1. Hvad går Greta Gerwig efter?
Det var en Greta Gerwig fuld af ærefrygt, der i kapacitet af jurypræsident tog imod verdenspressen ved det traditionsrige jurypressemøde forud for den egentlige åbning i Cannes. For som flere af hendes juryfæller sagde under seancen: »Guldpalmen kan ændre dit liv«.
Det er med andre ord et stort ansvar, der hviler på juryens skuldre over de næste 10 dage, hvor de skal vurdere de 22 film, der deltager i festivalens hovedkonkurrence.
Gerwig får følgeskab i juryen af instruktører som de tidligere Cannes-vindere Hirokazu Kore-eda og Nadine Labaki samt skuespillere som Lily Gladstone, Eva Green og Omar Sy, der alle har haft deres gang på festivalen.
De skal sammen vurdere film af en række af verdens førende instruktører: Francis Ford Coppola, Andrea Arnold, David Cronenberg, Sean Baker, Yorgos Lanthimos og vores egen Ali Abbasi, der, efter at have været episodeinstruktør på ’The Last of Us’, nu er aktuel med ’The Apprentice’ om Donald Trumps unge år – en film, som er dømt til at vække opsigt.
Som altid er det svært på forhånd at aflure, hvilke film der vil falde i en så eklektisk jurys smag, og juryen gav ikke de store indikationer ved pressemødet. Som Gerwig sagde, kan de først tage stilling til, hvad der skal til for at vinde Guldpalmen, når de har set alle filmene.
»Jeg forsøger at gå ind til filmene med et åbent hjerte og sind. Jeg vil gerne overraskes. Nogle gange synes jeg, at man kan dømme film på forhånd: ’Den kommer til at være sådan her’. Men når man så endelig ser den, viser den sig at være noget, man ikke anede, den ville være«, udtalte Gerwig senere.
På pressemødet blev juryen også bedt om at forholde sig til de verserende konflikter, der lurer i festivalens kulisse og truer med at forpurre festivalens kunstneriske leder Thierry Fremaux’ ønske om en festival uden polemik.
Konflikterne drejer sig særligt om et angiveligt sprængfarligt eksposé om overgrebsmænd i den franske filmbranche, der – måske, måske ikke – vil blive frigivet under festivalen, men også at en række festivalmedarbejdere i prekære stillinger såsom biografoperatører truer med at strejke, hvis de ikke får bedre vilkår. Sidstnævnte overraskede med en demonstration ved åbningsceremonien, som politiet hurtigt fik gennet væk.
Adspurgt om den aktuelle franske MeToo-sag talte Gerwig for, at filmskabere bliver ved med at dele vidnesbyrd og bruger festivalen som platform: »Det er vigtigt, at vi bliver ved med at udvide samtalen. Det hjælper til, at alt fortsat bevæger sig i den rigtige retning«.
Hendes juryfælle J.A Bayona tog i stedet et standpunkt, der mindede mere om festivalens officielle retning: At det er filmene, der skal vurderes og fejres, uden hensyn til omkringliggende problemstillinger.
2. AI og fransk stjernecast imponerer
Et af de store diskussionspunkter under Cannes-festivalen i de seneste år har været, om man kan adskille værk og kunstner samt kunstner og privatperson.
Festivalen har overvejende talt for at gøre netop dette, blandt andet ved sidste år at åbne med Johnny Depps første film i kølvandet på retssagen mod Amber Heard, ‘Jeanne du Barry’ – en beslutning, der skabte noget af den polemik, Fremaux håber at undgå i år.
Spørgsmålet blev også italesat direkte i årets åbningsfilm ’The Second Act’, Quentin Dupieux’ herligt satiriske hudfletning af filmbranchen anno 2024. I filmen lyder svaret, at det er vanskeligt at skelne mellem kunstneren og manden. Begge to er ulidelige.
Filmen har et fransk stjernecast af den slags, Cannes elsker at fremvise på den røde løber: Léa Seydoux, Vincent Lindon, Louis Garrel og Raphaël Quenard spiller en skuespillertrup, der medvirker i den første film skrevet og instrueret af en kunstig intelligens.
I en række imponerende long takes ser vi skuespillerne veksle mellem at spille de roller, der er skrevet til dem, og være de fiktive skuespillere, der ikke kan fordrage hinanden, og det håbløst banale manuskript – uden at man helt er med på, hvor virkeligheden stopper, og fiktionen begynder. Så langt så meta. Men pointen er måske netop, at de to instanser ikke meningsfuldt kan adskilles. De vil altid overlappe og flette ind og ud af hinanden.
Filmen bliver ved med at overgå sig selv i absurd-humoristiske optrin, når Dupieux både kommer omkring dårlige arbejdsvilkår, cancel culture, opblæste skuespilleregoer, en ulideligt nervøs statist og en lige-ved-og-næsten MeToo-episode.
Og selvfølgelig den store stygge kunstige intelligens, der kan rette dårlige replikleveringer i postproduktionen, og som følger en detaljeret graf for, hvordan råklippet flugter med producerens statistik for en god kunstnerisk film. En score på 92 procent er ganske glimrende, bedyrer maskinen.
Der er mange kriser, som ruller ind over filmbranchen, men i det store og hele viser filmen også, hvordan branchens synlighed og selvvigtighed nogle gange ender med at tage fokus fra mere presserende problemstillinger i verden. Da Seydoux’ karakter ringer til sine små børn for at høre, om hun skal finde en ny karrierevej, rynker de bare på næsen: »Du kan jo ikke andet«.
Det er let, sjovt og helt utroligt fransk. Med andre ord en perfekt måde at starte årets festival.
Cannes Film Festival løber 14.-25. maj.