’Frihed, håb og andre synder’: Dokumentar om Syrien-traumer lider under interessant fortællegreb
CPH:DOX. På papiret har ’Frihed, håb og andre synder’ mange af de elementer, der til sammen kan udgøre en ypperlig dokumentarfilm.
For det første stiller den CPH:DOX-aktuelle film skarpt på en aktuel og voldsom begivenhed: Begyndelsen på den syriske revolution i 2011, der udviklede sig til den igangværende borgerkrig, som har tvunget millionvis af syrere på flugt.
For det andet er dokumentaren struktureret efter et interessant greb, der forener fortid og nutid. De tre syrere Yadan, Odai og Rani var hovedaktører i revolutionen som aktivister og borgerjournalister i byen Daraa, hvor de optog styrets voldelige undertrykkelse med deres kameraer. Otte år senere mødes de i et tomt teater i Paris for at gense optagelserne på et stort lærred og reflektere over de traumatiske oplevelser.
For det tredje er det yderst kompetente folk, som står bag den nye film – blandt andre det danske selskab Final Cut for Real og producer Signe Byrge Sørensen, der også er krediteret som med-instruktør. Tidligere har de produceret Joshua Oppenheimers prisvindende dokumentarer ’The Act of Killing’ og ’The Look of Silence’, som netop behandlede undertrykkelse, vold og nationale traumer på forbilledlig vis.
Alligevel mangler ’Frihed, håb og andre synder’ noget essentielt. For sammenligner man eksempelvis med ’Til Sama’ og ’The Cave’ – to andre nyere dokumentarer om personlige fortællinger fra den syriske borgerkrig – lever man sig ikke lige så meget ind i Rami Farahs film.
’Til Sama’ og ’The Cave’ placerede publikum midt i bomberegnen, ruinerne, overlevelseskampen og sorgen, så det var umuligt ikke at føle noget for hovedpersonerne og deres kamp for livet. ’Frihed, håb og andre synder’ føles anderledes distanceret, når vi observerer de tre mænd, der betragter og taler om egne og andres filmoptagelser.
Det er ovenud prisværdigt, at mændene stiller sig frem og ærligt fortæller om deres frustrationer og minder. Samtidig giver det en interessant metaeffekt, når de fysisk står foran lærredet, der viser fortidens filmede udgaver af dem selv som en slags digitale skygger. Men fordi filmklippene hele tiden afbrydes, så vi kan komme tilbage til teaterscenen og høre mændenes kommentarer, mister dokumentaren også en god portion fremdrift.
Det flyder anderledes gnidningsfrit, når Rami Farah en gang imellem kommenterer videooptagelserne med en både poetisk og forklarende voiceover. Havde denne mere klassiske fortælleform fyldt mere i filmen, eventuelt med Yadan, Odai og Rani som voiceover-fortællerne, ville det måske have været mere engagerende og dynamisk for seeren.
Man kan selvfølgelig stille spørgsmål ved, om et filmisk vidnesbyrd som dette nødvendigvis behøver få sit publikum til at sitre af spænding. Måske handler det i højere grad om at lytte tålmodigt og heraf påtage sig noget af de traumatiserede hovedpersoners byrde.
Dokumentaren ’Rekonstruktion Utøya’, der lod unge nordmænd genopføre personlige oplevelser fra det uhyggelige Utøya-terrorangreb i et minimalistisk studie, lykkedes med dette ærinde.
Det er dog værd at bemærke, at der stort set ikke findes filmoptagelser fra den norske massakre, og sådan forholder det sig jo ingenlunde med den syriske revolution. ’Frihed, håb og andre synder’ tager udgangspunkt i mange timers arkivoptagelser, så det føles en smule ærgerligt, at disse autentiske og stærke klip hele tiden skal sættes på pause.
Kort sagt:
Det er et interessant koncept, at den danskproducerede dokumentar ’Frihed, håb og andre synder’ inviterer tre aktivister på en teaterscene for at gense deres egne, otte år gamle videooptagelser fra den syriske revolutions fødsel. Samtidig går det ud over filmens fremdrift og publikums indlevelse.