‘Highest 2 Lowest’: Denzel Washington krydser klinger med A$AP Rocky i Spike Lees skamløst medrivende remake af mesterværk
CANNES FILM FESTIVAL. I en filmkultur præget af tamme filmatiseringer, remakes og sequels føles det som en mindre genialitet at bruge en genindspilning af Akira Kurosawas ikoniske thrillermesterværk ’High and Low’ som motor til at rette kritik mod den kyniske kapitalisme og ideforladthed, der præger kulturindustrierne.
Spike Lees nyfortolkning ’Highest 2 Lowest’ er ikke bare en simpel opdatering af forlæggets handling (i sig selv baseret på en roman af Ed McBain), nu flyttet fra skoindustrien i 1960’ernes Japan til musikbranchen i nutidens New York. Det er en radikal omskrivning af alle koderne for genindspilninger, formidlet med en enorm fortælleglæde.
Omdrejningspunktet er ganske vist stadig en rigmand, der må vælge mellem sine forretninger og familie, da hans søn bliver kidnappet, og han selv falder fra tinderne, da kravet om løsesum truer ham med bankerot.
Det kunne næsten ikke være andre end Denzel Washington, der skulle udfylde uforlignelige Toshiro Mifunes store sko i hovedrollen som musikproducer-mogulen David King, hvis legendariske, nu uprofitable pladeselskab står over for at blive opkøbt af et internationalt konglomerat.
Hr. King, som han bliver kaldt, har dog designet en listig plan, der skal sikre ham kontrol med virksomheden, så han igen kan fokusere på musik frem for business.
»Det er en genfødsel!«, forklarer han en forretningspartner i starten i en af mange metatekstuelle replikker, der synes at referere til filmens egen tilblivelse – som også karakterernes gennemgående gentagelse af mantraet »all money ain’t good money«, som man ikke kan undgå at læse ind i Lees samarbejde om filmen med sjælløse Apple.
Kings plan om kreativ frihed bliver dog forpurret, da Kings søn bliver forsøgt kidnappet med krav om en løsesum på 17,5 millioner dollars udbetalt i schweizerfranc. Modvilligt går King med på kravet, lige indtil han erfarer, at det er hans familieven og chaufførs (spillet af Jeffrey Wright) søn, der gennem en forveksling er blevet kidnappet, og prisen pludselig føles uendeligt meget højere.
Det kunne være opskriften til en neglebidende thriller som Kurosawas forgænger, men Spike Lee er langt mere interesseret i satirisk at udstille, hvordan underholdningsbrancherne har forandret sig i det globale, digitale marked, hvor opmærksomhed er den væsentligste valuta, end han er i at skabe en procedural-thriller.
Kings søn, der også vil ind i musikbranchen, jagter følgere på sociale medier, men hvis man vil have følgere, skal man også vide, hvor man vil føre dem hen, som King bemærker.
’Highest 2 Lowest’ er fyldt med den slags lommefilosofiske guldkorn, hvor det føles, som om Spike Lee taler direkte til publikum. Han anklager nutidens kultur for at være tom, men bekender også, at han selv er ude af trit med samtiden og selv har begået massevis af kompromisser, der har ført ham længere og længere væk fra den ungdommelige energi, han cementerede med ’Do The Right Thing’.
King lytter til the greats, Stevie Wonder, Aretha Franklin, James Brown og Jimi Hendrix, og han følger ikke med på TikTok, hvor tidens stjerner skal opdages. Han er blevet opslugt af sine egne privilegier og har glemt, hvor han kommer fra, krystalliseret ved hans penthouselejlighed med udsigt over Brooklyn Bridge.
Det er en personlig selvkritik, der føles vital og energisk, destilleret fra en sjælfuld filmskabers inderste. Det når et højdepunkt i samspillet mellem Washington og Wright, hvis karakterer står på hver sin side af succes og fiasko, rigdom og fattigdom, men er bundet sammen af deres fortid, som filmen forsøger at bevise også er en valuta i egen ret.
Distancen mellem deres respektive klasse og privilegier kommer flot til udtryk, når Wright går fra først at blive mistænkt for at have kidnappet Kings søn af en øretæveindbydende, racistisk betjent til senere at blive affejet, når han viser sig at være offeret. Som kapital er han værdiløs.
‘Highest 2 Lowest’ repræsenterer Spike Lee, der forsøger at finde tilbage til den street code, han kender så godt, blandt andet når han caster A$AP Rocky som en rapper, der desperat forsøger at bryde igennem lydmuren, hvor talent ikke altid honoreres med succes. Ice Spice dukker også op i 30 mere eller mindre ligegyldige sekunder.
Mesterlig er en central ad lib-udveksling mellem Washington og Rocky og en musikvideosekvens, hvor de to karakterer går i rette med hinanden:
Den etablerede, privilegerede og magelige mogul mod den energiske ungdom, der vil frem i verden. Dem, der har intet og vil have det hele, men bliver holdt tilbage af etablissementet, der er forskanset i deres egen selvretfærdige boble og ikke vil lukke nye talenter ind – krystalliseret i et fremragende billede i filmens finale, der placerer de to karakterer på hver sin side af en uoverstigelig mur.
Spike Lee er på ingen måde interesseret i at skabe en crowdpleaser, og de karikerede replikker og til tider tvivlsomme birollepræstationer vil formentlig distancere nogle. Men det er fra netop den slags idiosynkrasier, at filmens dybt seværdige charme og personlighed udspringer – og de dialogmæssige maveplaskere serveres heldigvis med et umiskendeligt glimt i øjet, der viser, at instruktøren er med på joken.
Desuden er det svært at fornægte, at Spike Lee har et mesterligt, dynamisk filmsprog, blandt andet i den centrale pengeoverlevering, hvor Washingtons hand-off i en metro fyldt med Yankees-fans sammenklippes med en gadekoncert, der oser af detaljespecifik forståelse for det sprudlende lokalmiljø, filmen hylder.
’Highest 2 Lowest’ er et underholdende ridt, og jeg var med hele vejen.
Kort sagt:
Denzel Washington og Spike Lee er i storform i deres første samarbejde i næsten 20 år – en medrivende nyfortolkning af Kurosawas thriller-mesterværk.