‘F1’: Man mærker suset helt nede i maven, når Brad Pitt trykker speederen i bund
Man fik en følelse af deja vu, allerede da første teaser til ’F1: The Movie’ landede for snart et år siden.
Et lynhurtigt transportmiddel i centrum og en veteran i front, som vender tilbage til branchens superliga for at sætte grønskollingerne på plads, alt sammen for the love of the game.
’F1’ havde næppe set dagens lys uden ’Top Gun: Maverick’s succes, og det er da også den samme instruktør, som står bag dem begge, Joseph Kosinski.
Denne gang er det Brad Pitt, der er superstjernen på plakaten. Han spiller den pensionerede racerkører Sonny Hayes, der engang var et Formel 1-stjerneskud, før en voldsom ulykke bremsede karrieren. Så da hans gamle ven og racermakker Ruben (Javier Bardem) beder ham om at vende tilbage for at hjælpe sit pressede Formel 1-hold på randen af et tvunget salg, tager det ikke mange øjeblikke, før Sonny er overbevist.
Nu må teknisk direktør Kate (Kerry Condon), skeptisk teamleder Kasper (en tysk accent stærkt gestaltet af Kim Bodnia) og resten af det toptunede Formel 1-hold holde tungen lige i munden, når de skal vænne sig til Sonnys risikable metoder på banen. Ikke mindst er det svært at finde melodien med holdkammeraten Joshua Pearce (Damson Idris), et flashy og trodsigt talent, som straks føler sig truet af Sonnys hår på brystet.
Med sin uafviselige charme leverer Pitt kyndigt den samme old timer-coolness, som Cruise mestrede i 2022. Samtidig har racerdramaet lånt flyfilmens cheesy grundtone i samtlige 125 minutter.
Kameraet bliver insisterende hængende på skuespillernes højtidelige reaktioner, og når de ytrer dialogens mange klichéfyldte punchlines som »Let’s see what you got« og »If it’s not about the money, then what is it about?«.
Og med et poppet, nærmest ’Fast and Furious’-lignende soundtrack med nye sange fra Ed Sheeran, Doja Cat og Tate McRae smøres der altså så tykt på alle sanser, at det kan være svært at tage seriøst.
Når nogen siger »fuck«, mærker man nærmest et spjæt i kroppen, fordi alting ellers virker så blankpoleret og børnevenligt.
Alt det er dog glemt, når Pitt og Idris trykker speederne i bund på racerbanen, hvilket de heldigvis ofte gør.
Uagtet om man har set så meget som et sekund Formel 1 før, priser man sig lykkelig for at sidde i en biograf. Det er hæsblæsende og umuligt ikke at mærke suset helt nede i maven, når bilerne tordner rundt i svingene og forbi hinanden, mens racerkørerne er i intens strategisk dialog med pit-holdet. Her bliver Joshua og Sonnys forskelligheder velpræsenteret, da Joshua som regel beder sit hold om instruktioner, hvorimod Sonny bare fortæller dem, hvor skabet skal stå.
Et imponerende autentisk lyddesign, der fanger alt fra motor til svensknøgle, en skarp klipning og tætte POV-vinkler i og uden for cockpittet sørger for, at man føler sig lige så meget inde i bilen som Pitt. Man holder vejret, vel vidende at den mindste forkerte beslutning kan sende kørerne ud i rabatten.
Formel 1-stjerne Lewis Hamilton – der selv optræder foran kameraet sammen med adskillige andre virkelige racerkørere – er producer på filmen og har da angiveligt også faktatjekket fra ende til anden for at sikre så troværdig en oplevelse som muligt.
I tredje akts højdramatiske ræs havde jeg det som i den berømte ’Maverick’-scene, hvor Charles Parnell læner sig frem i stolen, knytter næven og fortryllet ser til, mens Cruise foran hele holdet viser sine evner i jetjageren.
Også denne gang må man bare tage hatten af for Kosinksi og hans ekspertise i højintense motordrevne cockpit-oplevelser. Så må man acceptere, at der også er kilovis af sukker i tanken.
Kort sagt:
Hollywood-smørret flyder tykt over det nye racerdrama med Brad Pitt, men det kan nemt tilgives, når oplevelsen fra cockpittet på Formel 1-banen er så gennemført hæsblæsende.