‘Furiosa: A Mad Max Saga’: Glem ‘Fast and the Furious’ – det her er den ægte vare
Furiosa, spillet af Charlize Theron, stjal billedet fra titelfiguren i forgængeren ’Mad Max: Fury Road’, så det giver mening, at det er hende, George Miller har valgt at zoome ind på i sin ventede prequel.
Tom Hardy, der overtog rollen fra Mel Gibson, gjorde det ellers glimrende, men det var ikke rigtigt hans historie. Det var, som om Mad Max bare landede uforvarende imellem adskillige stridende parter, og da Furiosa så endelig opnåede sit mål og fik sin slutning, kunne Mad Max ride videre ud mod den radioaktive solnedgang som en anden Aussie-Cowboy.
Det gjorde ikke noget. Historien fungerede som et afsnit fra klassiske actionserier – adventure of the week – hvor store handlingstråde ikke fortsætter fra afsnit til afsnit, men hvor vi får afsluttede historier.
Nu er det så første gang, at Mad Max-filmuniverset får en film uden Max, og ’Furiosa’ kan således også ses som et forsøg på at udvide filmuniverset og afsøge andre historier fra Australiens dystopiske ødemark.
Som regel, når en kendt filmserie skal rebootes, er det et filmselskab, der i bedste fald vil genoplive et spændende univers og i værste fald bare vil udnytte genkendelsesfaktoren. Men her er det George Miller selv, der i 70’erne og 80’erne skabte den ikoniske figur Mad Max, som står bag de nye eventyr fra The Wasteland.
’Furiosa’ har samme frenetiske energi og fornemmelse af kaos som ’Fury Road’. Man føler George Millers actionscener med maven. I en tid med alt for meget dårlig CGI er det en fornøjelse af fornemme fysikken i filmen, så man næsten kan lugte benzinen og mærke de hundredvis af roterende, skærende, bevægelige metaldele, der konstant er på vej til at flænse dit sårbare kød.
Filmen griber dig fra starten, hvor vi møder Furiosa som en lille pige (Alyla Browne), der lever i et grønt, feministisk paradis. Brovtne, begærlige og sultne mænd opdager og kidnapper pigen, og de vil have hende til at sige, hvor den grønne plet befinder sig. Furiosa kæmper bravt imod. Det samme gør hendes mor (Charlee Fraser), men den lille pige ender med ar på sjælen i bikerbossen Dementus’ varetægt.
Chris Hemsworth spiller Dementus og har tydeligvis haft det sjovt med at indtage en skurkerolle med fripas til store armbevægelser. Anya Taylor-Joy som den unge Furiosa beviser, at hun har karisma og kraft til at stå sammen med Theron og Hardy – og Gibson, for den sags skyld.
George Miller har skabt endnu en actionmilepæl, og hvis du er en af dem, der synes Fast & Furious-franchisen er blevet alt for plasticagtig og frarevet alt, hvad der er fedt ved muscle cars og høj fart, så får du her den ægte vare.
Alligevel er ’Furiosa’ ikke helt så vellykket som forgængeren – hvilket også er meget forlangt, for ’Fury Road’ er et moderne mesterværk. I filmens sidste tredjedel har vi fået adskillige glimrende actionscener, og vi har besøgt The Bullet Farm og Gas Town, som vi kun hørte om i ’Fury Road’. Historien er dog blevet en mere ordinær hævnfortælling, og der er ikke samme fornemmelse af at opdage, at det godt kan blive vildere, selvom man lige har sagt til sig selv, at det umuligt kan blive mere sindssygt.
Måske har han alligevel følt et pres, mesterinstruktøren George Miller. Efter triumfen med ’Fury Road’ bliver ’Furiosa: A Mad Max Saga’ præsenteret som en film af »Mastermind» George Miller. Der er tegn på, at han gerne vil løfte filmserien op til at kunne sige noget om vores samfund, om mennesker og om vores potentiale og fremtid.
Måske derfor er der en vidtløftig, men unødvendig voice over, og filmen er inddelt i fem ligeledes unødvendige kapitler adskilt af titelskilte.
’Mad Max’-filmene har altid haft vidtløftige undertoner. Det er derfor, de stadig holder. Det, og så George Millers fremragende fornemmelse for action og vilde visioner. Han behøver ikke prøve at ophøje Mad Max til kunst. Det er det allerede.
Kort sagt:
’Furiosa: A Mad Max Saga’ er mere en forhistorie til ’Fury Road’ end sin egen historie. Mindre vellykket end forgængeren, men pokkers højt bundniveau.