‘A Glitch in the Matrix’
Lever vi i en simulation? Det er et tankeeksperiment, der har præget popkulturen i vid udstrækning siden The Wachowskis ’The Matrix’ så dagens lys i 1999. Med Rodney Aschers ’A Glitch in the Matrix’ bliver det faktisk en tand mere abstrakt, da dokumentarskaberen i dybeste alvor sætter sig for at undersøge sagen.
Med afsæt i en tale af science-fiction-forfatteren Philip K. Dick samt diverse videnskabelige, filosofiske og konspiratoriske teorier forsøger Ascher og hans dokumentarhold at finde ud af, hvorvidt vi som mennesker er fanget i The Matrix, og dermed påvise det umulige: At virkeligheden omkring os blot er en simulation.
Kan streames fra 23. april til 5. maj på doxonline.dk
‘In the Same Breath’
Selvom man er træt af corona, bør man tjekke denne potentielt eksplosive film om vor tids største sundhedskatastrofe. Film anlægger et skarpt og kritisk blik på håndteringen af covid-19 og går i flæsket på USA og Kinas regeringer og sundhedsmyndighedernes håndtering.
Nanfu Wangs film undersøger samtidig, hvordan propaganda, misinformation og patriotisme trives i en pandemitid, og hvilke store konsekvenser det har haft for de to stormagter samt resten af verden.
Kan streames fra 22. april til 5. maj på doxonline.dk
‘The Most Beautiful Boy in the World’
Kan man være så smuk, at det til sidst føles som en kæde om anklen? Det kan skuespilleren Björn Andresen om nogen svare på.
I forbindelse med verdenspremieren på filmatiseringen af Thomas Manns romanklassiker ’Døden i Venedig’ i 1971 postulerede instruktøren, Lucino Visconti, at Andresen, der spillede rollen som den unge Tadzio, var verdens smukkeste dreng.
50 år efter premieren ser den aldrende Andresen tilbage på sit liv, som startede med massiv berømmelse og endte i omfattende problemer med misbrug og depression. Noget han stadig kæmper med i dag.
Kan streames fra 22. april til 5. maj på doxonline.dk
‘Notturno’
Gianfranco Rosi er en filmskaber, der ikke er bange for at skabe opmærksomhed om verdens brændpunkter. Det demonstrerede han par excellence med ’Havet brænder’, der var en gribende skildring af flygtningekrisen – set ud fra den italienske ø Lampedusa, hvor mere end 400.000 flygtninge er trådt i land over de seneste 20 år.
Med den kritikerroste ’Notturno’ hiver han fat i endnu et betændt område af verden. Igennem tre år har Rosi fulgt en række skæbner i Syrien, Irak, Kurdistan og Libanon, der alle forsøger at genstarte deres dagligdag efter at have boet tæt op ad krigszonerne i Mellemøsten.
Kan streames fra 23. april til 5. maj på doxonline.dk
‘MLK/FBI’
Martin Luther King er omdrejningspunktet for dokumentaren ’MLK/FBI’, som sætter fokus på den smædekampagne, som FBI og J. Edgar Hoover i årevis førte mod borgerrettighedsaktivisten. Hoover var på konstant kommunistjagt i sit virke som direktør for FBI, og undervejs udså han sig også King som en mulig trussel.
Alt, hvad King stod for dengang, inden han blev myrdet som 39-årig, er stadig drønaktuelt i dag, og dokumentaren er både en alvorlig påmindelse om, at historien aldrig må gentage sig og om, at det alligevel plejer at være tilfældet.
Kan streames fra 22. april til 5. maj på doxonline.dk
‘The Dissident’
I 2018 vandt Bryan Fogel en Oscar for bedste dokumentar med ’Icarus’, der undersøgte dopingskandalen under OL i Rusland og udviklede sig til en regulær spionthriller. Med den storhypede ’The Dissident’ bliver Fogel i det samme ulmende sammensværgelsesspor, og denne gang er præmissen endnu mere dyster.
Filmen undersøger mordet på Washington Post-journalisten Jamal Khashoggi og afdækker en global konspiration af dimensioner. Khashoggi, som var en stor fortaler for ytringsfrihed, var engang en del af Mohammed bin Salmans (Saudi-Arabiens kronprins) inderkreds, men efter hans stemme fik en stærkere og stærkere kritisk røst med en række skarpe artikler og en masse insiderviden, blev han hurtigt en torn i øjet på styret.
Historien om mordet på den eksilerede, saudiarabiske journalist fortælles af hans nærmeste og kollegaer, og der kommer undergejs hårrejsende detaljer frem.
Kan streames fra 22. april til 5. maj på doxonline.dk
‘Gunda’
Joaquin Phoenix, der selv er erklæret veganer, har executive produceret denne ukonventionelle og sort-hvide dokumentar, som tillader sig at dvæle ved sine billeder snare end at forklare dem.
Viktor Kossakovsky er på besøg hos et par af de i alt 70 milliarder landbrugsdyr, der bliver slagtet hvert år. Og på samme respektfulde måde som han observerede naturens reaktioner på klimakrisen i den delvist danskproducerede ’Aquarela’, følger han her soen Gunda samt et par køer og en etbenet kylling – alt sammen roligt og kærligt indfanget med sit dvælende kamera.
Kan streames fra 22. april til 5. maj på doxonline.dk
‘American Rapstar’
I forlængelse af SoundClouds stigende popularitet dukkede der en ny musikscene af unge rappere op, der tog hiphopbranchen med storm. Desværre var den nye musikkulturs skyggeside mindre flatterende. Skandalerne stod i kø med skuddrab og overdosisser, og musikken blev skubbet mere og mere i baggrunden.
Dokumentaren ’American Rapstar’ undersøger musik- og kulturfænomenet, der trods de mange skandaler fastholdt sin fanskare, som kunne spejle sig i rappernes oprørske og emotionelle tekster.
Kan streames fra 23. april til 5. maj på doxonline.dk
‘The Gig is Up’
Cykelbude er et globalt fænomen, når det angår levering af aftensmaden til alverdens husstande. Og med et kontant ratingsystem er der fri mulighed for forbrugeren til at udtrykke sin utilfredshed i ubehagelige vendinger i firmaets app til offentligt skue.
I Shannon Walshs dokumentar møder vi chauffører og cykelbude på tværs af USA, Frankrig, Kina og Nigeria, hvor arbejdsforholdene er så urimelige, at et oprør lurer rundt om hjørnet – og dermed også et tilhørende krav om bedre arbejdsforhold.
En film, der i lyset af Nemlig-sagen herhjemme nærmest ikke kunne være mere aktuel.
Kan streames fra 23. april til 5. maj på doxonline.dk
‘A Cop Movie’
Alonso Ruizpalacios ‘A Cop Movie’, som balancerer på grænsen mellem fiktion og dokumentar, fik premiere på årets Berlin Film Festival. I filmen følger man to skuespillere, en kvinde og en mand, der hyres til at medvirke i en rekonstruktion af virkelige politifolks historier fra gaden.
Med den berygtede Mexico City som atmosfærisk baggrund viser ’A Cop Movie’ den rystende, voldsprægede og kaosfyldte metropol, som er hjemsted for uoverskueligt meget kriminalitet. Gennem den alternative fortælleform, flere overraskende twists og et brud med de klassiske genrekonventioner, som man kender fra de traditionelle ’cop movies’, undersøger filmen virkelighedens strømeres hverdag præget af korruption og lovløshed.
Kan streames fra 23. april til 5. maj på doxonline.dk
‘A Song Called Hate’
Hatari er navnet på et techno-punk-performancekunstensemble, der både kan karakteriseres som pro-palæstinensiske og anti-kapitalistiske. Det var derfor ikke nogen overraskelse, at de gjorde sig bemærket med deres optræden ved Melodi Grand Prix i Tel Aviv.
Dokumentaristen Anna Hildur fulgte med bandet til Israel, men optakten til den normalt så farvestrålende og musikalske begivenhed tog en politisk drejning, der stillede spørgsmålet om, hvorvidt man boykotter eller tillader aktivismen og kritikken af Israel på verdensomspændende tv.
Kan streames fra 23. april til 5. maj på doxonline.dk
‘Gabi, Between Ages 8 and 13’
‘Gabi, Between Ages 8 and 13’ handler om at have svært ved at finde sig til rette mellem de to køn, der er at vælge mellem som barn, og er desuden en del af den nyoprettede Ungdomsredaktions filmprogram.
I Engeli Brobergs dokumentar møder vi Gabi, fra hun er 8 til 13. I denne transformative periode begynder hun at forandre sig mere end andre børn. Hun mener allerede som barn, at forskellen mellem dreng og pige er langt mere flydende end som så. Samtidig bliver hendes hverdag vendt på hovedet, da familien flytter fra Stockholm til provinsen og i samme ombæring står puberteten for døren. Gabi drømmer om retten til at være sig selv, men spørgsmålet er, om resten af verden forstår hende.
Kan streames fra 23. april til 5. maj på doxonline.dk
‘Banksy Most Wanted’
Den anonyme provokunstner Banksy har i over 20 år brugt gaden som sit eget personlige galleri, hvor han med sin spraydåse har sprøjtet satiriske kommentarer i hovedet på magthaverne.
Med talrige kunstværker, der går i kødet på både kapitalisme, fascisme og krig, har han med sort humor, syleskarpe karikaturer og slående poesi kritiseret og observeret fra sidelinjen – alt imens han stadig har bibeholdt sin anonymitet. I ’Banksy Most Wanted’ mener en britisk journalist at have udviklet en (næsten) perfekt teori om, hvem han er.
Kan streames fra 23. april til 5. maj på doxonline.dk
‘Tina’
R&B-dronningen Tina Turner har haft et langt liv og en imponerende karriere. Men det har ikke været en dans på roser for popstjernen. Hendes turbulente og voldelige forhold til partneren Ike påvirkede hendes karriere, indtil hun for alvor slog igennem i 80’erne som soloartist.
I ’Tina’ følger vi den karismatiske sangerinde gennem 60 års optagelser, og der bliver både zoomet ind på hendes fantastiske højdepunkter og gigantiske nedture. Filmen havde premiere på årets Berlin Film Festival, hvor den blev rost til skyerne.
Kan ses 23. april på doxonline.dk
‘Trust Me’
Norske Emil Triers ’Trust Me’ handler om Ahmed Wahleed, der som 20-årig kom på samtlige avisforsider i Norge. Han mente at have opfundet et mobilbatteri, der kunne oplades med sollys. En ægte solstrålehistorie om en ung mand fra en pakistansk familie, som nu blev hyldet som Norges Mark Zuckerberg.
Adskillige prominente personer som ministre og den norske kronprins stod i kø for at møde Ahmed, der var på vej til at slå igennem som tech-entreprenør, men der er selvfølgelig mere til historien, som også handler om nemme penge og illusioner. Emil Trier står bag denne fascinerende fortælling, der nærmest virker for vild til at være sand.
Kan streames fra 24. april til 5. maj på doxonline.dk