’Notturno’: Prisvindende instruktør forener lidelse og skønhed i gribende dokumentar
CPH:DOX. Dokumentarfilm om virkelige menneskers lidelse behøver langt fra have en håndholdt og leverpostejsfarvet æstetik. Det er Gianfranco Rosis billedskønne nye film et fornemt bevis på.
Den italienske instruktør har optaget ’Notturno’ over tre år i krigshærgede grænseområder mellem Syrien, Irak, Kurdistan og Libanon. Her følger han en række mestendels unavngivne personer, der forsøger at leve deres liv på trods af, at krig, død og traumer trænger sig på.
Den store genistreg i ’Notturno’ er at lade konflikterne spøge konstant i baggrunden, enten som fjerne lyde af geværsalver eller bare i hovedpersonernes sammenbidte ansigter. Filmen viser således aldrig direkte de væbnede konflikter. Det tætteste, vi reelt set kommer på krig, er nogle marcherende unge mænd på en militærbase og en håndfuld soldater på deres udkigspost ved en øde grænseovergang – i venteposition og tavse.
Undervejs byder dokumentaren på en perlerække af smukt indrammede billeder, hvor vi gennem det altid roligt førte kamera for eksempel overværer en mand på natlig kanosejlads, en herreløs hest midt i et trafikeret lyskryds, et vandpiberygende kærestepar på et hustag og en far og en søn på fuglejagt.
Der er mange af disse flotte, lavmælte og dialogløse scener i ’Notturno’. De fungerer som pusterum fra filmens helt store følelsesmæssige mavepustere, hvor traumeofre i sjældne tilfælde sætter ord på den smerte, de hver dag bærer rundt på.
I starten af filmen ser vi for eksempel nogle sørgende mødre, der besøger en nedslidt og forladt bygning. Gennem en af kvindernes næsten messende monolog forstår vi, at hendes søn blev mishandlet til døde i dette fængsel. »Her blev du tæsket. Her blev du tortureret. Her slog de dig ihjel«, hvisker hun grædende, mens hun rører ved cellens hullede vægge.
’Notturno’s mest hjerteskærende scene handler om børn, der har været tilfangetaget af ISIS. I et tomt klasselokale spørger en kvinde børnene om deres helt uvirkeligt voldelige oplevelser, som de også formidler gennem tegninger. At se en kollage af børnetegninger, der forestiller afhugning af hoveder og arme, gør afsindigt ondt.
I 2016 modtog Gianfranco Rosi Guldbjørnen på Berlinalen for ’Havet brænder’, der fulgte både beboere og bådflygtninge på den sicilianske ø Lampedusa. ’Notturno’ har det til fælles med Berlin-vinderen, at instruktøren ikke tager direkte stilling til de skildrede personer og problemstillinger. Det er også småt med navne og forklaringer, hvorfor de mange filmede menneskeskæbner forbliver sporadiske og anonyme.
Nogle vil muligvis kritisere Rosi for at æstetisere andre menneskers smerte i opstillede og smukke tableauer. Men hvor instruktørens lige dele kontrollerede og tilbageholdte stil hverken giver kontekst eller løsningsforslag, skaber den i stedet en åndeløst intens og stemningsfuld filmoplevelse.
Den langsomme klipning og de tålmodige kamerabevægelser giver publikum mulighed for selv at udforske hver indstilling og finde ud af, hvor vi mon er, og hvad der kan være hændt de givne personer.
På den måde formår Rosis enkle, men sikre filmsprog at fastholde publikums engagement – i en sådan grad, at man efterfølgende føler trang til selv at opsøge den fraværende kontekst for de mange gribende scener.
Kort sagt:
Gianfranco Rosi har med sin lavmælte dokumentarfilm ’Notturno’ skabt et stemningsfuldt og gribende portræt af menneskers liv i krigsramte grænselande.