’Pigen med nålen’: Guldpalme-kandidat med Vic Carmen Sonne og Trine Dyrholm er befriende udansk – og måske ikke uden grund
Man skal kun få sekunder ind i ’Pigen med nålen’ for at forstå, at vi har at gøre med en usædvanlig dansk film.
Tætte sort-hvide nærbilleder udstiller statuarisk Vic Carmen Sonne, Trine Dyrholm og Besir Zeciris skiftende ansigter, der efterhånden forvrænges mareridtsagtigt i et slags møde mellem Bergmans ’Persona’ og David Lynch.
Så er scenen sat. Selvom historien bygger på en gruopvækkende, virkelig dansk kriminalsag, er vi langt fra generisk true crime.
Den 40-årige svensker Magnus von Horn var udtaget til den coronaaflyste Cannes-festival i 2020 med ’Sweat’, og nu er han for første gang indlemmet i den prestigefulde festivals hovedkonkurrence med sin nye film, der dårligt kunne være mere anderledes end den forrige med historien om en fitness-influencer. Og dog – også i ’Pigen med nålen’ er menneskets moralske deroute i jagten på overlevelse gennem samfundets ubønhørlige strukturer et omdrejningspunkt.
Vic Carmen Sonne har hovedrollen som den fattige unge kvinde Karoline, der under Første Verdenskrig slider som syerske på Kitzler Tekstilfabrik. Hendes mand er ikke vendt hjem fra krigen, så hun tager glædeligt imod, da fabriksdirektøren Jørgen Kitzler (Joachim Fjelstrup) kurtiserer hende.
Hun bliver gravid med hans barn, men er langt fra fin nok til familien Kitzler, hvilket sender hende i armene på den umiddelbart hjertelige Dagmar Overby (Trine Dyrholm), der tilbyder at hjælpe hendes nyfødte videre til en rar velhavende familie, og hvis spind hun langsomt hvirvles ind i. Dagmar bestyrer en slikbutik, afhænder uønskede børn ad bagdøren, er ofte høj på æter og tager sig af en syvårige pige, hun kalder sin datter. En kompleks skikkelse, med andre ord.
Det er svært at vurdere, hvor meget man skal afsløre, for det er uden tvivl bedst for oplevelsen ikke at vide mere. Omvendt har den virkelige sag været rigt beskrevet i foromtalen. Jeg vil dog give folk chancen for at se filmen med en relativt blank tavle, og kan man ikke styre sin nysgerrighed, kan man jo selv google Dagmar Overby.
Uanset hvad man ved på forhånd, gør Magnus von Horn en udsøgt indsats for at løfte filmen fra grundmaterialet og modulere det til et ambitiøst værk, der nærmest ikke havde behøvet det autentiske udgangspunkt.
Der går omkring 40 minutter, før Trine Dyrholm overhovedet træder ind på scenen, og i den tid tegner filmen et stærkt portræt af Karoline såvel som et overvældende stofligt tidsbillede af mellemkrigstidens København.
I polske Michal Dymeks knivskarpe sorthvide billeder fornemmer man virkelig de tilmudrede gader, de beskidte lagener og hoben af arbejdere, der forlader fabrikken. Der er kælet for detaljerne i et syvmileskridt fra tidligere tiders danske periodedramaer, ikke med nidkær realisme som målet, men snarere med en udtryksfuld stemning af fattigdom ikke set mere interessant siden Henning Carlsens ’Sult’.
Særligt spændende bliver det, da Karolines mand Peter (Besir Zeciri) vender hjem fra Den Store Krig med deformt ansigt gemt bag en maske. Hun afviser ham, men de er samtidig forbundet som to skikkelser, samfundet vender ryggen til. Krigskrøblingen og den fattige, ugifte, gravide kvinde. ’Pigen med nålen’ belyser to sorte pletter fra danmarkshistorien.
Man fornemmer en understrøm af inspirationskilder, som vi ikke har for vane at se i nutidens danske film. Bergman er allerede nævnt. Dreyer kanaliseres i Vic Carmen Sonnes ekspressive spil, der modigt synes at lade sig informere mere af Falconetti i ’Jeanne d’Arcs lidelse og død’ end af klassisk dansk naturalisme. Der er anstrøg af den franske mester Jacques Rivette i den spirende, men forbudte borgerlige romance mellem Karoline og direktør Kitzler.
Og i filmens besættelse af det handicappede eller amputerede i alt fra Peters ansigt til Kitzlers halte ben spøger Tod Brownings ’Freaks’ og Fellinis outsiderskæbner som udtryk for alt det, borgerskabet har svært ved at acceptere. Alene den ansigtsløse Peters gurglende lyde, mens han desperat slubrer kartofler i sig over middagsbordet efter sin hjemkomst, indprenter sig på nethinden, og det ambiente score klinger da også mere af horror end af pænt historisk drama.
Det er pirrende, stimulerende og egentlig ret udansk, hvilket der måske er en grund til. Man kan i hvert fald diskutere, hvor dansk filmen er sådan rent kunstnerisk. 40-årige Magnus von Horn er svensk, men uddannet i Polen, hvor han har boet i 20 år, hvor filmen er optaget, og hvorfra han også har hentet mange af sine nærmeste kreative medarbejdere til ’Pigen med nålen’.
Men den er dansk produceret (og skrevet med og efter idé af danske Line Langebek Knudsen) og tæller altså officielt som en dansk film. Og længe tænkte jeg, at det var den mest slående unikke danske art-film siden filmene fra en anden ’von’, med fornavnet Lars.
I sidste tredjedel er det dog, som om true crime-forlægget indhenter de kunstneriske visioner, og i virkeligheden bliver filmen mindre interessant, jo mere historien om Dagmar Overby tager over, også selvom Trine Dyrholm igen dominerer lærredet med en frygtløs fysisk præstation. Da Dagmar til sidst udbasunerer budskabet foran landsretten, er vi nærmere ’Sygeplejersken’ end Cannes-kunst.
Indtil da er ’Pigen med nålen’ dog en fængslende skildring af desperation og overlevelsesdrift på bunden af det danske klassesamfund. Med et tema, der spiller fint ind i tidens fornyede abortdiskussion.
Og alt sammen fantastisk forankret i Vic Carmen Sonnes Karoline, hvis skæbnetunge historie man er opslugt af fra første til sidste sekund. Også selvom dén figur er fri fantasi. Eller måske netop derfor.
Kort sagt:
Magnus von Horns Guldpalme-dystende ’Pigen med nålen’ er en smuk, ambitiøs og mareridtsagtig fortælling fra bunden af det danske samfund efter Første Verdenskrig. Den vrister sig fri fra kravet om naturalisme på en måde, der er sjælden for dansk film. Måske fordi instruktøren er svensk.