’De uskyldige’: Isnende uhyggelig gyser fortjener at blive en skandinavisk nyklassiker
Det sitrende ubehag begynder allerede, da en regnorm bliver kvast under en sko i de første minutter af ’De uskyldige’.
Derfra strammer Eskil Vogt langsomt grebet om sit publikum, indtil man til sidst sidder krøllet sammen i biografsædet med hænderne for øjnene i bar spænding.
Som en mere uhyggelig og grænseoverskridende version af ’Lad den rette komme ind’ udfolder den norske manuskriptforfatter og instruktør en neglebidende outsiderfortælling om ondskab, mobning, overnaturlige kræfter og udfordringerne ved at navigere voksnes sociale koder som barn.
Det hele starter uskyldigt. Den unge pige Ida er flyttet til et boligkompleks i en skovrig udkant af Oslo med sin autistiske søster Anna og sine forældre. Legepladsen er tom, fordi alle de jævnaldrende er på sommerferie – langt væk fra de lange lyse sommernætter i Norge, der står i skærende kontrast til de fleste gyserfilm.
Hun finder en legekammerat i drengen Benjamin, som allerede ved deres første møde viser sig at besidde mystiske kræfter: Tilsyneladende ved tankens kraft bevæger han genstande til Idas store fryd.
Men hvad der starter i leg, bliver hurtigt mere alvorligt, da Benjamin begynder at teste sine kræfter og sin vens grænser – blandt andet i en gruopvækkende scene, hvor han efterprøver, om katte virkelig altid lander på benene, når de falder.
Ida er foruroliget, men har samtidig svært ved at sige fra over for sin nye ven. Også selvom han i enkelte vredesudbrud begynder at gøre skade på nabopigen Aisha, der også besidder særlige kræfter, og som den eneste kan kommunikere med Idas autistiske søster Anna, hvis diagnose også viser sig at være en styrke af overnaturlig slags.
Med klaustrofobiske close-ups iscenesætter Vogt (og den fremragende danskuddannede filmfotograf Sturla Brandth Grøvlen) et effektivt horrorkammerspil, der både fungerer som en socialrealistisk fortælling om den hårfine grænse mellem leg og ondskab og en løftet overnaturlig virkelighed i ånden fra ’The Shining’ og ’Stranger Things’.
Dobbeltlaget er en lille genistreg, der hæver fortællingens skildring af den fantasifulde barndom, hvor små problemer hurtigt kan vokse sig store og synes altopslugende fra børneperspektiv, til en større kommentar om den trygge velfærdsstats reaktion på ondskab. Tør vi sige fra, eller stoler vi blindt på folks gode intentioner?
Vogt, der særligt er kendt som landsmanden Joachim Triers manuspartner, og som fik sin instruktørdebut med den fremragende ‘Blind’, har ambitionerne på plads, når han breder fortællingen ud og antyder, at vi alle har en iboende ondskab.
Selv godhjertede Ida gør skade på sin storesøster, som Ida er jaloux på, fordi hun stjæler forældrenes opmærksomhed med sin autisme. Ida forstår ikke søsteren, men hun forstår den grænse mellem rigtigt og forkert, som hendes godhjertede mor har indprentet i hende, og som er helt fraværende hos Benjamin.
Da filmen havde premiere i Cannes tidligere på året, vakte det opsigt, at instruktøren havde valgt at caste en mørk dreng i rollen som den terroriserende Benjamin, der ikke forstår verden og reagerer på de onde tanker, vi andre overlader til fantasien.
Det antydes, at han er blevet svigtet af en fraværende mor og far, men filmen gør – klogt nok – ikke en større pointe ud af at psykologisere Benjamins motivationer. Han er ikke bare en ond dæmon, men også en på bunden god dreng, der bare gerne vil have folk til at kunne lide ham.
Som Ruben Östlund gjorde det med ’Play’, vil Vogt selvfølgelig gerne provokere og udfordre med castingen. Men børnenes etnicitet spiller ikke den store rolle i fortællingen, der faktisk gør en dyd ud af at vise mangfoldigheden i et norsk boligkvarter.
Og man kommer heller ikke uden om, at Sam Ashraf er den afgjort bedste skuespiller i børneflokken. Det ene øjeblik er han kærlighed og skrøbelig, det næste er han ved at sprænge i luften af indestængt vrede over at føle sig misforstået af alle omkring sig.
Man kan ikke undgå at sympatisere med ham, selv når han overskrider den udviskede grænse mellem leg og ondskab, rigtigt og forkert.
Kort sagt:
Eskil Vogts nervepirrende intense børnegyser ’De uskyldige’ fortjener at blive en nyklassiker inden for skandinavisk horror.