David Cronenberg har skabt nogle af filmhistoriens vildeste scener – her skal du starte

Canadiske David Cronenberg lægger an til at skabe kontrovers med sin nye bodyhorror-film ’Crimes of the Future’, der får premiere på Cannes Film Festival på mandag. Vi guider til mesterinstruktørens fem mest essentielle film.
David Cronenberg har skabt nogle af filmhistoriens vildeste scener – her skal du starte
Viggo Mortensen i 'Eastern Promises'

Den canadiske mesterinstruktør David Cronenberg er aktuel med sin første film i otte år, den grænseoverskridende bodyhorror-film ’Crimes of the Future’, der i næste uge har verdenspremiere på Cannes Film Festival.

Filmen er så godt som garanti for kontrovers, og Cronenberg har da også selv spået, at den vil få publikum til at udvandre inden for de første fem minutter.

Det lyder til at være helt i rette ånd for den 79-årige auteur, der i løbet af sin over 50 år lange karriere har fremmanet nogle af filmhistoriens mest grafiske og tankevækkende billeder: Fra eksploderende hoveder til vulva-lignende ar og Jeff Goldblum som en forvokset flue-mand, for bare at nævne nogle få.

Vi guider her til instruktørens mesterskab via fem af hans mest essentielle film.

James Woods i ‘Videodrome’ (Foto: PR)

1. ’Videodrome’

David Cronenbergs mediekritiske ’Videodrome’ var egentlig et kommercielt flop sammenlignet med instruktørens forrige film ’Scanners’, der havde gjort den canadiske auteur til et navn af international kaliber.

Men selvom modtagelsen i 1983 var skuffende, har ’Videodrome’ siden vokset sig til et af de mest centrale værker i Cronenbergs filmografi. Ikke mindst på grund af filmens nærmest profetiske dom over menneskets skærmafhængighed og konstante higen efter visuelle stimuli og fortællinger at sætte sin lid til.

Filmen følger tv-producenten Max Renn (James Wood), hvis job er at indkøbe sensationelle programmer til en canadisk tv-station. Da han bliver introduceret for et uautoriseret, malaysisk satellitsignal kaldet Videodrome, hvor mennesker bliver tortureret og slået ihjel for rullende kameraer, bliver han besat af konceptet, som langsomt viser sig at være del af en større konspiration.

’Videodrome’ er et hovedværk i Cronenbergs oeuvre med dens formfuldendte udlægning af en række af instruktørens faste temaer: Også her er der tale om et klassisk Through the Looking Glass-narrativ, hvor hovedkarakteren pludselig opdager, at den virkelighed, han abonnerede på, er falsk – og hvor konspirationer, statslige apparater og teknologi lægger de intetanende mennesker i lænker, som var de zombier foran flimmerkassen.

Og så er mediekritikken og Cronenbergs bodyhorror-signatur selvfølgelig også allestedsnærværende, når Max langsomt smelter sammen med de uhyrligheder, som bliver vist på tv-skærmen (symbiosen er endnu et af instruktørens faste temaer).

’Videodrome’ er en film, der bliver ved med at vokse, og som perfekt anslår Cronenbergs radikale filosofi.

Jeff Goldblum i ‘The Fly’ (Foto: PR)

2. ’The Fly’

Tre år efter ‘Videodrome’ beviste Cronenberg, at hans tankeprovokerende filmkunst også havde et kommercielt potentiale.

’The Fly’, som er et remake af en 50’er-gyserfilm, blev en af de bedst sælgende film i 1986. Alle måtte simpelthen se filmen om den excentriske forsker Seth Bundle (Jeff Goldblum), der ved et fejlslået forsøg i sit laboratorium smelter sammen med en flue og langsomt forfalder fra et forvokset fluemenneske til en blævrende masse.

Filmen står i dag som det vel nok mest kendte eksempel på Cronenbergs kropsliggjorte gys, hvor Seths langsomme, gruopvækkende transformation bliver en mere universel fortælling om vores modstridende – ofte angste – forhold til vores kroppes indre, som er ude af vores kontrol.

Samtidig anslår ’The Fly’ et andet vigtigt tema i Cronenbergs værk: Evolution. Mange af hans film – fra ’Videodrome’ til ’eXistenZ’ – handler om menneskets konstante higen efter at transcendere dets nuværende livsbetingelser og nå et nyt stadie i livet.

Hos Cronenberg skildres den transcendentale drivkraft ofte i relation til teknologien i form af hans karakterers grænseoverskridende forsøg på at bryde fri af og udvide den menneskelige krop via den teknologi, som de aldrig helt har greb om. Et tema, som også lader til at være omdrejningspunkt i den kommende ’Crimes of the Future’.

Jeremy Irons og Jeremy Irons i ‘Dead Ringers’ (Foto: PR)

3. ’Dead Ringers’

Jeremy Irons leverer en uforglemmelig dobbeltpræstation i David Cronenbergs tvillingedrama ’Dead Ringers’. Som altid er Cronenberg fascineret af det, vi ikke kan se. Det, der gemmer sig inde i vores kroppe.

Det er derfor heller ingen overraskelse, at de to hovedkarakterer, de modsætningsfyldte men identiske tvillingebrødre Beverly og Elliot, er gynækologer. De driver en yderst succesfuld praksis i New York, som de nærmest aldrig forlader, og hvor de til fulde udnytter, at ingen kan kende forskel på dem.

Beverly er den introverte gynækolog, der behandler patienterne, mens Elliot er den storsnuende forsker og kyniske skørtejæger, der lægger an på patienterne, når Beverly har undersøgt dem. Deres komplekse maskespil truer dog med at kollapse, da duoen møder skuespilleren Claire Niveau, og Beverly bliver forelsket for første gang i sit liv – en menneskelig følelse, som den afstumpede læge ikke er vant til.

Filmen er et mesterstykke i performance – endnu et af Cronenbergs yndlingstemaer – når Irons perfekt inkarnerer de to identiske brødre, så man altid ved, hvem der er hvem. Det siger noget om Oscar-uddelingens fallit, at han end ikke blev nomineret for pragtpræstationen.

Cronenberg er interesseret i anomalier, de små detaljer, som former os, i dette tilfælde brødrenes fremmedgørelse over for den verden, de kun kender fra bøger og udsynet gennem deres mikroskoper – en afstumpethed, som sidder i dem allerede fra barnsben.

Som en psykologisk thriller udfolder Cronenberg karakterstudiet af de to følelseskolde brødre, der aldrig har lært at føle empati og ikke har meget andet til fælles end deres profession og identiske gener. I hvert fald indtil de gradvist smelter sammen, fordi den ene ikke kan eksistere uden den anden.

Igen handler det om filosofiske grundspørgsmål: Hvad gør os til dem, vi er? Hvordan kan to identiske personer være så forskellige? Og bodyhorrordimension er på ingen måde fraværende, når søskendeparret i deres deroute kaster sig over gruopvækkende indgreb på de kvinder, som intetanende overlader deres (under)liv i brødrenes varetægt.

‘Crash’ (Foto: PR)

4. ’Crash’

David Cronenbergs J.G. Ballard-filmatisering ‘Crash’ (ej at forveksle med Paul Haggis’ Oscar-vinder af samme navn fra 2004) skabte stor postyr, da den havde premiere på Cannes Film Festival i 1995.

Efter Cronenbergs eget udsagn hadede jurypræsidenten Francis Ford Coppola filmen, der resulterede i udvandringer og buhråb. Men resten af juryen var positivt stemt og gav filmen en særpris udenom Coppola. Og med god grund.

’Crash’ er en klassisk Cronenberg-skæring med sin fortælling om en række personer, der efter at have overlevet et biluheld får en form for pervers seksuel nydelse ud af at rekonstruere kendte bilulykker (blandt andet James Deans død) og skabe nye uheld. Ingen tvivl om, at Julia Ducournau har skævet en gang eller to til Cronenbergs mesterstykke, da hun skulle udtænke ’Titane’.

Fetichismen om den perfekte bilulykke og de afledte seksuelle forhold bliver en måde for James Spaders karakter at undslippe den fængslende hverdag i et åbent, kærlighedsløst ægteskab med sin kone Catherine. Blandt andet når hans karakter kaster sig ud i en række affærer, blandt andet med en kvinde, der også har overlevet et trafikuheld og har fået et ar på benet, som ligner en vulva …

Det er endnu en Cronenbergiansk Through the Looking Glass-fortælling, hvor James Spaders karakter opdager sandheden om den kvælende virkelighed, han før tog del i, og forsøger at undslippe den og tage kontrollen gennem biluheldene. Også her handler det om at transcendere hverdagens monotoni og i samskabelse med maskiner skabe en ny, fri virkelighed.

Viggo Mortensen i ‘A History of Violence’ (Foto: PR)

5. ’A History of Violence’ / ’Eastern Promises’

Omkring årtusindskiftet tog David Cronenbergs karriere en drejning væk fra bodyhorror og det overnaturlige over mod psykologisk realisme – stadig med volden som en kold understrøm og med fortrængning som det altoverskyggende tema.

Bevægelsen skete allerede i den oversete film ’Spider’ med Ralph Fiennes, men i særdeleshed i instruktørens parløb med Viggo Mortensen, der startede med ’A History of Violence’ og fortsatte med ’Eastern Promises’, ’A Dangerous Method’ og nu ’Crimes of the Future’.

’A Dangerous Method’ behandler direkte det underbevidste og fortrængte med sin skildring af Freud, Jung og Sabrina Spielreins pionerarbejde med udviklingen af psykoanalysen.

Men det var i de to første Viggo Mortensen-film, at Cronenberg for alvor fastslog sin nye stil og åbnede en dør på klem for et mainstream-publikum.

Begge film handler om identitet, performance og fortrængning med sin skildring af henholdsvis en godhjertet familiemand, der gemmer på en mørk hemmelighed, og en hårdfør håndlanger for den russiske mafia i London, som ikke er, hvem han giver sig ud for at være.

Mortensen spiller blændende, ulmende uforudsigelighed i begge film, hvor særligt en brutal kampscene i en sauna i ’Eastern Promises’ er umulig at glemme. Filmene cirkler om, hvordan fortiden altid vil indhente en i nutiden med ødelæggende konsekvenser – en tematik, som også går igen i Cronenbergs seneste film, ’Maps to the Stars’.

Hvis man vil se nogle andre facetter af Cronenbergs mesterskab, kan man oplagte starte her.

Det vides endnu ikke, hvornår ’Crimes of the Future’ får dansk premiere.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af