’M3GAN 2.0’: Pludselig bryder dræberdukken ud i skønsang a la ’Frozen’ – altså what the fuck!?
Da åbningsbilledet placerer os ved den tyrkisk-iranske grænse, tænker jeg: »Sindssygt!«
Giver opfølgeren til hitgyseren ’M3GAN’ sig simpelthen i kast med introspektiv storpolitik og forskruede krigsførelsesstrategier?
Lige knap. Men hvor den første film fra 2022 landede i en tid, hvor ChatGPT endnu ikke skrev alles LinkedIn-opslag, og kunstig intelligens stadig havde et slør af science fiction over sig, ved ’M3GAN 2.0’ udmærket, hvilken virkelighed den træder ind i.
Toeren er kravlet ud af børneværelsets etiske spørgsmål og ind i et militært-industrielt AI-mareridt. Det er en efterfølger, der gerne vil være større, vildere og mere bevidst. Hvilket dog også gør den skræmmende retningsløs.
Tech-entreprenøren Gemma (Allison Williams) har semi-parkeret sin opfinderkarriere, efter hendes kreation, dukken M3gan, dræbte fire mennesker og en hund. Nu arbejder hun for en NGO, der kæmper mod teknologiens hastige udvikling og serverer højstemt replikker som: »Du ville ikke give dit barn kokain. Hvorfor giver du dem en smartphone?«.
Cady (Violet McGraw) – Gemmas niece og M3gans ”ejer” – er blevet teenager, og hun savner sin AI-veninde. Samtidig har myndighederne i hemmelighed skabt en ny prototype kaldet Amelia, baseret på M3gan-teknologien, men finjusteret til militær brug. Da Amelia begynder at eliminere alle, der har haft indflydelse på hendes tilblivelse, indser Gemma, at hun må genoplive M3gan.
Dermed slår Gemma og Cady pjalterne sammen med deres tidligere fjende for at bekæmpe en ny, langt farligere trussel. Og det er i dette absurde setup – den eksmorderiske dukkes comeback som allieret i bedste ’Terminator 2’-stil – at filmen finder sin selvironiske form.
M3gan er blevet ældre, klogere og betydeligt mere bevidst om sin position. Hun beder om længere ben, fordi hun ikke længere gider ligne et barn. Hun stjæler hver en scene, hvad enten hun danser, skyder, leverer flabede kommentarer eller bryder ud i skønsang om loyalitet og venskab over for Gemma. Sidstnævnte er et øjeblik, der mest af alt minder om ’Frozen’, og det er svært at afgøre, om man skal grine, klappe eller råbe »WTF?«.
Men filmen ved det godt. Den læner sig fuldt ind i at være camp, og det fungerer delvist.
Tonen er markant mere selvironisk end i etteren. Hvor den første film balancerede etik og uhygge, lægger ’M3GAN 2.0’ sig i forlængelse af ’Jennifer’s Body’ og ’Chucky’-serien fra 2021 med sarkastiske, feminine mordere, der er lige så underholdende, som de er dødbringende.
Samtidig strejfer filmen noget mere alvorligt. Både Amelia og M3gan er tydeligt designet til at være tiltrækkende. Det ligger lige under overfladen, at deres seksualiserede ydre og performative sødme er designet af og for mænd: for ikke blot at dræbe, men også behage.
Det kunne have været en skarp kommentar på, hvordan AI reproducerer vores kønnede begær og kontrolmønstre, men filmen nøjes med antydningen.
Og selvom M3gans sarkasme og robot-charme stadig fungerer som franchise-anker, er det svært ikke at føle, at alt andet omkring hende bare er stiliseret baggrundsstøj. Filmen vil være actionthriller, tech-kritik og slashergyser på én gang, og det ender med, at intet af det for alvor sætter sig fast.
Skal franchisen udvikle sig herfra, må den turde stille spørgsmålet: Hvad vil M3gan egentlig – udover at give et godt show?
Kort sagt:
’M3GAN 2.0’ er større, fladere og mere selvironisk end sin forgænger. En teenageopgraderet dræberdukke stjæler showet i en film, der balancerer mellem ’Frozen’-ballader, tech-paranoia og humor. Underholdende, men forglemmelig.