Citatet kommer fra den finske mesterinstruktør Aki Kaurismäki, hvis humanistiske filmpulje fra starten af 80’erne og frem til i dag på mange måder hører en svunden tid til, men som netop har fået nyt liv på Netflix. Her er 18 ud af hans 19 film nemlig for nylig blevet tilføjet tjenesten.
På vejen til at blive Finlands største instruktør gennem tiderne dropper Kaurismäki journalistfaget for at prøve kræfter med ærlige jobs såsom postuddeler og opvasker, og netop de erfaringer har forgrenet sig i samtlige af auteurens film.
Den i dag 68-årige Kaurismäki, der senest var biografaktuel i Danmark med den hyldede ’Faldne blade’ og tidligere har vakt opsigt i de danske biografer med ’Manden uden fortid’ og ’Miraklet i Le Havre’, har nemlig altid haft øje for almindelige arbejderklassemenneskers hårde skæbner, hvor recession, fyringer, depressioner, alkoholisme osv. lurer rundt om hjørnet.
Hans figurer er melankolske og driver fritiden fra samlebåndet væk på de lokale vandhuller med selvdestruktive mængder alkohol og smøger, mens regionalfinsk 50’er-indie-rock’n’roll støjer fra de klejne scener.
Kaurismäki er selv storryger og alkoholiker, så det klassiske manuskriptforfattermantra »write what you know« har manifesteret sig tungt over filmskaberens skæbne.
Det kan jo alt sammen lyde trist og trøstesløst, men det er heldigvis kun halvdelen af sandheden. For Aki Kaurismäki er samtidig en af filmhistoriens største humorister.
Alle hans film besidder instruktørens karakteristiske deadpan-humor, der lever højt på kølig nordisk ironi tilsat fladpandede leveringer. »Behøver vi se på ruiner? Jeg fatter det ikke, vi har en bus fuld af vodka, og de vil se på ruiner«, er en af den slags replikker, der bliver leveret i samme tonalitet som: »Jeg skulle ikke være blevet født«. Det er lige så bittersødt som historierne selv.
Arbejderklassens Wes Anderson
Kaurismäkis film foregår i et tidløst univers med drejeskivetelefoner, retrobiler, skrivemaskiner, computere, og slidte beværtninger. Det giver filmene en universel kvalitet, der almindeliggør de menneskelige problematikker.
Den minimalistiske æstetik er båret af stærke billedkompositioner suppleret af pastelfarvelagte sets og kostumer, der står i kontrast til de grå skæbner. Tilsat en hård lyssætning er den visuelle oplevelse af Kaurismäki-universet et direkte opgør mod det polerede og pæne filmsprog, som var han arbejderklassens Wes Anderson.
Instruktøren har lige siden debutfilmen ’Forbrydelse og straf’ fra 1983 – inspireret af Dostojevskijs roman af samme navn – været en kompromisløs skaber. Romanen er blevet kaldt for noget nær umulig at filmatisere af Alfred Hitchcock, men til det sagde Kaurismäki: »Jeg skal vise dig, gamle mand«. Efter han havde lavet filmen, konkluderede han imidlertid: »Det var for svært, og det er mit problem«.
Det er på mange måder et kroneksempel på det sammenstød mellem håb og kynisk realitetstjek, der både kan ramme en prominent filminstruktør og arbejderen på samlebåndet.
19 film er det blevet til siden debuten, og samtlige bortset fra den allernyeste, Cannes-vinderen ’Faldne blade’, har altså nu fundet vej til verdens største streamingtjeneste.
Men hvor skal man starte? Hvis du ikke har tid eller overskud til at gennemføre Kaurismäki fra start til slut, har jeg gjort det for dig. Over de seneste måneder har jeg set samtlige 18 værker og været indhyllet i finsk røg, musikalitet, tragikomik og uimodståelige skæbner.
Det har været en inspirerende oplevelse, som jeg håber, kan smitte andre til at gå på opdagelse i en nordisk instruktør, der fortjener sin plads ved siden af ånds- eller generationsfæller som Roy Andersson og Lars von Trier.
Jeg har derfor udpeget seks af Kaurismäkis bedste film, opdelt i forskellige kategorier, så man selv kan vurdere, hvor man helst selv vil starte i den mageløse samling. Fra den bløde indføring til instruktørens absolut skarpeste film.
God fornøjelse!
Den bløde landing: ’I Hired a Contract Killer’ (1990)
Den hårdtarbejdende Henri bliver mobbet på arbejdspladsen og siden fyret efter 15 år i jobbet. Så prøver han at tage livet af sig selv. Det mislykkes.
Skal man med på Kaurismäki-toget, kan man lige så godt vænne sig til den sorte humor, som da der klippes fra Henri med hovedet inde i gasovnen til avissælgeren, der råber: »Gasstrejke! Sidste nyt«.
Efter andet selvmordsforsøg hyrer Henri en lejemorder til at tage ham af dage. Smart. Men er der fortrydelsesret på ordren?
Som lidt af en afstikker foregår filmen i det engelske arbejdermiljø, hvor pubkulturen kridter banen til arbejderklassens sans for nedsabling af både bajere og livslyst. Denne outsourcing fra Helsinkis mørke inderside til de engelske pendanter gør blot problematikkerne til en mere almengyldig diagnose over de industrialiserede samfund.
Et meet-cute – som ofte indgyder håb i Kaurismäkis film – giver Henri livsglæden tilbage, og den skæbnesvangre historie ligger nu i lejemorderens hænder. Men da lejemorderen rammes af uhelbredelig kræft, får dilemmaet pludseligt endnu et fortegn. Giver minus gange minus plus i Kaurismäkis verden?
Så den bløde indføring til Kaurismäki er simpelthen en film om en mand, der prøver at slå sig selv ihjel?
Ja! Og dermed velkommen til Kaurismäki-land.
Den triste: ’Pigen fra tændstikfabrikken’ (1990)
Slutningen på den såkaldte proletariattrilogi er i tæt kamp med ’Miraklet i Le Havre’ fra 2011 – se nedenfor – om at være Kaurismäkis absolutte hovedværk.
’Pigen fra Tændstikfabrikken’ er i hvert fald et ublu nyrestød.
Den stumme, muntre og kære Iris Rukka, spillet af den nidobbelte Kaurismäki-genganger Kati Outinen, gennemgår en ekstremt hård lidelseshistorie fra proletariatets bund, hvor slemt blot bliver værre, og det eneste frie valg er mellem pest eller kolera. Det er brutalt at være vidne til Iris’ glædesforladte ansigt ved samlebåndet.
Men så møder hun en fyr, der kaster en redningskrans ud. Desværre er redningskransen støbt af beton. Daten, en kynisk finanskanon, skrider før forretten, og Iris’ efterfølgende øjeblikke på fabrikken føles uendeligt meningsløse. Er der ikke bare én, som vil give Iris et kæmpe kram? Snøft.
Med en tændstik på fabrikken ønsker Kaurismäki at lade toppen brænde. Han mener nemlig, at terrorisme kan frelse menneskeheden, hvis man dræber de rigeste 1% af befolkningen. Det ses også i filmens femme-fatalske drejning, hvor Iris’ hævnlyst stiger. Men magter den uskyldige Iris virkelig at slå ihjel?
’Pigen fra tændstikfabrikken’ er helt overdrevent stærk og trist, så lad os få håbet tilbage med næste film i rækken.
Den håbefulde: ’Drifting Clouds’ (1996)
Det er sjældent, man bliver efterladt med et lykkeligt bankende hjerte af en Kaurismäki-film. Medmindre man har set ’Drifting Clouds’, der er første film i den såkaldte Finlandstrilogi og var den første af finnens film til at komme med i hovedkonkurrencen i Cannes, hvor hans film siden har været fast inventar.
»Du er lidt for gammel som servitrice«, får Ilona at vide. »Jeg er 38«, svarer hun. »Netop. Du kan dø når som helst«, svarer den stædige restaurantsejer. Det er denne kølighed, parret Ilona og Lauri møder i kølvandet på deres respektive fyringer og i jagten på bedre tider i Helsinkis tørre og hårdføre gader, der bliver styret af et bedragerisk jobcenter.
Farvefjernsynet sælges for en buket blomster, tapetet bliver snart serveret som hovedret, møblerne er væk, pengene bliver drukket op, og roulettens spinkle håb frister de sværtprøvede sjæle. Angsten og desperationen kommer snigende med hastige skridt.
Men parforholdets stærke kerne og håbet om, at skyerne nok en dag bliver drevet bort af solens håbefulde skær, er nok til at holde kærlighedens håb i live, så længe de står sammen og sender hinanden godt ud ad døren hver morgen med kyshånd og madpakke.
Portrættet af det håbefulde par bærer utvivlsomt et slægtskab med Kaurismäkis eget forhold med hustruen Paula Oinonen, som han har været sammen med i 30 år.
Menneskers nærvær og fællesskab er stenene, der både omkredser en lykkelig tilværelse og bygger bro til det næste værk i rækken, der utvivlsomt er instruktørens allerbedste film.
Den stærkeste: ’Miraklet i Le Havre’ (2011)
Kaurismäki havde fremtidsbrillerne på, da han i 2011 lavede sin skarpeste film til dato om den franske flygtningekrise, der blot få år efter blev en fuldtonet europæisk humanitær krise.
Den lille afrikanske dreng Idrissa Saleh er blevet læsset af i den franske by Le Havre efter at have taget turen tværs over havet i containeren på et stort fragtskib. Det lykkes ham at stikke af fra myndighederne, og her møder han den gamle boheme Marcel Marx, der hjælper ham med husly, mad og pengeindsamlinger.
Hovedværket er på mange måder kulminationen på Kaurismäkis kunnen, hvor de menneskelige relationer står desto tydligere frem i det minimalistiske filmsprog. Specielt lyssætningen, set-designet og billedkompositionerne er fra allerøverste hylde. ’Miraklet i Le Havre’ balancerer koncist patos, samfundskritik og humanisme i et hjertevarmt og stærkt rørende værk. Alt sammen på blot 93 minutter.
Den tragikomiske: ’Ariel’ (1988)
Kaurismäki har selv et ambivalent forhold til den midterste film i proletariattrilogien. Han har selv kaldt den lort, men betragter den alligevel som den ærligste film, han har lavet.
Uagtet Kaurismäkis egne holdninger skal ingen misse denne perle, for ’Ariel’ står fortsat stærkt som et legende genregadekryds og den måske sjoveste i filmografien.
Den stakkels kulminearbejder Taisto Kasurinen er blevet fyret, og hans far begår selvmord og… ja, nu kender I vist efterhånden de Kaurismätiske-synopser.
’Ariel’ blander buddy-comedy, fængselsdrama og senere en regulær gangsterfilm, hvor noir-elementer som skarpe skygger, høje hatte, pistoler og et underholdende pengeplot udgør sidste halvdel.
Den gakkede: ’Calamari Union’ (1985)
Som kirsebærret på toppen vil jeg fremhæve Kaurismäki i sit skøreste leje.
I sin blot anden film går instruktøren totalt galimatias med fortællingen om 14 mænd, der alle bortset fra én hedder Frank, som søger en bedre tilværelse i den rige bydel Eira. Det er gakket, det er dumt, det er morsomt og originalt.
Det er langt fra Kaurismäkis bedste og mest fokuserede indsats. Det skyldes måske, at instruktøren enten var fuld eller havde tømmermænd under samtlige optagedage.
Alligevel oser den sort-hvide ’Calamari Unionen’ af noir-stil med flotte skyggebefængte lyssætninger, solbriller og saxofonstyret jazz. Det er måske mest af alt en stiløvelse, selvom den på næsten Monty Python’sk vis samtidig kritiserer kommunismens uniforme umenneskeliggørelse af masserne og kapitalismens uopnåelige rigdomme.
Alle Kaurismäkis spillefilm – på nær den nyeste ’Faldne Blade’ – kan streames på Netflix.