Han fortæller sin vens dramatiske historie i dansk Oscar-håb: »Jeg kan stadig blive mundlam, når jeg ser filmen«

Under deres fælles barndom i Odsherred troede Jonas, at Amins familie var blevet slået ihjel. Men han fornemmede også, at der lå mere i vennens historie end som så, og nu – to årtier senere – fortæller Amin så for første gang om sin dramatiske vej til Danmark i instruktørens animerede dokumentarfilm ’Flugt’. Filmen er blevet købt til USA af samme selskab, der førte ’Parasite’ til Oscar-sejr, og nu bliver Jonas Poher Rasmussen skridt for skridt ført ind på den helt store scene.
Han fortæller sin vens dramatiske historie i dansk Oscar-håb: »Jeg kan stadig blive mundlam, når jeg ser filmen«
Instruktør Jonas Poher Rasmussen og Amin i 'Flugt'. (Foto: Reel Pictures)

Otte år og to måneder. Så længe har Jonas Poher Rasmussen arbejdet på sin animerede dokumentar ’Flugt’, der allerede nu er på tale til næste års Oscar-uddeling i op til flere kategorier.

Men faktisk begynder historien allerede for 25 år siden. Dengang Poher Rasmussen som 15-årig så en jævnaldrende fyr med stribet t-shirt, buffalosko og guldkæde om halsen, der stirrede stift frem for sig i toget i instruktørens hjemby, i Odsherred, uden hensyn til de mange nysgerrige blikke.

Fyren blev hans nære ven og er i filmen blevet anonymiseret under navnet Amin, og det er hans historie, der i løbet af det næste år vil nå mennesker over hele verden, når det amerikanske filmselskab Neon, der også distribuerede Oscar-sensationen ’Parasite’, kører den helt store pris-kampagne ud over rampen.  

Og den er vild, historien. Også vildere end Poher Rasmussen oprindeligt havde troet, da han over flere omgange spurgte Amin, om han ville fortælle den for første gang nogensinde.

Den starter i Kabuls gader i 1984 med A-ha bragende i walkman’en og bevæger sig videre til de tumultariske dage op til den afghanske republiks kollaps i 1989, hvor Amin må flygte fra sit hjem og overlade sin skæbne i hænderne på russiske menneskesmuglere af værste skuffe i håbet om at komme til Skandinavien. En fem år lang rejse, der forgrener sig til Estland, Ukraine, Tyrkiet, Sverige og endelig Danmark.

Jonas Poher Rasmussen (Foto: Morten Larsen)

Det er historien om, hvad der sker med et menneske, når man mister sit hjem, og alt hvad man kender til. Historien om, hvordan en ungdom tilbragt på flugt kaster lange skygger ind i Amins voksenliv, hvor flugten fortsætter, selvom han nu bor i Danmark med kæresten Kasper og har en succesfuld karriere som forsker.

Men det er ikke kun en barsk fortælling. Den handler også om forelskelse, venskab, familie, seksualitet, glæderne ved mexicanske sæbeoperaer med russisk tale og Jean-Claude Van Dammes cirkelspark. Blandt meget andet.

Livredder og grammatikhjælp

Da jeg møder Jonas Poher Rasmussen på hjemmeadressen på Nørrebro, fortæller han, at han altid har vidst, at Amin bar på en historie fra sin fortid. Rygterne gik på, at han var gået hele vejen fra Afghanistan til Danmark – alene – fordi hans forældre og søskende var blevet dræbt i kølvandet på den afghanske borgerkrig i 1989. Nogle sagde endda, at han havde set sin familie blive slået ihjel.

Det var ikke noget, Amin talte så meget om. Heller ikke over for Jonas, som han hver morgen mødte ved busstoppestedet på den lange bus- og togtur på vej til gymnasiet.

Amin lignede ikke så mange andre i den nordsjællandske by i midten af ’90’erne. Han var eksotisk. Men Jonas var egentlig bare glad for, at der endelig var kommet en ung fyr til det stille boligkvarter med få jævnaldrende.

De startede begge på Odsherred Gymnasium, hvor de gik i parallelklasser. Amin var benhård. Fra dag ét lagde han sig i selen. Mens Jonas sneg sig igennem med 8,5 i snit, fik Amin flotte karakterer. I frikvarteret inden latintimen hjalp han Jonas med at sætte kryds og bolle, så han kunne slutte med et flot 10-tal i årskarakter. Og så lærte han sig selv at svømme, så han kunne få et job som livredder i den lokale svømmehal, hvor han arbejdede tidligt om morgenen, inden han tog til time.

‘Flugt’. (Foto: Reel Pictures)

Alle var imponerede over Amin. Han havde boet i Danmark så kort tid, lært sig selv at tale et nyt sprog og var en af de bedste i skolen. Han fik hurtigt venner, og når de spurgte ind til hans fortid, undveg han. Ellers sagde han bare helt kort, at hele hans familie var blevet dræbt og lod den ligge ved det.

»Det var jo en vild ting at høre, når man var 15 år gammel. Det var enormt svært at relatere til. Jeg syntes jo bare, det var fedt, at der var kommet en ny fyr, jeg kunne hænge ud med. Det med at forholde sig til en helt anden verden – Afghanistan og krig – kunne min unge hjerne slet ikke begribe«, siger instruktøren.

Han og Amin blev tætte venner i løbet af deres gymnasietid og holdt sidenhen kontakten med årlige nytårsfester, rejser og andre traditioner.

»Vi blev på en måde voksne sammen. Men alligevel har der hele tiden været noget usagt under overfladen«.

Skimmelsvamp og jury-pris

Jonas Poher Rasmussen kværner kaffebønner i sit åbne køkken. Han venter på en vvs’er, der skal installere et toilet i hans totalrenoverede hus på Nørrebro, men som aldrig når at komme i løbet af vores to timer lange samtale.

På køkkenbordet står der en meterhøj plakat fra ’Flugt’ og skygger for de turkise vægfliser. Huset, hvis stue og køkken næsten er på størrelse med hele min toværelseslejlighed, har han totalrenoveret over de seneste fem år, sideløbende med at han har arbejdet på ’Flugt’ og fået to børn. Det er et gammelt baggårdsforsamlingshus, som han sammen med sin bror har lavet om til en rummelig andelsbolig i tre plan, med tagterrasse og to badeværelser.

Det var her, han om natten gav interviews til alle de store internationale medier i foråret, da hans film var udtaget til konkurrence på Sundance-festivalen, hvor den vandt den prestigefyldte, internationale jury-pris. Om dagen hjemmeskolede han sin seksårige datter, som var hjemsendt under nedlukningen, og tog sig af en skimmelsvamp-sag i andelsforeningen. Imens tikkede anmelder-topkarakterer fra førende internationale medier som The Guardian og Indiewire stille og roligt ind.

Den jordbundne premiere passer på en måde godt til Jonas Poher Rasmussen, der i sin sorte t-shirt, sokker i sandalerne og sine mørke krøller ikke umiddelbart ligner den slags instruktør, man forbinder med røde løbere badet i blitzlys.

Egentlig vil de amerikanske distributører gerne have, at han flytter til USA fra september til december, så han kan føre kampagne for ’Flugt’ og deltage fysisk i den uendelige strøm af netværksevents, som allerede optager det meste af pladsen i hans kalender. Men Jonas vil hellere blive hjemme hos sin familie. Han kommer dog ikke uden om at rejse derover med jævne mellemrum. Til gengæld arbejder han sammen med sin kæreste på at få en babysitter, så han kan få noget tiltrængt søvn efter de lange nætter, som bliver brugt i konferenceopkald med udenlandske medier og amerikanske partnere. Riz Ahmed og Nikolaj Coster-Waldau har kastet sig om bord på filmen som executive producers og skal lægge stemme til en dubbet version.

‘Flugt’. (Foto: Reel Pictures)

»Jeg kan allerede nu se, at det næste år kommer til at blive intenst«, fortæller han, mens vi sætter os ud i solen i hans have.

Det er ved at være et halvt år siden, hans film fik verdenspremiere på Sundance klokken 04.30 om natten dansk tid. Sammen med sine producere fulgte han med virtuelt og gav efterfølgende en Q&A for det digitale publikum. Og så blev de ellers oversvømmet med tilbud på filmen, der endte med at blive solgt til USA for et syv-cifret dollar-millionbeløb.

»Vi havde været oppe hele natten, og så skulle vi pludselig sidde og forhandle den her enormt vigtige aftale om international distribution hjem. Neon var en af dem, der bød på filmen, og de var meget insisterende på, at vi skulle lukke aftalen samme aften. De gav os to timer til at beslutte os, og så skulle vi ellers skynde os at høre modbuddene fra de andre distributører«, siger han om aftalen, der allerede nu har gjort ’Flugt’ til et varmt Oscar-emne.

En strøtanke, der vokser sig stor

Den Super 16-uddannede Jonas Poher Rasmussen, der tidligere har lavet dokumentarfilmene ’Searching for Bill’, ’Det han gjorde’ og ’Noget om Halfdan’ om sin farfar, Halfdan Rasmussen, er tålmodig.

Han kan godt lide store projekter og han er god til at se potentiale, andre har tendens til at overse. Inden han overtog huset, boede han i et gammelt pizzeria rundt om hjørnet, som han også ombyggede til en lejlighed. Og så er han nysgerrig.

Derfor blev han ikke afskrækket, da Amin for 14-15 år siden for første gang sagde, at han ikke var klar til at fortælle sin historie.

»Det gjorde mig bare endnu mere nysgerrig. Jeg respekterede selvfølgelig, at han havde sagt nej, men alligevel voksede strøtanken om at fortælle hans historie sig større og større i mit hoved. Da jeg så i 2013 bliver spurgt, om jeg har nogle idéer til en animeret dokumentarfilm, er hans historie den første, jeg tænker på«.

Det føltes ikke som et stort skridt at spørge Amin igen. De var så gode venner, at han altid ville kunne sige nej. Men det gjorde han ikke.

Jonas Poher Rasmussen tager det stille og roligt. Han ved godt, at det hele skal ske i Amins tempo, og kun når han er komfortabel ved det. I første omgang siger Amin bare ja, med det forbehold at han helst vil være anonym. Mest så folk ikke genkender ham på gaden og allerede kender til hans største traumer, inden de overhovedet har mødt ham.

Der går et halvt år, før instruktøren rejser til USA, hvor Amin forsker, for at lave en testscene. Senere laver han nogle prøveoptagelser med sit kamera i Amin og Kaspers hjem i København for at få en føling for animationsformatet, der udspringer af Amins minder, instruktørens videooptagelser, arkivmateriale og grundig research.

Langsomt står det klart, at Amin har besluttet sig for, at det er ved at være tid til at konfrontere hans fortid én gang for alle. Over tre dage rykker de ind i Jonas Poher Rasmussens lejlighed, hvor de skridt for skridt dykker ned i Amins historie – fra hans unge år i ’80’ernes Kabul og frem til ankomsten i Danmark som teenager i 1995.

Amin og kæresten Kasper i ‘Flugt’. (Foto: Reel Pictures)

»Hans måde at snakke på kunne jeg vildt godt lide«, siger instruktøren. »Der var enormt mange detaljer, som jeg syntes var fine og poetiske. Når han skulle beskrive sin bror, sagde han, at han altid havde beskidte hænder. Samtidig kunne man mærke, at der virkelig var gået 20 år, hvor han havde tænkt over sine oplevelser og fået noget ballast til at bearbejde det. Og så var selve historien jo dramatisk«.

Nogle gange er der tårer, som langsomt falder ned ad hans kinder, mens han ligger med lukkede øjne på en sofa i instruktørens lejlighed og transporterer sig tilbage til de øjeblikke, han har brugt det meste af sit voksenliv på at gemme væk dybt inde i ham selv.

Der er nogle ting, som Amin stadig ikke kan fortælle på det tidspunkt. Men han får til at starte med fortalt sin historie i grove træk. Her bliver det klart, at der er mere til hans rejse, end hvad han har fortalt alle sine bekendte i Danmark – selv kæresten Kasper.

Ikke en offerfilm

Der gik noget tid, inden tyngden af Amins fortid for alvor ramte den 40-årige filmmager.

»I selve situationen var jeg meget opmærksom på, hvordan han havde det. Om han var okay. Men flere gange i den efterfølgende proces har det slået mig, hvor ung han har været. Jeg var bare en dreng, da han ankom til vores by, og der havde han levet fem år på flugt og oplevet alle de her ting. Det kan jeg stadig blive mundlam over, når jeg ser filmen«.

Oplevelsen smeltede de to venner endnu tættere sammen. Alle spillekortene lå nu på bordet. Men det rokkede ikke ved Jonas’ syn på Amin.

»Han gjorde det fra starten af klart, at det var vigtigt for ham, at det ikke blev en offerfilm. Den handler om noget, han har gennemlevet, og som han er kommet videre fra, så godt som han kunne. Det tog jeg også med ind i situationen, da jeg interviewede ham. Han er ikke et offer. Han er min ven, og jeg skal ikke behandle ham anderledes, bare fordi han har oplevet nogle forfærdelige ting«.

I alt blev det til omkring 20 interviews over en periode på fem år, hvor de langsomt dykkede dybere og dybere ned i fortiden. I starten troede instruktøren kun, at filmen skulle vare omkring 30 minutter, mens han også legede med tanken om, hvorvidt man skulle se Amin i virkeligheden. I samråd besluttede de sig for at bevare anonymiteten og holde den rent i animation med undtagelse af enkelte arkivoptagelser.

Samtidig voksede historien sig så stor, at de flere gange fik at vide, at den aldrig ville kunne realiseres med så meget animation, fordi det er alt for dyrt.

‘Flugt’. (Foto: Reel Pictures)

Men Jonas Poher Rasmussen vidste, at han havde fat i noget med det særlige format, der gjorde det muligt at genskabe Amins turbulente fortid. Og da et toneangivende finansieringsforum satsede på projektet med et stort støttebeløb, fulgte resten af investorerne trop.

»Jeg tror, at man har paraderne lidt nede, når man ser animation. I vores dagligdag bliver vi eksponeret for så mange voldsomme billeder hele tiden. Jeg tror, at vi lukker rigtigt meget ude – det gør jeg i hvert fald selv. Jeg har vænnet mig til, at der er nogle ting, jeg ikke kan rumme. Dem blokerer jeg, for hvis jeg skulle tage dem ind, ville jeg bare ligge i et hjørne og hulke. Og der åbner animationen op for, at man kan tage historien og følelserne ind uden modstand«, siger instruktøren.

Forelskelse på flugt

Det var aldrig intentionen at lave en ’flygtningefilm’, fortæller Poher Rasmussen, efter en række naboer har passeret vores bord i gården og hilst på.

Ret hurtigt fandt instruktøren ud af, at filmen i lige så høj grad handlede om, at flugten fortsatte i Danmark. Amin var rastløs, rejste meget, og han var ikke tilpas, når Kasper ville ud at se på huse, hvor de kunne slå sig ned. Han var stadig ikke klar til at skabe et hjem efter at være blevet berøvet det første.

Amins flugt er mere end bare en fysisk rejse. Det er også flugten fra hans seksualitet, som han forsøger at skjule for sin familie, og den fortid, som han lader sig overbevise om, at han må skjule for alt og alle.

»Der er altid et eller andet, han ikke kan have med sig. Det var dét, der virkelig tændte mig på historien. At den i lige så høj grad handler om noget, jeg tror, mange af os kæmper med i dele af vores liv: Hvor kan jeg være den person, jeg er?«

Poher Rasmussen håber, at folk kan relatere sig til Amins historie og se mennesket bag ’flygtning’-overskriften. Derfor var det også vigtigt, at det ikke blev en lang lidelseshistorie.

»Selvom man er på flugt, sker der også ting, som er jo sjove, rare og gode. Han bliver forelsket, hans seksualitet spirer. Det skulle ikke bare være mig, der sagde: ’Nu skal I se, hvor forfærdeligt det var’. For ja, det var forfærdeligt, men der er også en enorm kærlighed. Det føles mere ægte og ærligt, når man kan grine med den person, man ser en film om. Og også se, at han nogle gange er fejlbarlig, som når han taler bag Kaspers ryg. Det er jo ikke sødt, men det er menneskeligt«, siger instruktøren.

Berørt hovedperson

Hvis Poher Rasmussen skulle stemme i morgen, ville han ikke ane, hvem han skulle stemme på. ’Flugt’ er heller ikke tænkt politisk. Han er træt af den polariserede politiske debat og vil egentlig bare gerne have, at vi begynder at se hinanden som mennesker og forstå, at man kan være mere end bare én ting. Som Amin, der både er homoseksuel, forsker, husejer, katteejer og meget andet.

»Det kan man jo så i sig selv sige er et politisk statement«, griner han.

Overvejelser om mulige politiske konsekvenser sneg sig da også ind på livet af filmholdet undervejs i processen, hvor de undersøgte, om Amins ærlige fortælling om flugten og dermed hele filmen kunne få betydning for hans statsborgerskab. Med advokathjælp fandt de frem til, at filmen ikke kunne udgøre nogen juridisk trussel eller noget problem for Amin.

Hvordan reagerede Amins familie, da de så filmen?
»Jeg tror, det var en lidt skizofren oplevelse. Der en masse følelser forbundet med det, som er svære at adskille fra filmen. De siger, at de er enormt glade for, at historien bliver fortalt – og at den bliver fortalt på den måde. Men samtidig har de en masse skyld forbundet med det, fordi de måske har følt, at de kunne have gjort mere for Amin, selvom de gjorde alt, hvad de kunne.

‘Flugt’. (Foto: Reel Pictures)

De forstår, hvor hårdt det har været for ham at ende alene i Danmark, hvor han har følt et ansvar for at præstere og klare sig godt, så han senere ville kunne sørge for sin familie. Hvor pengene fra livredderjobbet alle sammen blev brugt på at få hans bror ud af Rusland«.

Hvad med Amin?
»Han var meget berørt, da han så den færdige film for første gang. Men han var i tvivl om, hvorvidt det var, fordi det var hans egen historie, eller om det var, fordi det var en god film. Først og fremmest har han været glad for, at alle hans nære venner og familie får mulighed for at få hans historie, uden at han selv skal grave dybt ned i fortiden, hver gang han skal fortælle om det. Han er blevet fri: Hans historie er endelig blevet fortalt, og han behøver ikke gøre det igen. Han kan leve med sin fortid for første gang«.

Kommer Amin til at stå frem i løbet af det næste år, når filmen formentlig kommer til at få stor international opmærksomhed?
»Nej. Han har fortalt sin historie. Han siger selv, at der ikke er mere, han har lyst til at fortælle. Og så vil han jo gerne værne om sin anonymitet«.

Han kommer ikke til at være ærgerlig over ikke at kunne trykke Leonardo DiCaprio på næven til næste års Oscar-uddeling?
»Ha ha, nu synes jeg, du jinxer den!«.

’Flugt’ har dansk premiere 17. juni.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af