’Summer of Soul’: Questloves musikfilm er en øjeblikkelig milepæl i amerikansk kultur
Ahmir Thompson – bedre kendt som Questlove, producer og trommeslager i The Roots – har med sin første film skabt noget meget stort og smukt. Genoplivet et vigtigt nedslagspunkt i amerikansk kulturhistorie med al dens glorværdige kraft og politiske relevans.
Titlen, ’Summer of Soul (… Or When the Revolution Could Not Be Televised)’, antyder dokumentarens dobbeltsidede følelse.
På den ene side har vi Harlem Cultural Festival, der arrangeret af den flamboyante charmør Tony Lawrence i sommeren 1969 strakte sig over seks weekender i bydelen Harlem, New York. Godt 300.000 primært sorte amerikanere i alle aldre stimlede den sommer sammen til optrædener fra nogle af tidens største navne: B.B. King, Nina Simone, Sly and the Family Stone, Max Roach, Mahalia Jackson og en 19-årig Stevie Wonder.
Gennem musikkens stærke resonans hos publikum blev festivalen et opløftende rum for sortes stolthed, glæde og håb om forandring midt i en tumultarisk epoke, hvor mange sorte i USA havde fået nok af den systematiske undertrykkelse og forbigåelse.
Samtidig på en stor mark 160 kilometer væk forsøgte en masse – primært hvide – unge mennesker at vise vejen med groovy musik, fællesskab og kærlighed i LSD-kogerens tid.
Woodstock hed festivalen, som efterfølgende skulle blive et pejlemærke for festivaler og fremtidige generationer, og hvis efterdønninger kan mærkes selv i dag og på vores breddegrader med en 68-generation, der føler, de kan tillade sig alt som tak for det positive frihedsideal, deres generation satte op mod samfundets konformitet, krigstrang og stigende kapitalisme. De har det endda på film. ’Woodstock’ fra 1970 af Michael Wadleigh er et centralt vidnesbyrd om festivalens unikke position i den kollektive bevidsthed.
Her indtræder det mere bedrøvelige aspekt bag ’Summer of Soul’. For som undertitlen fortæller med et citat fra Gil Scott-Herons klassiske spoken-word slagsang, kom håbet fra Harlem Cultural Festival aldrig ud til masserne ligesom Woodstock. Tv-veteranen Hal Tulchin filmede ellers 40 timer fra festivalen, men ingen var interesserede i at vise dem. I 50 år lå båndene gemt i en kælder.
Det, der skulle have været et mindeværdigt tilbageblik for sorte i USA, gik i glemmebogen – indtil Questlove blev bekendt med optagelserne.
Og hvilket tilfælde! Måske kender du primært Questlove som den hyggelige onkel bag trommerne i ’The Tonight Show’ med Jimmy Fallon, men vi har at gøre med et omvandrende musikleksikon og en fantastisk formidler af sortes musikhistorie, som han også underviser i på New York University.
Questlove kunne som i ’Woodstock’ have ladet optagelserne tale for sig selv i bedste cinéma vérité-stil. I sidste ende valgte han at sætte musikerne og sangene ind i en større musik- og kulturhistorisk kontekst fortalt af kunstnerne, tilstedeværende, navnkundige personer i dag såsom Lin-Manuel Miranda og Chris Rock og et blændende illustrativt arkivmateriale. Vel at mærke uden at det som den HBO Nordic-aktuelle ’Woodstock 99: Peace, Love and Rage’ bliver en spredehaglstynget tjekliste over dominerende diskurser i 2021.
Som med lydoptagelserne – der er blevet remastereret til perfektion, og som gør et biografbesøg obligatorisk – går sammenspillet mellem koncerter og sortes rettigheds- og identitetskamp i samtiden organisk og forbandet gennemslagskraftigt igennem.
Den psykedeliske soul-funk-gruppe Sly and The Family Stone med den kulturelt sammentømrende opsang ’Everyday People’ bliver symbol på nye radikale tanker om køn- og raceidentitet, hvor afroen får en signifikant betydning.
’It’s Time’ af Max Roach glider over i ’Grazing in the Grass’ af den sydafrikanske trompetist Hugh Masekela til fælles toner om apartheid og strukturel racisme på verdensplan, mens bongotrommerne hos cubanske Mongo Santamarias cover af Herbie Hancocks ’Watermelon Man’ og puertoricansk-amerikanske Ray Barretto afspejler den kulturelle smeltedigel i Harlem, der spreder sig til USA som nation.
Det ene musikalske højdepunkt overtager det andet som ekstatisk overeksponering i ’Summer of Soul’. Helt uafrysteligt bliver det, da Martin Luther King mindes med sin yndlingssang, gospelhymnen ’Take My Hand, Precious Lord’ sunget af Mavis Staples og naturkraften Mahalia Jackson. Et nummer, der får et rørende omrids med borgerrettighedsforkæmperen Jesse Jacksons indledende anekdote fra øjeblikket lige op til, at King blev skudt.
Sekvensen cementerer et gennemgående tema i dokumentaren: Hvordan de følelsesmæssige, nærmest besatte kraftudladninger i gospel og soul (»freedom music«) transmitterer den stressede hverdag af vrede og smerte, som sorte gennemlever i USA.
Gentagne gange bliver det omtalt, hvilket skelsættende, ja revolutionært, år 1969 er for sorte i USA. Sorte mænd sendes til fronten i Vietnam, man går fra at blive kaldt »negro« til at claime ’sorthed’, Black Panther-lederen Fred Hampton bliver skudt af politiet, og heroinmisbrug og fattigdom får lov til at sprede sig i sorte boligkvarterer, mens det andet USA begejstret ser månelandingen som et fremskridt for nationen.
Sidstnævnte modstridende oplevelse i samfundet bliver på absurd, tankevækkende vis portrætteret i ’Summer of Soul’. Man går fra henrykte hvide interviewpersoner til sorte publikummer, der den 20. juli på dagen for månelandingen finder mere mening i de musikalske strømme gennem Harlem Cultural Festival i Mount Morris Park. »Never mind the moon, let’s get som of them cash in Harlem«, som det bliver sagt.
Blandingen af stolt identitet og oprørsk vrede (’Black Power’) kulminerer i stjernen Nina Simones historiske optræden. »To Be Young, Gifted and Black« er simpel som en børnesang, men mit blege legeme sitrer stadig over Simones vibrerende klang af håb og sorg. Simones opførsel af digtet ’Are You Ready?’ af den sorte nationalistiske poet David Nelson taler for sig selv, og ingen kan udtrykke ordene med den samme overlegne determination som Simone:
» Are you ready to smash white things, to burn buildings? … Are you ready to build black things? Are you ready to kill if necessary?«, reciterer Simone til publikums kæmpe bifald.
Frustrationen er der, men den stærkeste energi gennem ’Summer of Soul’ er glæden ved musikken, fra Stevie Wonders energiske trommesolo i åbningen til Sly and The Family Stones afskedssalut mod højere luftlag i ’I Want to Take You Higher’ og i det hele taget over at stable et så fredfyldt og håbefuldt arrangement på benene.
»I know I wasn’t crazy«, konstaterer en tårevædet Musa Jack til slut i dokumentaren, efter Questlove med optagelserne har bekræftet et indtil da hengemt minde i amerikansk kultur. Alene dokumentarens reviderende virkning gør Questloves bedrift så stor, selvom den samtidig forstærker det dybt beklagelige ’hvad nu hvis…’.
»Den bedste koncertfilm nogensinde?«, spørger BBC’s Mark Kermode i overskriften på sin anmeldelse af ’Summer of Soul’. Den er i hvert fald et rigtig godt bud.
Kort sagt:
Questlove fra The Roots har efter 50 år indsat en milepæl i den amerikanske kulturhistorie. ’Sound of Soul’s stjernestunder kan stå side om side med dem på Woodstock, men sangenes sociale og politiske dimension under Harlem Cultural Festival vækker langt stærkere genklang i vores verden i dag. Et formfuldendt stykke musikhistorie på film.