’Crimes of the Future’: Viggo Mortensen har et uforglemmeligt ekstatisk højdepunkt i mesterinstruktørs bodyhorror-film

’Crimes of the Future’: Viggo Mortensen har et uforglemmeligt ekstatisk højdepunkt i mesterinstruktørs bodyhorror-film
Viggo Mortensen og Léa Seydoux i 'Crimes of the Future'. (Foto: Screenshot)

David Cronenberg er aktuel med sin første bodyhorror-film siden ’eXistenZ’ fra 1999 og som altid i den del af den canadiske auteurs filmografi handler det om menneskets sammensmeltning med teknologi.

Alligevel er det let at forestille sig, at mange, der håber på en ferm Cronenberg-genrefilm á la ’The Brood’ og ’The Fly’, vil få popcornene galt i halsen, når de ser ’Crimes of the Future’.

Selvom filmen på alle parametre er en videreførelse af de centrale tematikker i Cronenbergs oeuvre (den tager endda sin titel fra en 52 år gammel Cronenberg-film), følger Cronenberg også den retning, han har udstukket siden 10’erne, hvor hans radikale filmfilosofi er i centrum – til dels på bekostning af den veldrejede plotmotor, hans mest kendte værker leverede. Tænk ’Cosmopolis’, bare skridtet videre.

I ’Crimes of the Future’ skildrer Cronenberg menneskeheden på kanten af et totalt kollaps – holdt kunstigt i live af maskiner, der skal hjælpe én med at spise og sove.

‘Crimes of the Future’. (Foto: Nikos Nikolopoulos/Neon)

På overfladen burde det ellers være ren utopi: Nye landvindinger i bioteknologi har blandt andet ført til, at ingen mennesker kan føle smerte længere. Det udnytter kunstnerparret Saul Tenser (Viggo Mortensen) og Caprice (Léa Seydoux), når de foran et publikum med et obduktionsbord som alter fjerner de fremmedartede organer, Tenser naturligt producerer i sin krop som følge af en sjælden tilstand.

Den makabre performancekunst er en kærkommen distraktion fra den nærved-apokalyptiske verdenstilstand, hvor den konstante ophobning af affald – særligt plastik – truer den menneskelige eksistens.

»Body is reality« og »surgery is the new sex«, lyder mantraet i de golde haler, hvor Tenser og Caprice optræder med deres filosofiske kunst, som de siger tilfører mening til tomheden, men som alligevel mest har karakter af distraktion.

Imens sikrer bureaukratiet, at de nye teknologiske muligheder ikke får den menneskelige evolution til at løbe løbsk. Nye organer skal registreres hos Det Nationale Organregister, der »tatoverer« og katalogiserer dem for at sikre, at de ikke bliver nedarvet og derved ændrer på menneskets genetik for bestandig. Det er her, Kristen Stewart gør sit indtog som excentrisk organovervåger – en manisk-genial præstation, som vi aldrig før har set fra hende.

Men et oprør ulmer. For hvad hvis menneskene omfavner de mulige forandringer, teknologien kan tilbyde, og indgår i en symbiose, der kan undgå en klimakatastrofe, som den revolutionære leder Lang Dotrice (Scott Speedman) prædiker.  

‘Crimes of the Future’. (Foto: Nikos Nikolopoulos/Neon)

Det lyder måske som en plottung film, men intet kunne være mere forkert. Cronenberg er mere fascineret af stemninger og af filosofiske replikudvekslinger om kunstens rolle i en klimakrise. Det centrale spørgsmål er, hvor langt vi er villige til at gå for at følge med den teknologiske udvikling, vi selv har igangsat. Vil vi fastholde vores menneskelighed og uddø, eller vil vi træde ind i næste stadie af evolutionsrækken og gå i ét med de maskiner, vi har skabt?

Saul Tenser arbejder inden for systemets rigide rammer, når han aldrig fuldt ud omfavner sin krops forsøg på at tage ham i en ny retning. Hans kunst bliver hyldet vidt og bredt, selvom han ikke tør kaste sig ud i den samfundsomvæltning, hans krop synes at diktere.

I en særligt morsom sekvens betragter Tenser en performancekunstner, der har indopereret ører over hele sin krop med det opbyggelige budskab, at »det er tid til at lytte«. Tenser affejer det overlegent som eskapistisk propaganda, men spørgsmålet er, om han selv er meget bedre. Selv når verden brænder, er vi ikke klar til at skride til handling.

Filmen fungerer også som en åbenlys kritik af den nuværende filmæra, hvor let-spiselige budskabsfilm hyldes, mens grænsebrydende kunst holdes i snor af rigide studiesystemer og financierer, som ikke tør satse på det progressive. Tydeligt understreget, når Tenser lader sig indskrive i en »indre skønhedskonkurrence« i kategorien »best original organ with no known function«.

‘Crimes of the Future’. (Foto: Nikos Nikolopoulos/Neon)

At verden er gået i tomgang, understreges af, at karaktererne vandrer rundt i ruiner af nedslidte, tomme bygninger, blottet for interiør. Selvom vi befinder os i fremtiden, er det, som om verden er gået i stå i 80’erne. De futuristiske maskiner har stadig et skær af genkendelig menneskelighed over sig.

Filmen er optaget i Athen, hvilket giver et ekstra symbolsk lag til filmens fortælling om en gammel verden, der er ved at overgå til en ny tilstand. Og som i Abel Ferraras ’Zeros and Ones’ giver filmens produktion under corona et slags spøgelseskær til underovergangsfortællingen.

Som dedikeret Cronenberg-fan mæsker man sig i selvreferentielle scener. Som når Tenser får indopereret en lynlås i sin mave, der får en helt særlig funktion, når Caprice har oralsex med ham. Man forestiller sig, at det nærmest er umuligt at se filmen uden et forhåndskendskab til instruktørens værk. At filmen ikke hører til blandt Cronenbergs bedste, gør ikke spor.

Den allersidste scene står som et uforglemmeligt højdepunkt i filmåret: Et ekstatisk øjeblik, der ikke bare fuldbyrder Cronenbergs værk, men også kan ses som en kulmination på hans kreative parløb med Viggo Mortensen – et af de mest markante instruktør-skuespiller-samarbejder i det nye årtusinde.


Kort sagt:
Hvad er kunstens rolle, når jorden brænder? Hvor radikalt er menneskeheden parat til at gå for at tilpasse sig den selvskabte undergang? Hvordan skaber vi mening i kaos? Det er store spørgsmål, der trænger sig på i David Cronenbergs fascinerende nye film, der slutter med en uforglemmelig kulmination på instruktørens parløb med Viggo Mortensen.

’Crimes of the Future’. Spillefilm. Instruktion: David Cronenberg. Medvirkende: Viggo Mortensen, Léa Seydoux, Kristen Stewart, Scott Speedman, Lihi Kornowski, Don McKellar. Spilletid: 107 min. Premiere: I biograferne 1. december.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af