CPH:DOX’ nye ungdomsredaktion er en del af et nyt initiativ, som dokumentarfestivalen har lavet i samarbejde med Mino Danmark, LGBT+ Ungdom og SIND Ungdom for at bringe unge og mangfoldige perspektiver ind i tilrettelæggelsen af programmet.
Ni unge blevet udvalgt i en ansøgningsproces, og de har blandt andet fået til ansvar at udvælge ni dokumentarfilm til årets program, som nu er annonceret.
Filmene supplerer de med et skræddersyet live-event, hvor tematikker som #Metoo, klimakrise, kolonialisme og aktivisme kommer på dagsorden.
De går også alternative veje ved eksempelvis at arrangere en filmvisning for de congolesiske kunstnere, der medvirker i den kontroversielle ’White Cube’, der sætter fokus på kolonialisme på provokerende vis. De skal opleve filmen ’Dear Future Children’ i Lusanga i DR Congo.
Ungdomsredaktionen har haft særlig fokus på at give unge og marginaliserede stemmer mulighed for at deltage i debatter, der kredser om alt fra rummelighed til maskulinitetsidealer og queerness inden for islam, mens festivalens egen direktør Tine Fischer og forsker Tess Skadegård Thorsen tørner sammen i en debat om repræsentation på film og opgør med fortidens kolonialisme.
Netop Tine Fischer er begejstret for det program, som ungdomsredaktionen har fået stablet på benene – og roser de unge for håndfast at tage konceptet til sig:
»Ungdomsredaktionen har virkelig taget os på ordet, da vi lagde op til, at de skulle tage ejerskab over både film- og debatprogram. Vi synes, det er fantastisk, at de har planlagt et program, der ikke bare kigger kritisk ud i verden, men også indad og stiller spørgsmål til de strukturer, der også ligger bag eksempelvis en filmfestival eller kulturverdenen i det hele taget«, fortæller Tine Fischer i en pressemeddelelse.
De ni film i ungdomsredaktionens program er: ‘Dear Future Children’, ‘Gabi, Between Ages 8 to 13’, ‘The Case You’, ‘I am Gen Z’, ‘Fiasco’, ‘Sisters with Transistors’, ‘Seyran Ates: Sex, Revolution and Islam’, ‘The New Corporation’, og ‘White Cube’.
CPH:DOX bliver skudt i gang som digital oplevelse 21. april.