‘Blind’

‘Blind’

Det er ikke for ingenting, at den norske manuskriptforfatter og instruktør Eskil Vogt er blevet sammenlignet med manuskriptforfatteren Charlie Kaufman og den afdøde art film-instruktør par excellence, Alain Resnais.

Ligesom Kaufman i film som ’Adaptation’ og ’Synecdoche, New York’ er Vogt overordentligt glad for intelligent meta-leg med filmmediet og for at bygge sine historier op som et kinesisk æskesystem, hvor forskellige virkelighedslag og personer væver sig ind i hinanden.

Og som Resnais er han dybt optaget af forholdet mellem film og litteratur, hvilket er tydeligt i begge de film, han har skrevet sammen med landsmanden Joachim Trier: Den poetiske ungdomshyldest ‘Reprise’ om to rivaliserende forfatterspirer og den litterære filmatisering ‘Oslo, 31. august’.

I centrum for Vogts første spillefilm som instruktør, ’Blind’, står den isblonde skønhed Ingrid (Ellen Dorrit Petersen), der har mistet synet pludseligt på grund af en genetisk sygdom. I filmens første minutter ser vi, hvordan hun forsøger at se verden for sig: et egetræ, en hund, et shoppingcenter – mentale billeder af ting, som de ser ud i Ingrids hukommelse og ikke, som de rent faktisk er. »Det er ligegyldigt, om det er rigtigt, bare jeg kan visualisere det klart og tydeligt«, siger Ingrid, og præcis denne sammensmeltning af fantasi og virkelighed gennemvæder Vogts eksperimenterende værk.

Størstedelen af filmen udspiller sig i Ingrids hoved. Hvad man først tror er et sideplot om en ensom, sørgelig, porno-afhængig mand, Einar (Marius Kolbenstvedt), der i hemmelighed beglor sin smukke overbo Elin (Vera Vitali), er i virkeligheden en fiktiv historie, som Ingrid er i gang med at skrive.

Det vi finder ud af, da hendes indre redigeringsproces begynder at bryde ind i historien med overraskende sjove resultater: Pludselig fumler karaktererne med at finde ord, og inden for samme sætning bevæger de sig fra at sidde på en hyggelig café til at være om bord på en bus – uden at nå at stille kaffekopperne fra sig.

Ingrids fiktive historie bliver for alvor interessant, da hun skriver sin egen mand ind i den og opdigter en affære mellem ham og Elin, som hun af lige dele jalousi og sort humor også gør blind.

Gennem historien udlever Ingrid sine værste mareridt – frygten for, at hendes mand vil forlade hende til fordel for en anden, og at hun vil blive til grin, hvis hun nogensinde forlader lejligheden.

Ved at visualisere Ingrids indre fantasi og følelsesliv giver Vogt et langt mere nuanceret indblik i, hvad det vil sige at være blind, end hvis han havde holdt sig på den jordnært realistiske overflade. Selvom det i Vogts hænder er næsten ulideligt suspense-fyldt at overvære en blind kvinde lave en kop te, så er det immervæk langt mere interessant at opleve, hvordan hun ser sig selv. Det får vi lov til i ‘Blind’, der er filmkunst på allerhøjeste niveau.


Kort sagt:
Med ’Blind’ træder den norske manuskriptforfatter og instruktør Eskil Vogt frem fra Joachim Triers skygge og åbenbarer, at han ikke alene kan selv, men har præsteret en af vor tids mest originale, formfuldendte og fortællemæssigt nytænkende film.

Spillefilm. Instruktion: Eskil Vogt . Medvirkende: Ellen Dorrit Petersen, Henrik Rafaelsen, Vera Vitali, Marius Kolbenstvedt . Spilletid: 96 min. . Premiere: 20. august
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af