I går havde dansk-iranske Ali Abbasis (‘Holy Spider’, ‘Grænse’) nye film ‘The Apprentice’ verdenspremiere på Cannes-filmfestivalen. Filmen har Sebastian Stan i hovedrollen som en ung udgave af Donald Trump, der agerer ejendomsmagnat i 70’erne og 80’ernes New York.
Nu truer netop Donald Trump med at sagsøge filmskaberne bag ‘The Apprentice’, skriver Deadline.
»Vi vil anlægge et søgsmål for at adressere de åbenlyst falske påstande fra disse foregivne filmskabere«, udtaler Trumps repræsentant og politiske rådgiver Steven Cheung mandag. »Dette skrald er ren fiktion, som sensationaliserer løgne, som længe har været afkræftet«
Cheung kommer ikke ind på konkrete påstande i filmen. Ifølge Deadline ser man blandt andet den fremtidige præsident voldtage sin daværende hustru, Ivana Trump (spillet af Maria Bakalova). Man ser ham også tage amfetamin. Derudover får Trump-karakteren hårbehandling for sin tiltagende måne og fedtsugning for sin voksende mave.
»Denne ‘film’ er ren ondsindet ærekrænkelse, bør ikke se dagens lys og fortjener ikke engang en plads i direkte-til-dvd-sektionen i en tilbudsspand i en snarligt lukket discountfilmbutik«, fortsætter Cheung. »Den hører hjemme i en containerbrand«.
‘The Apprentice’ dyster om Guldpalmen i Cannes’ hovedkonkurrence. Filmen får dansk premiere 17. oktober.