Mesterinstruktørs nye film er som at træde ind i et lighus – jeg elskede hvert sekund

David Cronenberg har lavet en af de bedste film på årets filmfestival i Cannes, mens den italienske Cannes-vinder Paolo Sorrentino har lavet et eklatant fejlskud af en mandlig sexfantasi. Det skriver Soundvenues udsendte, Jakob Freudendal, der også giver sit bud på, hvem der vinder Guldpalmen på lørdag.
Mesterinstruktørs nye film er som at træde ind i et lighus – jeg elskede hvert sekund
'The Shrouds'. (Foto: Pyramide Distribution)

1. David Cronenberg bearbejder sin kones død

»How dark are you willing to go«, lyder en tidlig replik i David Cronenbergs fremragende ‘The Shrouds’, der er i hovedkonkurrence ved filmfestivalen i Cannes.

Bælgmørkt, skal det vise sig, men også overraskende ømt, når Cronenberg – mesteren bag ‘Fluen’, ‘Crash’, ‘A History of Violence’ og mange flere – behandler sin egen sorg over at miste sin hustru til kræft for få år siden.

Altid seværdige Vincent Cassel spiller Karsh, der er slet skjult modelleret over instruktøren selv, komplet med gråt slikhår, høje tindinger og en sorg så afgrundsdyb, at den får hans tandkød til at rådne. Hos Cronenberg manifesterer sorg sig ikke i følelser, men i kropslige reaktioner.

Det er seks år siden, at Karsh mistede sin kone til kræft og efter eget udsagn havde lyst til at krybe ned i kisten med hende.

Hvilket han nærmest gør på daglig basis: Gennem sin tech-virksomhed har han bygget en futurisk kirkegård, hvor man via sofistikerede kameraer kan følge med i de begravede ligs forrådnelsesproces, hvilket han stolt viser frem under en blind date. Der er sågar mulighed for 3D-rotationer og zoom helt ind i konens kranie. Imponerende!

Når han ikke kigger på konens skelet som den lig-voyeur, han er, hører han hendes stemme, når han i sin selvkørende Tesla taler med sin personlige assistent, en kunstig intelligens kaldet Hunny, der har hendes stemme og ansigt. Han ser konen i mystiske drømmesyn, og som om det ikke skulle være nok, har hun en enægget tvilling, han ser jævnligt (alle sammen spillet af Diane Kruger).

‘The Shrouds’. (Foto: PR)

Hans perverterede verden bliver vendt op og ned, da der bliver begået hærværk på hans kirkegård. Er det virksomhedsspioner, der vil stjæle hans data? En religiøst motiveret hadforbrydelse? Et komplot igangsat af konens tidligere elsker?

Herfra starter den ulmende slowburn-thrillermotor, som pulserer under ’The Shrouds’. Hvis ’Crimes of the Future’ var ren filosofi maskeret af et spinkelt plot, vender Cronenberg her tilbage til det karakterdrevne. Men der er som altid masser af filosofi under den medrivende front.

Grundlæggende handler filmen om, hvor meget kontrol over vores krop vi afgiver til tredjepartsaktører. Alt er fjernstyret, og alle handlinger kan overvåges via usynlige dataspor. Selv når vi dør, kan vi i princippet leve evigt videre på Facebook og andre digitale medier, der gør det hulens svært at lukke profiler post-mortem.

David Cronenberg har altid været interesseret i at udforske menneskekroppens grænser og vores samspil med teknologi, hvilket også er et altomsluttende tema i ’The Shrouds’. Stopper livet, når vi dør? Kan vi leve videre i en ny form fra det hinsides? Der er masser af stimulerende spørgsmål, ikke mange svar.

’The Shrouds’ er en isnende kølig film – som at træde ind i et lighus – men den er også fuld af humor og kærlighed, selv når den forbinder kærlighed og død i nogle af instruktørens karakteristiske bodyhorror-sekvenser, denne gang afdæmpede, men ikke mindre effektfulde. Den viser, hvordan sorg kan lede til konspirationer, fordi vi alle er desperate efter at finde en mening i meningsløsheden. Det bliver en ny slags religion.

Jeg elskede hvert et sekund af filmen, der er en af de mest overvældende æstetiske oplevelser på festivalen indtil nu med sin spartanske scenografi og millimeterpræcise kameraføring.

‘Parthenope’. (Foto: Gianni Fiorito)

2. Cannes-vinders infantile sexfantasi

Man forestiller sig, at Paolo Sorrentino har ærgret sig over allerede at have brugt titlen ‘Den store skønhed’ én gang.

Det er i hvert fald den mest passende titel til hans overæstetiserede film ’Parthenope’, der følger titlens kvinde fra hendes fødsel i 1950 frem til hendes pension som professor på et lokalt universitet i Napoli i 2023.

Det er første gang, at den italienske Cannes-yndling har en kvindelig hovedrolle, og det er tydeligvis et ansvar, han ikke er moden til.

Filmen er én lang seksualisering af hovedkarakteren, når instruktøren giver sig hen til alle sine værste impulser med en meditation over overmenneskelig skønhed.

’Parthenope’ er en ud af tre film i Cannes, der er produceret af modehuset Saint Laurent, som er gået ind i filmproduktion. Og det ligner da også langt henad vejen en reklamefilm, fuld af bjergtagende billeder og dekadent mise-en-scene – og ikke særligt meget andet.

Det bliver aldrig til den episke,feministiske fortælling, Sorrentino selv har solgt filmen som. Vi ser godt nok Parthenope vokse op i sit barokke familieslot uden for Napoli. Hun bliver sat i verden i ét med den omkringliggende natur, da moren føder hende i havet. Og derfra bliver Parthenope behandlet som en prinsesse, når hun får lov at sove i en royal seng hentet hjem fra Versailles.

Der er konstant øjne rettet mod Parthenope, så livet er altså ikke let, selvom man er født med en sølvske i munden. Det er også hårdt at være smuk, lader til at være Sorrentinos mest meningsfulde budskab, når han viser, hvordan Parthenope kæmper med kærlighed, familie og karriere. Gary Oldman dukker også op i en ligegyldig birolle.

Det bliver aldrig for alvor seværdigt, og det er svært at se bort fra, at 26-årige Celeste Dalla Porta i hovedrollen er tvunget til at være konstant nedringet, nøgen eller på anden vis seksuel. Hun har nærmest intet at spille med, når hun enten skal flirte med kameraet eller græde ind i det.

Et ærgerligt lavpunkt for en instruktør, der før har præsenteret hovedværker som ‘El Divo’, ‘This Must Be the Place’ og altså ‘Den store skønhed’ i Cannes.

‘Guldpalmen’. (Foto: FDC)

3. Hvem vinder Guldpalmen på lørdag?

Der er nu kun fire film fra årets hovedkonkurrence, der endnu mangler at blive vist, så det giver god mening at gøre status over favoritterne til hovedprisen på lørdag.

For mig at se bør den klare vinder være Sean Bakers mesterlige ’Anora’, der er den eneste film hernede, som alle virkelig har kunnet samle sig om. Det er filmkunst, der både er klassisk i sit udtryk, men samtidig nyskabende i sit komiske kaos. Og så blev instruktøren forbigået fuldstændigt for ‘Red Rocket’ i 2019, som ellers var en kritikerfavorit det år.

Spørgsmålet er dog, om Greta Gerwigs jury vil pege på en komedie, der har det notorisk svært i Cannes-konkurrence? Tænk bare på ’Toni Erdmann’, der skammeligt gik fra festivalen uden en eneste pris.

Det kan også tale imod, at ‘Anora’ er en amerikansk film – nogle gange vil en Cannes-jury med en amerikansk jurypræsident i spidsen gerne vise deres udsyn ved at honorere film fra andre breddegrader.

’Anora’s nærmeste konkurrent må være Jacques Audiards gangsterkomediemusical ’Emilia Pérez’, der overvejende har fået en flot modtagelse hernede – selvom der også er en del kritikere, som hader den for et godt ord (inklusive undertegnede). Audiard har før vundet Guldpalmen for ’Dheepan’, og det er ikke utænkeligt, at han tilslutter sig det fornemme selskab af kun ni instruktører, der har vundet prisen to gange.

‘Emilia Perez’. (Foto: Pathé)

Det ville dog være langt bedre at give filmen en skuespillerpris for transkønnede Karla Sofia Gascons præstation, der er noget af det eneste oprigtige i filmen. Det ville være et historisk øjeblik.

Derudover er det svært at se, hvem de umiddelbart nærmeste konkurrenter skulle være. Jeg spår stadig Andrea Arnolds ’Bird’ som outsider, fordi den netop byder på den slags letfordøjelige humanisme, alle kan være med på – og så skader det nok ikke, at den er en af kun fire hovedkonkurrencefilm, der er instrueret af en kvinde.

Mere fortjent ville det være, hvis juryen valgte at honorere ovenomtalte David Cronenberg med sin første Guldpalme. Eller hvis de gik hele vejen og støttede Francis Ford Coppola eller Miguel Gomes for deres visionære filmsprog i henholdsvis ’Megalopolis’ og ’Grand Tour’.

Jeg har dog på fornemmelsen, at Payal Kapadias indiske ’All We Imagine As Light’ og Mohammad Rasoulofs iranske ’The Seed of the Sacred Fig’, som begge bliver vist over de næste dage, kan gøre sig gældende i kapløbet.

Særligt sidstnævnte har et stærkt momentum: Rasoulof vandt Guldbjørnen i Berlin for sin sidste film, ’Der findes ingen ondskab’, og er nu i Cannes-hovedkonkurrencen for første gang. Han dukker op på den røde løber efter at være flygtet fra præstestyret i Iran, der ville fængsle ham i otte år for hans politiske filmkunst. Det har fået hundredvis af kendte filmskabere til at underskrive støtteerklæringer til instruktøren.

Vil juryen gerne sende et klart politisk budskab, er det oplagt at forestille sig, at de ser i Rasoulofs retning.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af