’First Reformed’: Stort comeback tåler sammenligning med ’Taxi Driver’ og ’Raging Bull’
Inden for de første ti år af sin karriere skrev Paul Schrader to af nyere tids bedste manuskripter: ’Taxi Driver’ og ’Raging Bull’, begge instrueret af Martin Scorsese. Nu, knap 40 år senere, gør han comeback med ’First Reformed’, som han selv har både skrevet og instrueret – og den bør nævnes i samme åndedrag som de to mesterværker.
Faktisk virker ’First Reformed’ som det afsluttende kapitel i en Schrader-trilogi om menneskets uhelbredelige selvdestruktion. Her er den plagede Vietnam-veteran Travis Bickle og den ubehjælpeligt aggressive bokser Jake LaMotta blot skiftet ud med Ethan Hawkes fordærvede pastor Toller, der er selve legemliggørelsen af klodens øko-forfald.
Han tømmer whiskyflasker morgen, middag og aften, pisser det ud igen i sin blodige urin og kaster resten op, når det bliver for smerteligt at tisse. Det eneste, han har, er sin kirke – den titulære First Reformed i Upstate New York – og det er ærlig talt ikke meget. Orglet virker ikke, toilettet er utæt, gravstenene vælter i sneen, og menigheden er forsvindende lille. Men kirkens nærtforestående 250-års jubilæum tvinger pastoren til at holde fanen oppe i en ellers meningsløs tilværelse.
Da vi møder Toller, har han netop påbegyndt et 12-måneders eksperiment – en håndskrevet dagbog, der skal hjælpe ham til at reflektere over sin sølle eksistens, efter hans søn er død i Irak, og hans kone har forladt ham, fordi det var hans militærtradition, sønnen måtte lade livet for.
Nej, ’First Reformed’ er ikke just en opløftende film. Det slår Toller fast fra start med voice-overen »Når man skriver om sig selv, skal man ikke vise barmhjertighed«, et mantra, der ekkoer Schraders tre hovedværker, som tager temperaturen på verdenstilstandens kulsorte mørke uden at blinke.
Et spinkelt lys præsenteres i form af den gravide kvinde Mary (Amanda Seyfried), der beder pastoren om at hjælpe sin sortsynede mand Michael, som har været fraværende, lige siden han kom hjem fra militærtjeneste.
Toller lytter til Michael med et halvt øre, når han taler om menneskets uoprettelige skade på kloden og de mange katastrofale konsekvenser, vi vil mærke i 2050: Temperaturstigninger, øget vandstand og uoprettelige skader på biodiversiteten. Hvordan kan man overhovedet retfærdiggøre at bringe et barn ind i sådan en verden, spørger han.
Som en god pastor forsøger Toller at tale Michael til fornuft, men jo mere han siger, des mere mærker han, hvor ude af stand til at hjælpe andre, han egentlig er. Det uudslettelige bevis kommer få dage efter, da Michael begår selvmord, og pastoren bliver mere og mere optaget af Michaels videnskabeligt funderede pessimisme, mens han samtidig tager sig af den afdødes stadigt mere gravide enke.
Hvad der sker efterfølgende, skal ikke afsløres her, men ligesom i ’Taxi Driver’ tager Schrader fortællingen hele vejen til kanten – og så skridtet videre. På samme måde som i Scorseses film spiller menneskets tro en stor rolle. Her med det himmelråbende spørgsmål, om Gud nogensinde vil tilgive os for, hvad vi har gjort ved hans skaberværk.
Men i ’First Reformed’ er det om muligt endnu mere dystert end i Scorseses tidlige film. Fra første til sidste billede er filmen en hårdtslående kritik af vores levevis, som bygger på en fortrængning af vores egen synd. Se bare, hvordan vi ignorerer konsekvenserne af global opvarmning, som nogen sågar vælger ikke at tro på.
Toller lever derimod i synden og lidelsen hver eneste dag, mens han samtidig lader stå til, når hans forsøg på at udslette sin egen krop bliver mere og mere ekstreme. Han repræsenterer en genial skildring af menneskets grundlæggende modsætningsforhold mellem på den ene side at ville fortrænge dårligdommen og samtidig gøre op med den.
Ethan Hawke leverer en kraftpræstation helt blottet for det charmerende glimt i øjet, som har været hans varemærke siden 90’erne. Man mærker, hvordan ethvert forsøg på at grine er en mindre kraftanstrengelse, når smerten lyser ud af Tollers indsunkne ansigt.
Men ’First Reformed’ er alligevel helt og aldeles Schraders film. Et nådesløst wake up-call til menneskeheden med et spinkelt håb om tilgivelse i horisonten. Den slår virkelig fast, at Schrader, hvis vedvarende, selvstændige instruktørkarriere mest er anerkendt i snævre cineastiske kredse, er groft underkendt som filmskaber.
Anmeldelsen blev først bragt i forbindelse med CPH PIX-festivalen oktober 2018.
Læs også: De bedste film i 2018 ifølge Soundvenue – med ‘First Reformed’ som nummer 1