’Zeros and Ones’: Jeg var flad af grin over den galt geniale slutning på ny Ethan Hawke-film
Først tænkte jeg, at der måtte være sket en fejl, da der tonede et promoveringsklip for den film, jeg skulle til at se, frem på skærmen, efter jeg trykkede play. Her fortalte Ethan Hawke om sit arbejde med ’Zeros and Ones’, som var det en båndet salgstale.
Men efter filmens kaotiske ridt gennem Roms coronanedlukkede gader, hvor Hawkes karakter, den amerikanske soldat J.J., forsøger at stoppe en ukendt trussel fra at ødelægge verdensfreden, stod det klart, at der ikke var tale om et uheld, men om en galt genial filmåbning såvel som -slutning.
For da det højspændte (og ret forvirrende) handlingsforløb var slut, dukkede Hawke igen frem på skærmen og forsøgte at forklare meningen med Abel Ferraras abstrakte visualisering af coronapandemiens effekt på vores samfund.
»Det her er i øvrigt en del af filmen«, sagde skuespilleren med et grin, inden han slukkede for sit webcam i et af de mest radikale brud på den fjerde væg, jeg kan mindes.
Rulleteksterne løb over skærmen, og jeg var flad af grin.
’Zeros and Ones’ er bestemt ikke for alle, men det ville også være et ærgerligt knæfald for instruktøren bag polemiske mesterværker som ’Bad Lieutenant’, ’New Rose Hotel’ og ’King of New York’.
I sin nyeste film går Ferrara som altid radikalt til værks, når han med grynede digitalbilleder fra mesterfotografen Sean Price Williams (’Good Time’) filosoferer over den tid, vi har levet i siden begyndelsen af 2020.
Handlingen, der er forsøgt solgt som en Dan Brown-thriller, hvor Hawke skal forsøge at stoppe en bombesprængning i Vatikanet, er egentlig sekundær. Ferraras projekt er i højere grad at udstille nogle af de mekanismer, som viste sit ansigt under pandemien.
En gennemgående pointe i filmen er, at vores liv er blevet digitaliseret ned til simpelt kodesprog: Nuller og ettal. Rammefortællingen med Hawke er en metakommentar over, hvordan vi med et simpelt tryk på on/off-knappen på vores webcam kan kommunikere med folk på den anden side af jorden. Det understøttes af et konstant fokus på skærme og kameraer.
Den digitale verden er en gave, men også en fare, for vores virtuelle fodspor overvåges som aldrig før, og billeder kan altid manipuleres, hvorfor paranoiafilmen flere gange sidestiller selve kameraet med et våben.
At Hawke spiller en dobbeltrolle som den amerikanske soldat og hans radikaliserede tvillingebror, siger noget om den indre splittelse, vi reagerer på corona med. Hvor nogle slog på stegepander foran Christiansborg i protest, og andre fulgte reglerne til punkt og prikke.
Men det er også en kommentar til to modsætningsfyldte livsanskuelser: Pessimisten, som er drevet af galoperende angst for verdens undergang, og optimisten, som formår at se hverdagens små mirakler selv under de mest samfundsomvæltende omstændigheder. Og hvordan de to sider kan forenes i os alle.
’Zeros and Ones’ blev optaget i mennesketomme gader under lockdown i Italien med et minimalt setup, og på mange måder står filmen da også som den ultimative corona-film, når den blotlægger mange af de magtstrukturer, som knækkede sammen under pandemien.
Den viser, hvordan nationer var klar til at lukke grænser og vende fællesskabet ryggen, hvordan friheden blev indskrænket, og hvordan militæret i nogle lande blev sat ind i gaderne i et desperat forsøg på at kontrollere det ukontrollerbare.
Det er et dystopisk verdensbillede, filmen optegner, men i sidste ende er den også båret af et glimtende håb og en tro på, at selvom verdensordenen ligger i ruiner, kan optimismen stadig overvinde pessimismen.
Kort sagt:
Den amerikanske mesterinstruktør Abel Ferrara har skåret den ultmative coronafilm med Ethan Hawke i Italiens mennesketomme gader – med en uforglemmelig åbning og slutning.