’Certain Women’: Kristen Stewart er fremragende, men overskygges af debutant

’Certain Women’: Kristen Stewart er fremragende, men overskygges af debutant

Mens de fleste amerikanske film buldrer og brager, bliver indiedronningen Kelly Reichardts film mere og mere stille. Reichardt har dyrket de dæmpede observerende hverdagskarakterstudier i 20 år: Fra kammerspillet ‘Old Joy’ og femiwesternfilmen ‘Meek’s Cutoff’ til økothrilleren ‘Night Moves’.

‘Certain Women’ er måske hendes mindst plotdrevevne og mest subtile film, og den slående stilhed skaber en sjælden intensitet. Den giver plads til, at man opsluges af fuglefløjt, Montanas golde prærielandskab, sollyset, der bader Michelle Williams’ ansigt, og længslen i debutanten Lily Gladstones øjne.

Filmen består af tre historier, der bygger på noveller af den Montana-baserede forfatter Maile Meloy, og alle foregår omkring den lille by Billings i Montana en kold vinter. Første del følger advokaten Laura (Laura Dern), der kæmper med en stædig og omklamrende klient, Fuller (Jared Harris). Han dukker op på hendes kontor i tide og utide og behandler hende som en mellemting mellem en mor, terapeut og kæreste. I otte måneder har Laura har fortalt ham, at han ikke har en sag om en arbejdsulykke, fordi han allerede har indgået forlig. Men først da en mandlig advokat gentager konklusionen, accepterer han det.

»Tænk sig hvis jeg var en mand, og jeg kunne forklare loven, og folk ville lytte… Det ville være så afslappende«, siger Laura i filmens mest udtalte pointe. Fullers frustration eskalerer i et dramatisk optrin for blot af fade ud i et tragikomisk antiklimaks. Undervejs kæmper den cool Laura med at bevare både empati, tålmodighed og professionel distance.

Anden del, som er den mindst engagerende, følger Gina (Michelle Williams i sit tredje samarbejde med Reichardt), som er ved at bygge sit drømmehus i ødemarken sammen med sin uengagerede mand og konstant tvære teenagedatter. I en ubehageligt akavet scene, der både stiller ægteparrets konflikter og Ginas egoisme og fordomme til skue, besøger parret en ældre og konfus nabo (Rene Auberjonois) for at købe hans sandsten, så Gina kan bygge sit hus ’autentisk’.

Tredje historie er filmens klare højdepunkt, humoristisk og håbefuld midt i al tristessen. En ung staldarbejder, Jamie (Lily Gladstone), lever et monotont og ensomt liv, hvor hun passer hestene, kører traktor, reparerer hegn og spiser sin varmede sandwich i sengen foran tv’et. En aften fører hendes nysgerrighed hende ind i, hvad der viser sig at være et aftenskolekursus for skolejura for en håndfuld lærere.

Kursets underviser er en ung nyuddannet advokat, Beth (Kristen Stewart), der har taget jobbet, fordi hun fejlagtigt troede, at det foregik i Belfry, ikke Belgrade, som ligger fire timers kørsel væk. Det fortæller hun Jamie efterfølgende på en diner, som bliver et ritual for de to at besøge efter kurset. Her klager Beth i en række sjove scener over sit liv og sin køretur og propper sig med fedtet grillmad, så hun kan komme ud af døren igen, mens Jamie sidder helt stille og kigger tryllebundet på hende.

Min yndlingsdetalje er måden, Beth tørrer sig om munden på med en serviet, der stadig er viklet rundt om bestikket.

Stewarts Beth er akavet, introvert og selvoptaget, men virker samtidig til at have et rigt indre liv og er glamourøs nok til, at vi forstår Jamies fascination. Lily Gladstone, der har sin første større rolle, er fuldt på Stewarts niveau. Den måde hendes ellers tillukkede ansigt lyser op på, når hun sidder over for Beth, er så rørende i al dens uudtalte følelser og længsel.

Gladstone står for filmens mest imponerende skuespil – og alle er ellers fremragende! – i en bilscene, hvor Reichardt holder kameraet på hendes ansigt pinefuldt længe, og vi observerer skiftet fra optimisme til skuffelse og resignation, reflekteret af det changerende lys gennem forruden.

I det hele taget er fotografen Christopher Blauvelts brug af sollys, gadelamper, bilruder, himmel og landskab fantastisk. Skønheden i billederne står i kontrast til karakternes ensomhed, fremmedgørelse og usagte frustrationer.

Det er ikke store ting, der sker for Reichardts ’certain women’. Men mellem linjerne, gennem sine underspillede spændinger, minutiøse skildring af hverdagsrutiner, fokus på detaljer og øjeblikke fortæller den en dybt bevægende og betagende historie om forsøget på at skabe menneskelig kontakt.


Kort sagt:
Laura Dern, Michelle Williams, Kristen Stewart og debutanten Lily Gladstone stråler om kap med solen og Montanas smukke og golde landskaber i ‘Certain Women’, der med sin underspillede, stilfærdige og intense fortælling om tre ensomme og følelseshæmmede kvinders hverdagsliv cementerer Kelly Reichardts position som USA’s indiedronning.

Spillefilm. Instruktion: Kelly Reichhardt. Medvirkende: Laura Dern, Kristen Stewart, Michelle Williams, James Le Gros, Jared Harris, Lily Gladstone, Rene Auberjonois. Spilletid: 107 min.. Premiere: Den 2. marts som Månedens Film i Cinemateket
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af