‘The Apprentice’: Danskers sprængfarlige Donald Trump-film bæres af to fantastiske præstationer
Kan man lave en film om verdens mest mediedækkede person, der faktisk bringer noget nyt til bordet?
Spørgsmålet har hængt over dansk-iranske Ali Abbasis Donald Trump-film, ’The Apprentice’.
Det korte svar er: Nej. Men måske gør det faktisk heller ikke så meget.
Forud for verdenspremieren er der løbet rygter om en stærkt utilfreds investor, der angiveligt truer med sagsanlæg, hvis ikke filmen – der er dansk co-produceret – bliver klippet om, så den er mere flatterende i sit portræt af den forhenværende præsident.
Det får måske filmen til at lyde kontroversiel, men det er den egentlig ikke – til trods for sit sprængfarlige emne. Den byder ganske vist på en dybt ubehagelig scene, hvor Trump (Sebastian Stan) voldtager sin første hustru Ivana (Maria Bakalova), hvilket har fået Trump til at true med et sagsanlæg, men den slags ekstremer vil næppe komme bag på nogen med bare et overfladisk kendskab til ekspræsidenten.
Det mest overraskende i ’The Apprentice’ er sådan set den menneskelighed, filmen minder os om, at Trump faktisk besad, da han var ung, med sin velsmurte overflyvning af, hvordan Trump blev formet og skabt af sin advokat og mentor Roy Cohn (Jeremy Strong) i 70’erne og 80’ernes New York.
Den Frankenstein-beslægtede fortælling om duoens diabolske partnerskab er i centrum, men Abbasi er langt hen ad vejen mere interesseret i at blotlægge det system, der banede vejen for og hyldede mænd som Trump.
Det er i denne skildring af det moderne aristokrati af narcissistiske opportunister, der ikke holder sig tilbage for noget i jagten på mere magt, og som bliver belønnet af samfundet for at røvrende alle for egen vindings skyld, at filmen finder sin eksistensberettigelse.
Mere end noget andet vil ’The Apprentice’ gerne vise, hvordan intet af det, der er sket i USA over de seneste ti år, er nyt.
For Trump er mest af alt en tyv: Hans Make America Great Again-slogan er tyvstjålet fra Ronald Reagan, hans korrupte omgang med skattemidler er løftet fra Nixon, og resten af hans modus operandi er skabt af Roy Cohn – den berygtede newyorker-advokat, der rådgav alle fra heksejægeren senator McCarthy til mafiosoer.
De to mødes første gang på en eksklusiv restaurant i New York, som Trump endelig er blevet medlem af. Fascinationen lyser ud af øjnene på den small time-ejendomsmatadorarving, når han kigger rundt på millionærerne omkring ham.
Der skal et særligt medfødt talent til for at blive millionær, belærer Trump sin date. Et talent, som mestendels handler om ikke at have nogen værdier, hvilket Trump hurtigt lærer at mestre. Hans gud er penge, og hans kunstform er de studehandler, han lever og ånder for.
I en imponerende, tempofyldt sekvens indfører Abbasi os i krejlermiljøet omkring Cohn, som vi ser gennem Trumps måbende øjnene. Den drevne advokat får altid sin vilje trumfet igennem og har medier, politikere og det, der er værre, snoet om sin lillefinger. Når han ikke agerer indflydelsesrig marionetfører, holder han dekadente champagne-orgier i sit townhouse.
Hans første lektion til Trump er tre simple regler: 1) Angrib, angrib, angrib. 2) Benægt alt. 3) Indrøm aldrig et nederlag. Et regelsæt, der stadig skinner igennem alt, Trump gør den dag i dag, og som vi ser den unge opportunist øjeblikkeligt ophøje til lov.
Cohn siger, at man skal skabe sin egen virkelighed gennem bluf og feje tricks, hvilket om noget er et sprog, Trump forstår: Hans skyskrabere skyder i vejret under løfter om at gøre New York »fantastic again« – finansieret af korrupte skatterabatter og andre lyssky bagrumshandler.
Samtidig ser vi, hvordan Trump går fra at være en kejtet og genert afholdsmand med daddy issues, der selv indhenter husleje fra sine lejere, til en kynisk og voldsparat megaloman uden skyggen af samvittighed, som får selv Cohn til at rynke på næsen, når den skruppelløse elev til sidst overgår sin læremester.
Sebastian Stan er imponerende underspillet i hovedrollen, der let kunne være blevet ufrivilligt komisk under vægten af Trumps karakteristiske duckface og selvmodsigende talestrøm.
Filmens klare stjerne er dog Jeremy Strong, der er knusende god som Cohn, hvis nedadgående spiral løber parallelt med Trumps stigen i graderne. Der er noter af Kendall Roy, men altid seværdige Strong gør alligevel den stivnakkede karakter med det følelseskolde ansigtsudtryk til et nyt bæst.
’The Apprentice’ skylder i det hele taget meget til ’Succession’, hvis visuelle stil af håndholdt kamera og dynamiske zooms filmen låner lige vel meget af.
Abbasi er en kompetent genrehåndværker, og han skaber en overbevisende og medrivende miljøskildring af glitzy montager og et pulserende periodespecifikt soundtrack – uden helt at undslippe Martin Scorseses skygge og finde sit eget kunstneriske bidrag.
Alligevel har Abbasi skabt en konstant underholdende indføring i den moderne adels gemakker, hvor de rige tager fra de fattige og giver til sig selv i et nulsumsspil, som filmens hovedpersoner dyrker som en kunstform i egen ret.
Og hvor de storslåede penthouselejligheder udsmykket med renæssancekunst konstant minder én om overklassens forbindelse til tidligere tiders adel, der altid har fostret ulighed og udnyttet folket for egen vindings skyld.
Der er intet nyt under solen, og det er filmens pointe.
Kort sagt:
Ali Abbasis Donald Trump-film siger måske ikke så meget nyt om sin hovedperson. Alligevel finder filmen sin eksistensberettigelse gennem eminent skuespil og en fascinerende miljøskildring.