’Den nye bølge’: Jeg sad med et smøret smil fra start til slut gennem Richard Linklaters nybølgefilm
FILM. »Den bedste måde at kritisere en film er ved at lave en selv«.
Ordene kommer fra Jean-Luc Godard, omdrejningspunktet for Richard Linklaters kærlighedsbrev til den franske nybølge. Kalenderen skriver 1959, og Godard skal – i slipstrømmen på sine kollegaer Francois Truffaut, Eric Rohmer og Claude Chabrol – til at tage springet fra kritiker ved det indflydelsesrige filmtidsskrift Cahiers du Cinéma til instruktør i egen ret.
Men replikken lader også til at komme fra Linklater selv, der med ’Den nye bølge’ serverer en romantiseret peptalk til sine unge kollegaer om at turde være modige i en branche, der ofte søger det velafprøvede.
Filmen følger skabelsen af Godards banebrydende debutfilm ’Åndeløs’, primært over de 30 optagedage, hvor instruktøren brød alle regler for at lave film: Han arbejdede uden et egentligt manuskript, og hvis inspirationen ikke indfandt sig på optagedagen, arbejdede han slet ikke – til stor fortrydelse for hans magtesløse producent, der i flere kostelige scener ryger i totterne på Godard.
Godard brugte små kameraer og asynkron lyd, der samtidig gjorde, at han kunne indfange virkeligheden i Paris’ gader uden et stort produktionsapparat og -budget, og han pionerede brugen af jump cuts som et nyt formsprog i opgør med kontinuitetsklipningen.
Han ville væk fra det mekaniske, det prædeterminerede og overplanlagte. Derfor holdt han heller ikke prøver med sine skuespillere, det amerikanske stjerneskud Jean Seberg (Zoe Dutch) og det nyopdagede talent Jean-Paul Belmondo (Aubry Dullin).
Ofte fik de servereret deres replikker, mens kameraet rullede – til stor fortrydelse for særligt Seberg, der flere gange overvejede at forlade den uregerlige produktion. Godard ville indfange den sandhed, der ikke kan indøves, men opstår i momentet.
Var man naturligt skeptisk over for Linklaters projekt, der på forhånd lugtede af en anden nylig Godard-film, den rædderlige ’Redoubtable’, kan man ånde lettet op. Det føles nemlig meningsfyldt, at det er lige netop Linklater, der serverer denne romantiserede påmindelse om filmkunstens egentlige formål til fremtidens filmskabere.
Ligesom Godard har den amerikanske indiedarling nemlig selv gjort karriere ud af at afprøve nye produktionsmetoder. Han er kendt for sin kollektive tilgang til film, hvor skuespillerne ofte er medmanuskriptforfattere, og han er hyldet for sine afslappede hangout-vibes på både optagelserne og i sine film som ’Slacker’, ’Dazed and Confused’ og ’Boyhood’, som er præget af improvisation – i ånden fra det portræt af den unge Godard, Linklater serverer.
Instruktørens ’Before’-trilogi bærer sågar et oplagt slægtskab med Truffauts Antoine Doinel-film i sin skildring af de samme karakterers kærlighedskvaler over årtier.
Det overrasker derfor ikke, at Linklater har et godt øje for strømningerne i den franske nybølge. Han præsenterer et overraskende stort karaktergalleri, der veksler fra de mest prominente instruktører og kritikere i tiden – Agnés Varda, Jacques Demy, Jacques Rivette, Roberto Rossellini og Jean-Pierre Melville – til langt mere perifære skikkelser.
Stort set alle introduceres med et statisk closeup og navneskilt, hvilket tjener det formål, at Linklater mytologiserer filmproduktion og -tænkning som holdsport og nybølgen som kollektiv bevægelse. Det klæder filmen, der aldrig iscenesætter Godard som et mytisk geni, selv når han konsekvent taler i filosofiske citater og statements.
Til gengæld kan man ikke komme udenom, at filmens periodeportræt – optaget i periodetypisk sort-hvid – er en postkort-agtig romantisering af datidens cinefile miljø i Paris. ’Den nye bølge’ er den type film, hvor Godard tilfældigt møder Frankrigs mesterinstruktør Robert Bresson i metroen, hvor han er i gang med at optage hovedværket ’Pickpocket’.
Og hvor Godard har uhindret adgang til folk som Roberto Rossellini, der giver ham en tilsvarende peptalk til den, Linklater selv giver med sin film, og genremesteren Jean-Pierre Melville, der også giver den uprøvede instruktør råd.
Rygtet vil vide, at ingen ringere end Quentin Tarantino fældede en tåre ved filmens gallapremiere i Cannes, og der er da også en klar tråd til netop Tarantinos romantiske skildring af New Hollywood-æraen i ’Once Upon a Time in Hollywood’.
Det er dog netop denne ublu beundring, der giver ’Den nye bølge’ dens kraft.
Når filmen alligevel er et omvandrede paradoks, skyldes det, at den i sig selv på ingen måde lever op til de revolutionære ideer, Godard og Linklater opsætter som filmkunstens potentialer. Den prøver ikke engang, men er en stærkt konventionel – omend gennemresearchet og fornøjelig – biopic både i struktur og form.
’Den nye bølge’ er ellers blevet markedsført som »historien om ’Åndeløs’, fortalt i samme stil som ’Åndeløs’«, hvilket filmen på ingen måde er. Her er ingen jump cuts og anden eksperimenteren, hvilket formentlig er et klogt valg, da det hurtigt kunne blive gimmicky. Alligevel spørger man sig selv, hvad ’Nouvelle Vague’s værdi som selvstændigt værk egentlig er, udover at minde os om en svunden tid, hvor filmkunstens muligheder syntes uendelige.
Men måske er det også okay, at ’Den nye bølge’ ikke lever op til de idealer, den prædiker. For dens påmindelse om at afsøge det ukendte, og om at flotte billeder og kamerature ikke er meget værd, hvis instruktøren ikke har brændende ideer at formidle, synes mere relevant end nogensinde.
Filmen er en hyldest til den frie kreativitet og en påmindelse om, at den gode filmkunst er i konstant dialog med det, der kom før – noget mange af tidens historieløse filmskabere lader til at have glemt.
Og så er den vanvittigt godt selskab. Jeg selv sad med et smøret smil på læberne fra start til slut, begge gange jeg så filmen.
På den måde er ’Den nye bølge’s største egenskab at minde os om, hvorfor vi blev forelskede i filmmediet til at starte med – og det er alligevel også en beundringsværdig præstation.
Kort sagt:
Richard Linklater minder os om, hvorfor vi forelskede os i filmmediet, med sin fortælling om tilblivelsen af Godards ’Åndeløs’. Her prædiker Linklater (og Godard!) idealer om filmkunsten, som ’Den nye bølge’ paradoksalt nok ikke gør noget for selv at leve op til.