‘The Mastermind’: Josh O’Connor er uduelig kunsttyv i mesterinstruktørs charmerende film
CANNES FILM FESTIVAL. Når hun ikke laver nogle af de mest stilfærdigt hjerteskærende dissekeringer af menneskelig adfærd i film som ’Wendy and Lucy’ og ’Certain Women’, er den amerikanske mesterinstruktør Kelly Reichardt en ferm anti-genrefilmskaber.
Med ’Meek’s Cutoff’ genfortolkede hun westerngenren fra et kvindeligt perspektiv, og med ’First Cow’ gjorde hun op med den enlige rytter i sin nænsomme skildring af tosomhed og hjertevarme i den ubarmhjertige frontier. Med øko-thrilleren ’Night Moves’ pillede hun spændingsfilmens grundelementer fra hinanden og satte dem sammen igen, som vi ikke havde set dem før.
I ’The Mastermind’ kaster hun sig over kupfilmen, og selvom filmen langt henad vejen følger alle genrens konventioner, er der igen tale om en undergravende affære.
Josh O’Connor spiller familiefaren James Blaine Mooney, der i den første scene er i gang med at forberede et kup på et lokalt kunstmuseum i Massachusetts anno 1970’erne, mens hans to sønner og kone intetanende ser på malerier.
J.B. er titlens mastermind, men det bliver hurtigt klart, at det skal forstås ironisk. Hovedkarakteren er nemlig langt fra en mestertyv, og det centrale kup, hvor fire avantgarde-malerier skal stjæles, udstiller komisk, hvor dilettantisk foretagendet er planlagt og udført.
På dagen for kuppet erfarer J.B. blandt andet, at hans sønners skole har lukket, så han må bænke dem i en spillehal, mens han selv agerer flugtchauffør, fordi en af hans medsammensvorne har meldt afbud. Planen for at afsætte malerierne? Den virker nærmest ikkeeksisterende.
Reichardt skildrer med minutiøs præcision mekanismerne i kuppet, som er oprigtigt medrivende og morsom i den første time. Filmen er dog mere interesseret i at skildre kuppets efterspil, hvor J.B. bliver konfronteret med at have tilsidesat sin familie for at forfølge sin vision.
Det bliver aldrig helt klart, hvad han egentlig ønsker at opnå. Hvis det var rigdom og hurtige penge, havde det formentlig været bedre at stjæle noget andet. Som tidligere kunststuderende virker det i højere grad, som om han er drevet af et ønske om at være tættere på den kunstnermetier, han kæmper med at holde fast i under sin fars dømmende øjne – en lokal dommer, der ser ned på kunstnerhvervet.
’The Mastermind’ har et klart slægtskab med Reichardts forrige Guldpalme-kandidat ’Showing Up’, der var et portræt af en pottemager, som forsøgte at balancere en helt almindelig hverdag, hvor man simpelthen bare møder op, med sin kunstnerkarriere, som på ingen måde var glamourøs.
På samme måde er det nemt at læse ’The Mastermind’ som en metafor over det at skabe film: Planlægningen, sammensætningen af sit hold, udførslen, efterspillet – og balancen mellem familieliv og kunstnerisk ambition, som er helt fremme i teksten i filmen.
Reichardt forlader dog disse associationer i anden halvdel, hvor J.B. må drage på flugt og opsøge gamle bekendtskaber i håb om at undslippe loven. Det klippes sammen med et portræt af den politiske urolighed i 1970’erne med universitetsoprør, Vietnam-krigen og protestbevægelser i gaderne, hvor kunsttyvens selvoptagede fascination af kunst pludselig føles verdensfjern.
Det er alle disse tråde, der gør, at den på overfladen spinkle ’The Mastermind’ vokser sig stor i løbet af spilletiden – ikke mindst takket være Reichardts uforlignelige filmsprog, der er en tilbageholden eksplosion af farver og stram klipning.
Josh O’Connor leverer en af den slags præstationer, han er bedst til. Det virker faktisk på mange måder, som om han lige er trådt ud af Alice Rohrwachers ’La Chimera’, hvor han også spillede en lurvet kunsttyv – denne gang bærer han dog ikke på en personlig tragedie, men på et uforløst personligt potentiale, som hans patriarkfars store skygge lader til at afholde ham fra at udleve.
’The Mastermind’ er ikke en af Kelly Reichardts bedste film, men det er en udsøgt fornøjelse at se en instruktør, der er så meget i kontrol over sit filmsprog, at hun kan barbere det ned til et absolut minimum for at skabe en florlet og utroligt fornøjelig filmoplevelse – en lektie, mange af hendes kollegaer på Cannes-festivalen kunne lære meget af.
Kort sagt:
Josh O’Connor er fremragende i Kelly Reichardts underspillede anti-kupfilm ’The Mastermind’, der nok ikke kommer til at vinde den amerikanske auteur nye følgere, men elegant fremviser instruktørens overlegne minimalisme.