’Havet brænder’: Berlinale-vinder er et foruroligende smukt nødråb om flygtningekrisen
12-årige Samuele og hans bedste ven stiller sig hviskende i position på den italienske ø Lampedusas klipper. Da mørket er faldet på, skyder drengene efter fugle med deres hjemmelavede slangebøsser.
Ikke langt derfra lyder nødråbet fra endnu en faldefærdig pram, overfyldt med flygtninge og migranter fra Afrika og Mellemøsten.
»Hjælp os. For Guds skyld, hjælp os. Skynd jer. Vi dør«, lyder det i nødopkaldet til den italienske kystvagt fra en af de desperate kvinder ombord på flygtningenes båd.
»Giv os din position. Min ven. Din position«, når kystvagten at sige, før det skrattende signal forsvinder.
Håbløsheden bliver med det samme sat i scene i Gianfranco Rosis ’Havet brænder – vejen til Lampedusa’. Dokumentarfilmen er optaget i 2015, da flygtningestrømmen over Middelhavet – på ruten fra Tripoli i Libyen til den italienske kyst – for alvor tog til. En farefuld færd over farvandet, der anslås at have kostet flere tusinde børn, kvinder og mænd fra blandt andet Mali, Eritrea, Nigeria og Syrien livet.
Men Gianfranco Rosis film behandler langt fra problematikken omkring flygtningenes vej mod Europa på klassisk vis. Vi er nærmest så langt fra det vanlige, opremsende nyhedsindslag om katastrofen i Middelhavet, som man kan komme.
Rosi viser i stedet i poetiske, nøje afstemte sekvenser flygtningene og migranternes ankomst til Lampedusa. Og samtidig går han helt tæt på et udpluk af de godt 6.000 indbyggere på den lille sicilianske ø.
I centrum står drengen Samuele, en lidt frygtsom sjæl. Vi følger ham i alskens hverdagssituationer i lokalsamfundet, hvor tiden for det meste står stille. Samuele laver sine lektier, skærer kaktusser til, drøner omkring med sin ven og skyder til måls med slangebøsser. Han tager også med ud på havet i sin fars fiskerbåd, men bliver søsyg undervejs og får derefter at vide, at han bare skal gå ned på pontonen ved havnen, når havets dønninger er værst. Så skal han nok lære at kunne klare bølgerne senere.
Samueles historie bliver fortalt på mesterlig vis. Gianfranco Rosi observerer, hans kamera er fluen på væggen. I slowmotion og uden at pensle tingene ud opruller han kontrasten mellem livet for indbyggerne på den 20 kvadratkilometer store ø og de dehydrerede og fejlernærede flygtningenes desperate situation til havs.
Katastrofen males nærmest frem. I faste indstillinger og uden brug af fortællerstemme. Det er et ekstremt virtuost og underspillet greb. Virkningen er, at ’Havet brænder’ sniger sig ind på os og lægger os i en art mental benlås, som er umulig at slippe fri af.
I den dybt gribende afsluttende del af dokumentaren, der har originaltitlen ’Fuocoammare’, ser vi først Samuele, mens han slubrer pasta med blæksprutte i sig i selskab med sin familie. Kort efter slås der over til en ubærlig sekvens med grædende og forstenede flygtningekvinder i ankomstcenteret på Lampedusa. Efterfulgt af nøgternt konstaterende billeder af døde migranter, som ligger hulter til bulter i lastrummet på et af de nødstedte skibe.
Tidligere i år vandt Gianfranco Rosis film en Guldbjørn på Berlinalen. Det forstår man godt. ’Havet brænder’ er en uafrystelig fortælling om den flygtningekrise, der fortsat ingen ende har.
Kort sagt:
Gianfranco Rosi løfter i ’Havet brænder’ fornemt arven fra dokumentarismens mestre som D.A. Pennebaker og Frederick Wiseman. I smukke, dvælende billeder skitserer han håbløsheden på Lampedusa, en ø på størrelse med Anholt, hvortil omkring 400.00 flygtninge fra Afrika og Mellemøsten er ankommet de seneste 20 år.