Robert Pattinsons første kompromisløse storpræstation fortjener meget mere opmærksomhed

’Twilight’-fans fik sig noget af en overraskelse, da Robert Pattinson sprang ud som kompromisløs karakterskuespiller i David Cronenbergs mesterlige ’Cosmopolis’. I anledning af filmens 10-årsjubilæum ser vi tilbage på den oversete perle, der kun er blevet mere relevant med årene.
Robert Pattinsons første kompromisløse storpræstation fortjener meget mere opmærksomhed
Robert Pattinson i 'Cosmopolis' (Foto: PR)

JUBILÆUM. Der er noget nærmest sadistisk over at forestille sig de håbefulde ’Twilight’-fans, der sneg sig ind for at se Robert Pattinsons første grænsesøgende indie-præstation i David Cronenbergs lige dele filosofiske og spiddende satiriske ’Cosmopolis’.

Filmen, der i år fejrer 10-årsjubilæum, udkom midt mellem den todelte ’Breaking Dawn’-finale, men kunne dårligt være mere anderledes fra ungdomsuniverset i vampyrsagaen.

Med slikhår og tunge sorte solbriller spiller Pattinson den 28-årige tech-milliardær Eric Packer – selve inkarnationen af den rigeste én procent – der over en skæbnesvanger dag bevæger sig gennem Manhattans gader i sin limousine for at få en klipning hos den lille, lokale frisør, han har besøgt, siden han var barn.

Hvad der burde have været det mest hverdagslige gøremål, ender dog med at blive en højspændt færd. I gaderne omkring ham raser en demonstration mod »det spøgelse, der hjemsøger gaderne – kapitalisme«, som anarkisternes slogan lyder. Trafikken er nærmest gået i stå, fordi præsidenten er i byen, og et begravelsesoptog for en afdød rapstjerne bliver skamløst udnyttet af musikerens pladeselskab, der håber at skabe den perfekte happening – på dagen for hans død.

Samtidig får Packer konstante meldinger om en trussel mod hans liv fra hans allestedsnærværende sikkerhedschef, mens hans formue på 10 milliarder dollar forsvinder om ørerne på ham, fordi han har investeret mod Yuanen på det internationale valutamarked.

Sarah Gadon i ‘Cosmopolis’ (Foto: PR)

Packer virker dog mestendels ubekymret, når han triller igennem gaderne i limousinen, der fungerer som hans mobile kontor, hvor han afholder dagens forretningsmøder, har sex med sin personlige kunstforhandler (Juliette Binoche), får sin daglige prostata-undersøgelse, mens han dirtytalker med en af sine ansatte, og støder på sin nye hustru (Sarah Gadon), som allerede vil skilles.

Alt sammen er forankret i Pattinsons iskolde, deadpan-agtige skildring af en mand, der balancerer på afgrundens rand, og desperat forsøger at genfinde sin tabte menneskelighed i et kapløb med tiden.

Rigdom for rigdommens skyld

’Cosmopolis’, der er baseret på Don DeLillos roman af samme navn, fik en noget blandet modtagelse, da den udkom i 2012, hvor cinefile tidsskrifter som Cinema Scope og Film Comment udråbte den til et mesterværk, mens mainstreammedier som Los Angeles Times og den førende amerikanske filmkritiker Roger Ebert vendte tomlen nedad.

10 år senere er filmen dog uomgængelig i historien om Pattinsons kursskifte mod kunstneriske, kompromisløse roller, mens dens profetiske dom over cyber-kapitalismens tidsalder er mere relevant end nogensinde før i en tid, hvor kryptovaluta, NFT’er og andre digitale valutaformer er det nye sort.

Cronenberg, der altid har kredset om menneskets forhold til teknologi i film som ’Videodrome’, ’The Fly’ og ’Crash’, fremmaner et dystopisk sindbillede på en ny æra i senkapitalismen, hvor rigdom er blevet en digital abstraktion, som kan styrte i grus med et enkelt udsving på det globale aktiemarked.

’Cosmopolis’ er en uhyre præcis diagnosticering af en verden, hvor nogle tjener umådelige summer på at købe og sælge penge på aktiemarkedet, der aldrig sover. Hvor rigdom alene for rigdommens skyld er blevet en central drivkraft i den vestlige verden, styret af en uslukkelig lyst efter mere, mere, mere.

Robert Pattinson og Paul Giamatti i baggrunden i ‘Cosmopolis’ (Foto: PR)

Det lyder måske højtravende og er det til dels også. Men Cronenbergs mesterstykke er, hvordan han lader limousinen blive selve inkarnationen af kapitalismen: Bilen er både et usmageligt symbol på abnorm rigdom, men også en anonym tilstedeværelse, der driver gennem gaderne og styrer dagligdagen for de intetanende masser, som flokkes om bilen, uden at de aner, hvad der gemmer sig bag de tonede ruder.

Bilen er Packers vindue ud mod den almindelige verden i gadeplan, men Cronenbergs kunstige vinduesprojektioner får det hele til at se uvirkeligt ud. Og Packer ænser da heller ikke rigtigt verden omkring ham. Han driver rundt på sin teknologitrone, hvor han omringet af skærme følger med i en endeløs informationsstrøm, som kan avle endnu mere rigdom.

Han mener selv, at limousinen er en måde at vise ydmyghed: Netop fordi den er anonym, fungerer den ikke som en afmærkning af hans territorium. Men i virkeligheden viser den hans skødesløse omgang med menneskerne omkring ham, som han helst ikke vil generes af. Han har både fået lydisoleret og skudsikret bilen.

Alle kan erstattes, som filmen elegant viser, når Packers håndlangere løbende udskiftes ud af det blå. Der er altid en ny sikkerhedsvagt, læge eller chauffør klar til at tjene storkapitalismens herrer. Altid en ny ansat, som vil have en bid af hans tid.

Ikke bange for at blive beskidt

Der er noget nærmest surrealistisk over den måde, filmen binder de forskellige scener sammen med abrupt klipning. Limousinens rum udvider sig alt efter behov, når Packer pludselig sidder i møde med en ny ansat eller har sex på bagsædet. Som var det hele bare en ond drøm.

I en scene træder han pludselig ud af limousinen i en kø midt på en befærdet gade for at sætte sig ind til sin kone, som han opdager, sidder i en tilstødende taxa. Hun forklarer, at taxaturene er hendes måde at fastholde kontakten med den jordbundne dagligdag – selvom hun sidder i tavshed med sin chauffør.

Robert Pattinson i ‘Cosmopolis’. (Foto: PR)

Begge er så afskåret fra virkeligheden, at de dårligt kan føre en normal samtale. Da smalltalken går i stå, nævner Pattinson ud af det blå, at han har en asymmetrisk prostata – en nyhed, der ryster hans verden, da han får den overleveret under sin daglige lægeundersøgelse. Selv med al verdens penge er der uregelmæssigheder, man ikke kan sikre sig mod.

Uligheden mellem rig og fattig bliver konstant sat på spidsen, blandt andet når Packer ikke bare vil nøjes med at købe et sjældent Rothko-maleri, men i stedet insisterer på at købe hele galleriet.

Og i en mesterlig, eksplosiv finale viser filmen, hvordan høj og lav, rig og fattig, alligevel er dybt afhængige af hinanden i jagten på den menneskelighed, som den selvdestruktive samfundsorden af kolde kontanter har bedøvet.

At Cronenbergs sortsynede samfundskritik lykkes, skyldes i høj grad Pattinsons uforglemmelige præstation, der står som en kronjuvel i hans karriere:

Han svinger mellem det sexede, det grinagtige, det frastødende, det morsomme og det medmenneskelige, når hans karakter langsomt går i forfald.

Til sidst i filmen er Packers sirlige jakkesæt smurt ind i skidt og møg, og hans frisure er fuldkommen ødelagt. For som han senere har bevist gang på gang i film som ’Good Time’ og ’The Lighthouse’, er Pattinson ikke bange for at blive beskidt, så det polerede filmstjerneselvbillede krakelerer.

Det startede med ’Cosmopolis’.

’Cosmopolis’ kan ses på Filmstriben, HBO Max og Prime Video.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af