst band i total kontrol.
‘Birds’-videoen, hvor de spiller en minikoncert på en grøn bjergtop, der leder tankerne hen på noget så fjernt som ‘Sound of Music’, er endnu et lille musikvideomesterværk, som jeg den sidste måned har tænkt på dagligt.
Her stage diver og moshpitter publikum som besatte i naturskønne omgivelser, og imens Turnstile kasserer punkens tunge mørke, fastholdes den rowdy, kaotiske energi, der bor dybt i dem.
Det er som at se storbyens natteravne slå sig løs i komplet dagslys på en festivalplads. Man tager et skridt tilbage, men kan ikke lade være med kigge.
Det er såre simpelt, men alligevel komplekst, og det skaber ny ramme for hardcorelyden, der, i stedet for aggressiv vrede, emmer af positivt fællesskab. Præcis det, der hos Yates er kernen i musikken.
Ugen efter udgivelsen af videoen genskabte de stage diving-infernoet ved en gratis velgørenhedskoncert i hjembyen Baltimore, og imens fans konstant sprang fra scenen ned i armene på deres medfans, fortrak bandet ikke en mine. De spillede bare løs og lod det velkuraterede, kontrollerede kaos, som har gjort dem til verdensstjerner, udfolde sig.
Turnstile er virkelig seje – og nu også virkelig succesfulde – men i udfordringen af hardcoregenrens fastlåste dyder har de formået at både finde sig selv og holde fast i den community-bårne kultur, der har skabt dem.
Det nye ‘Brat’?
Rejsen fra niche mod mainstreamen deler Turnstile blandt mange andre med Charli XCX, der i årevis lå i yderkanten af popsfæren med sin (i skiftende grad) grænsesøgende hyperpop, indtil ‘Brat’ sidste sommer blev en skriggrøn lavine, der væltede popkulturen omkuld.
Det var derfor en passende overraskelse for både bandet og dets fans, da superstjenen ved sit Coachella-show i april annoncerede, at det er tid til ‘Turnstile Summer’. Hendes hofproducer A.G. Cook har tilmed været inde over ‘Never Enough’, så måske står Turnstile over for et endnu større gennembrud?
Hvis ikke kan mindre også gøre det for bandet, der selvgjort er blevet et unikum i musikverdenen. En entrébillet til det ukendte, lukkede land, hardcore kan være.
Har Turnstiles coolness og æstetik snydt min hjerne til at tro, at jeg er vild med musik, jeg aldrig har kunnet fordrage, håber jeg inderligt, at den snyder mig lidt endnu. Jeg er klar til den store ‘Turnstile Summer’.
PS: Turnstiles europaturné slutter tre dage før Roskilde-programhullet efterladt af Shaboozeys aflysning, og jeg har ikke opgivet håbet om, at høre ‘Never Enough’ live.
‘Never Enough’ udkommer 6. juni.