‘Severance’ sæson 2: Apple-hittet er i topform… halvdelen af tiden
Du finder næppe en seriepræmis så simpel og hamrende original, som den ‘Severance’ præsenterede for os i første sæson, hvis premiere ligger knap tre år tilbage.
Serien landede i 2022, hvor corona-årene havde kastet et helt nyt lys over arbejdspladsen som koncept. Folk talte i et væk om anti-work-bevægelsen, quiet quitting, bullshit-jobs og pseudoarbejde, og lige til tiden fik vi en sjov og skræmmende fortælling om det uforenelige ved at leve og arbejde serveret på et sølvfad.
Med et originalt udtryk, en etableret kvalitet og en klar vision fra skaberne, Dan Erickson og Ben Stiller, er Apple TV+’s førende prestigeserie allerede foran på point sammenlignet med meget andet i streaminghavet.
Med det følger dog også tårnhøje forventninger. Også i sæson 2 er ‘Severance’ heldigvis stadig umiskendeligt sin egen – severance’sk og mere til. Hvor gribende den er, afhænger bare af, om man elsker den mest som sci-fi-syretrip eller som sort arbejdspladssatire.
Adam Scotts Mark S. er tilbage på arbejde i Lumon, fem måneder (siger ledelsen i hvert fald) efter vi forlod ham og Macro Data Refinement-kollegerne i en højdramatisk splejsningsaktion, hvor deres afskårne arbejdsjeger skaffede sig adgang til deres egne ydre liv for en stund – med alt hvad de indebar af døde koner (Mark S.), overraskende familieliv (Dylan), vingeskudte romancer (Irving og »Burt!« <3) og chokerende nepobabyness (Helly).
Marks gamle team er nu udskiftet med en gruppe, der ligner lidt. De tre dupes er besat af glimrende birolleskuespillere som Alia Shawkat og Bob Balaban, men for en kort bemærkning.
Protokolprinsen Mr. Milchick står klar med velkomstballoner og har overtaget chefrollen efter Patricia Arquettes skruppelløse Mrs. Cobel, der lurer sært i perifirien. Som en omvandrende punchline over aldersdiskrimination finder man desuden den nye mellemleder Miss Huang: En godt og vel 13-årig pige, der lader til at være avanceret direkte fra den lokale trup af pigespejdere.
Da Mark lidt for business-casual ytrer, at han er glad for at møde sit nye hold »venner«, minder hun ham bestemt om, at hun er hans overordnede.
Det er en underholdende opvarmning til, at trioen endelig genforenes for at finde outie-Marks døde kone, der viste sig at være innie-Marks levende HR-psykolog Miss Casey.
Oprøret er som sortkomisk selvfølge også blevet forvandlet til en eventyrlig stop-motion-film til intern brug. Lumon-bygningen er fortæller (stemmespillet af Keanu Reeves) og har tegneserieøjne a la Microsofts gamle software-assistent Clippy. »Big Brother is watching you« er blevet til det dobbelttydigt lydhøre slogan: »Lumon is listening«.
‘Severance’-universet er på den måde stadig stilsikkert ned til hver meningsløse sorte akustikloftsprik, og der er kunstnerisk mening med alle bevægelsessensitive lampespots og skrivebordsskærme. Introsekvensen er et lille mesterværk.
Hvem der ved hvad, og på hvilken side af bevidstheden, er til gengæld lige så bevidst sløret. Den tikkende bombe under karaktergalleriet er Britt Lowers Helly R., der skjuler sin outies magtfulde ophav som datter af Lumons direktør.
Selvom firmaet stadig er indbegrebet af klaustrofobisk, bevæger MDR-holdet sig påfaldende frit efter returen. Der gakkes ikke mindst ud i en scene, hvor de finder en afdeling, som er en fold med geder, der vogtes af Brienne of Tarth fra ‘Game of Thrones’ (Gwendolyn Christie). Jeg tør ikke gætte på, om vi finder ud af hvorfor.
Fortællingens tomme pladser balancerer hele tiden mellem bevidst mystificerende og irriterende rodet.
Når vi nu kender Lumon som ‘1984’ med klipsemaskiner, hvordan kan de mest risikable ansatte så vandre rundt på fri fod og nærmest bolle konsevensløst i kopirummet?
Først og fremmest vil man helst hjem fra arbejde og finde ud af, hvad outierne har gang i, og det ved fortællerne godt. ‘Severance’s anden sæson trækker derfor alt i langdrag med flabet kreativitet.
Det spejler meget muligt de dividerede medarbejderes eksistentielle åg og det uoverkommelige system, de er oppe imod, at der praktiseres en ‘hver anden’-tilgang på spændingsfronten. Afsnittene er spændende halvdelen af tiden. Hver episode-cliffhanger garanterer, at historien bliver slået plotmæssigt til en anden planet i det næstes begyndelse. Man føler sig kun halvt investeret i karaktererne og de følelsesmæssige konflikter.
Topformen kan bære meget, men desværre arbejder den på deltid.
Efter et par afsnit er tempoet endelig taget til, hvorefter vi bliver vi sendt på 48-timers teambuilding-øvelse i en vinterskov.
Den højpandede formulering er, at ‘Severance’ med anden sæson kræver endnu mere af seerne. Eller er den måske forvirrende grænsende til det kedelige? Det vil sæsonens anden halvdel muligvis afgøre.
‘Severance’ går surrealistisk galt i byen, når den vil male sit univers mere åbenlyst skørt. Den geniale absurditet er allerede nok i grundpræmissen om mennesker, der kun eksisterer på deres arbejdspladser.
Jeg behøver ikke rum fyldt med geder og hallucinatoriske islignelser oveni.
Kort sagt:
‘Severance’-universet står stadig som et af de skarpeste og mest stilsikre i landskabet, men splitter sin seer mellem sindrighed og forvirring på vovet og til tider halvkedelig vis.
Anmeldt på baggrund af seks afsnit.