Sæt jer ned: Filmmediernes besættelse af stående bifald er ren jubelidioti

KOMMENTAR. Ti minutters stående bifald til Francis Ford Coppolas ’Megalopolis’!

Ti minutters stående bifald til Kevin Costners western ’Horizon’!

Otte minutters stående bifald til den halvdanske Donald Trump-film ’The Apprentice’!

I mediedækningen af de ventede verdenspremierer under filmårets mest prestigefulde udstillingsvindue, Cannes Film Festival, kan succes koges ned til et tal.

Og ikke til antallet af stjerner fra anmelderne – nej til det nøjagtige antal minutter, publikum ved gallapremieren har stået i deres skinnende festsko eller stiletter og ført deres små begejstrede hænder i klap.

Så sikkert som fadøl til fodbold er det, at få minutter efter publikum har forladt salen i Grand Théâtre Lumière på Croisetten, overstrømmes medierne med nyheder om længden på den oprejste ovation.

En pr-gimmick

Det startede velsagtens med de amerikanske filmbranchemedier som The Hollywood Reporter og Variety, men besættelsen af klapsalver har bredt sig som en steppebrand til mainstreammedier, og også herhjemme kan man hvert år finde artikler med applausvinkel, ligesom Nordisk Film selvfølgelig var hurtige til at henlede opmærksomheden på bifaldet (seks minutter!) i deres pressemeddelelse om modtagelsen af ’Pigen med nålen’ i starten af årets festival.

Mediet Vulture har en dagligt opdateret oversigt over længden på de stående ovationer til de mest ventede film. Indiewire har en artikel med de 23 længste Standing O’s i Cannes’ historie – ’Pans labyrint’ fra 2006 topper listen med 22 minutter, men langt de fleste er sigende nok fra de seneste år.

De stående bifald og afrapporteringen om dem har altid været en integreret del af Cannes-festivalens mest prestigefulde verdenspremierer – ifølge The Hollywood Reporter husker Steven Spielberg, hvordan et 6,5 minutter langt stående bifald til ’E.T.’ blev til 20 minutter i mediernes efterfølgende dækning i 1982.

Men der er uden tvivl gået inflation i gimmicken. Branchemedierne ved, at der er læsere i artiklerne, filmskaberne elsker hyldesten, og selskaberne bag tager imod den gode omtale med klappende kyshænder.

»Jeg hader det, fordi det reducerer en film til et enkelt data-punkt, men det er et meget mindeværdigt datapunkt«, som en anonym amerikansk distributionschef sagde til The Hollywood Reporter forleden.

Hadet film, langt bifald

At opmålingen reducerer en films værdi, er en underdrivelse.

Man kan roligt gå skridtet videre og konstatere, at klaplængden i dag siger lige så meget om en films kvalitet, som det siger om en maratonløber, hvor mange gange denne kan sige ’stativ stakit kasket’ uden at kløjes i det.

I dag er det nemlig ikke kun mesterværker som ’E.T.’ og ’Pans labyrint’, som får et laaaaangt stående bifald i Cannes. Det gør alle store verdenspremierer under festivalen – for tænk at være den ene stjernespækkede film, der ikke får sin imponerende standing O-dækning!

Længden på salutten handler om flere ting, hvoraf ingen har med selve kvaliteten at gøre.

Når der er store stjerner i salen, er bifaldet altid længere end ellers. De 10 minutter til ’Megalopolis’ skal mere tilskrives Coppolas status som en af de største instruktører nogensinde end folks konkrete begejstring for ’Megalopolis’. ’Horizon’ er årets mest klokkeklare eksempel. Costner modtog sin alenlange hyldest i salen, mens kritikerne over én kam nedsablede filmen for at være akut søvndyssende.

Det kan ikke understreges nok, at de stående bifald falder ved gallapremieren, hvor hele filmholdet er til stede sammen med alle deres venner, kontakter, finansierer og andre filmfolk – plus en god mængde af filmfans, som har tiltusket sig en billet efter hårde anstrengelser og forståeligt nok bare er glade for at være til stede. Medierne ser filmene ved designerede pressevisninger uden om al hurlumhejet.

Rockstjerner for en aften

Forstå mig ret: Det er skønt, at Yorgos Lanthimos (5,5 minutter), George Miller (7 minutter), Andrea Arnold (9 minutter) og Jacques Audiard (10 minutter) får folkets kærlighed at føle.

Med al det bøvl der går forud for, at en film kan se dagens lys, og med filmmediets dalende status in mente, kan man da kun glæde sig over, at instruktørerne et sted som Cannes stadig behandles som popstjerner.

Der er bare ingen grund til at lade, som om den jubelidiotiske billigelse siger det mindste om, hvor vellykket en film de har lavet.

Alternativt skal vi bare begynde at omfavne tendensen og tage stopuret med til alle andre kulturelle sfærer for at opmåle oplevelsen i klapsekunder.

Jeg foreslår at starte med Roskilde Festival, linjeløb ved OL i Paris og statsministerens åbning af Folketinget.