’Flugt’: Årets store danske Oscar-håb ændrer det filter, vi ser verden igennem

’Flugt’: Årets store danske Oscar-håb ændrer det filter, vi ser verden igennem
'Flugt'. (Foto: Sun Creature Studios, Final Cut for Real)

Jeg er blevet immun.

Ikke over for covid-19, desværre, men over for mediernes billeder af flygtningeskæbner. Det er nok en udbredt, afmægtig menneskelig forsvarsmekanisme, men jeg skammer mig alligevel over følelsen af ikke at kunne tage historierne om nødlidende mennesker, der risikerer alt for at få et bedre liv i Europa, ordentligt ind.

Glimrende dokumentarfortællinger som ’Notturno’ og Bodil-vinderen ’En splittet familie’ har dog sat konkrete ansigter på migrationskrisen og skåret midlertidige ridser i det følelsesmæssige panser.

Men ingen film om emnet har sat sig i mig som Jonas Poher Rasmussens ’Flugt’, måske også fordi den animerede dokumentarfilm er en hel masse andet end en fortælling om en flygtning. Det er en historie om en ambitiøs forsker, der tøver med at tilsidesætte karrieren for sin kæreste, om at finde fred i sig selv, om at springe ud som homoseksuel og om … Jean Claude Van-Damme.

Først og fremmest er ’Flugt’ et fabelagtigt specifikt portræt af en mand og hans på én gang exceptionelle og alt for almindelige historie.

I gymnasiet blev Jonas Poher Rasmussen gode venner med den jævnaldrende Amin. Vennen sagde sjældent andet om sine afghanske rødder, end at hans familie var død. Rygterne florerede i det lille samfund i Odsherred. Nogle mente, at Amin simpelthen var gået til Danmark.

Instruktør Jonas Poher Rasmussen og Amin i ‘Flugt’. (Foto: Reel Pictures)

Over to årtier senere har den Super 16-uddannede instruktør overtalt nu 36-årige Amin til at fortælle sin historie for første gang. En historie, han ikke engang har fortalt sin kæreste, Kasper.

Det er her, ’Flugt’ tager sin begyndelse. Med Amin foran Jonas’ optager. Dybt suk. Here we go.

Amin beretter levende om sin fortid på et tidspunkt i sit liv, hvor han og Kasper taler om at blive gift, samtidig med at de overvejer at forlade københavnerlejligheden til fordel for et hus og en rolig tilværelse på landet. Men Amin er rastløs – og tilbuddene fra eliteuniversiteter i hans spirende universitetskarriere lokker.

’Flugt’ veksler sømløst mellem Jonas og Amins samtaler i nutiden, med Kasper på sidelinjen, og Amins minder i flashbacks. Med undtagelse af få historiske realklip udfolder Jonas Poher Rasmussen fortællingen i en sikker og varieret animeret streg, dirigeret af animationsinstruktør Kenneth Ladekjær. ’Flugt’ skriver sig ind i en tradition af animationsdokumentarfilm med titler som ’Waltz with Bashir’ og ’Tower’, og den dristige form manifesterer sig først som en brillant løsning på to praktiske problemer: Dels at Amin, som i virkeligheden hedder noget andet, er anonym. Dels at der ikke findes billedmateriale af hans rejse til Danmark.

Men animationen tjener samtidig en mere poetisk funktion. Tegninger er i sagens natur en distanceret udlægning af virkeligheden, men paradoksalt nok styrker distancen her indlevelsen.

Fordi nogle af os er mættede af nyhedernes beskrivelser af mennesker på flugt, øger det blot intensiteten, når Amins oplevelser med menneskesmuglere og medflygtninge, fra Rusland til Sverige, afkodes som en højspændt fiktionsfilm, effektivt understøttet af Uno Helmerssons dramatiske score. Stregen skifter flot fra den bærende naturalistiske stil til oliefarve-agtige skitser i gengivelserne af de faretruende situationer, hvor Amin ikke selv var til stede.

‘Flugt’. (Foto: Reel Pictures)

Jeg skal selvfølgelig undlade at afsløre spøgelserne fra Amins fortid, men det interessante er, at den overvældende kraft ikke så meget ligger i, at hans historie er værre, end man kunne forestille sig, men i hvor nuanceret den føles.

Forstå mig ret: Amins oplevelser er rystende nok til, at det er ubegribeligt, at han i dag er et så velfungerende menneske, og filmens mest afgørende effekt er, at man simpelthen får rekalibreret sit eget blik på flygtninge: Man mindes om, hvad hvert enkelt ansigt har set, hvad hver enkelt skæbne er gået igennem.

Men man bjergtages først og fremmest af den palet af komplicerede følelser, der bliver plads til undervejs.

På et tidspunkt crusher Amin for eksempel hårdt på en jævnaldrende fyr med en flot guldhalskæde under deres fælles flugt. Og da flygtningenes lille båd spottes af et krydstogtskib spækket med velbjærgede, nysgerrige turister uden for Estlands kyst, jubler alle på jollen, mens Amin skammer sig noget så inderligt. Den slags detaljer kaster overraskende farvenuancer over den ellers genkendelige offerfortælling.

Man sidder med nerverne uden på tøjet under Amins rejse. Man føler den klaustrofobiske ventetid med dubbede mexicanske sæbeoperaer i lejligheden i Rusland og hadet til de kyniske menneskesmuglere, der er villige til at nedslagte gamle damer, som er en belastning for gruppens tempo.

‘Flugt’. (Foto: Reel Pictures)

Jonas Poher Rasmussen skaber dygtigt luft, glæde og håb rundt om de barske begivenheder: Så snart Amin i begyndelsen af filmen som dreng løber gennem Kabuls gader iført sin søsters lyserøde kjole med A-has ’Take on Me’ på walkman’en, ved man, at her er en særlig filmoplevelse i vente. Og man bliver kun bekræftet i antagelsen, når Amin grinende fortæller om sin barndomsbesættelse af Van Damme i ’Bloodsport’, som han har plakater af på værelset af ganske andre årsager end sine jævnaldrende.

Hvem skulle i øvrigt have troet, at man i en film som denne ville opleve en så livsbekræftende debut på en homobar, at man klapper i hænderne fra sin plads i biografen?

Amins fortid og nutid smelter sammen, fordi den løgn, han har måttet leve på, definerer hans tilværelse mere, end han måske har villet vedkende sig. Selvom han længes efter en base, er han stadig på flugt. Det er også en fortælling om at finde hjem i sit indre.

Forhåbentligt kan processen omkring filmen være med til at hjælpe den virkelige Amin videre. Jonas Poher Rasmussen skal den i hvert fald nok hjælpe på vej. Efter tre på hver deres måde fine dokumentarfilm – hybridfortællingen ’Searching for Bill’, ’Noget om Halfdan’ om farfaren Halfdan Rasmussen og ’Det han gjorde’ om manden, der myrdede forfatteren Christian Kaufmann – er ’Flugt’ allerede et opsigtsvækkende verdensgennembrud.

Filmen var udtaget til sidste års aflyste Cannes-festival, vandt en hovedpris på Sundance-festivalen og er blevet købt til amerikansk distribution af samme selskab, der førte ’Parasite’ til Oscar-sejr. Nu nævnes den danske film af førende amerikanske branchemedier som en stærk kandidat til næste års Oscar-show i kategorierne for animation, dokumentar og tilmed hovedkategorien Bedste Film.

Herhjemme vil ’Flugt’ næppe gå samme svimlende sejrsgang i biograferne som sidste års danske Oscar-hit ’Druk’, men selvom de to film dårligt kunne være mere forskellige på overfladen, besidder de begge filmkunstens mest magtfulde superkraft: Evnen til at forskyde vores blik, så vi ser verden gennem et anderledes filter, når vi træder ud af biografen, end da vi satte os i sædet.

Så tag ikke fejl: Danmarks stærke dokumentartradition har født endnu en film af international kaliber. Og da med sikkerhed et hovedværk i dansk film.


Kort sagt:
Man ser på mennesker med flygtningebaggrund på en anden måde, efter man har set den stilistisk bjergtagende, tematisk slående og stærkt personlige ’Flugt’. Jonas Poher Rasmussens animerede dokumentar er en på alle niveauer overrumplende film.

’Flugt’. Dokumentarfilm. Instruktion: Jonas Poher Rasmussen. Spilletid: 89 min. Premiere: I biografen 17. juni
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af