’No Time To Die’: Daniel Craigs 007-svanesang har mere hjerte end nogen tidligere Bond-film

’No Time To Die’: Daniel Craigs 007-svanesang har mere hjerte end nogen tidligere Bond-film
Daniel Craig i 'No Time to Die'. (Foto: Nicola Dove)

Det virker næsten uvirkeligt endelig at kunne lade sig sænke dybt ned i biografsædet og se James Bond-filmen ’No Time To Die’. Præcis, hvor længe man har ventet, går op for en, da Billie Eilish’ sprøde, Grammy-vindende åbningsnummer siver ud af biografens lydsystem: en sang, man forlængst har hørt til ukendelighed.

Daniel Craigs sidste skud i Bond-bøssen havde oprindeligt premiere i april 2020 og var således den første store blockbuster, der for alvor blev påvirket af pandemien.

Og ikke nok med, at coronavirussen dansede rundt med premieredatoen, så kan selve produktion af ’No Time To Die’ også bryste sig af at være en af de mest problemfyldte i nyere filmhistorie.

Efter at have kasseret manuskriptet fra de ellers erfarne Bond-forfattere Neal Purvis og Robert Wade hev den daværende instruktør Danny Boyle manuskriptforfatteren bag ’Trainspotting’, John Hodges, ind. Men deres idéer var tilsyneladende for afvigende fra producerne Michael G. Wilson og Barbara Broccolis vision for franchisen. Og det resulterede i, at ’Beasts of No Nation’- og ’True Detective’-instruktør Cary Fukunaga blev hevet ind – som den første amerikaner nogensinde – få måneder før optagelserne skulle starte.

Under optagelserne fik Daniel Craig endvidere en ankelskade under et stunt og måtte opereres. På baggrund af disse og andre historier har mange stemplet den 25. Bond-film som forbandet.

Men nu – næsten seks år efter ’Spectre’ – er ventetiden og strabadserne omsider forbi. Forventningerne er af samme grund unaturligt høje, og spørgsmålet, alle sidder med, er: Var det det hele værd?

Historisk set har de fleste Bond-skuespilleres sidste film været blandt de svageste. Tænk blot på Roger Moores ‘A View To A Kill’ og Pierce Brosnans ‘’Die Another Day’. Men jeg kan med glæde fortælle, at det langt fra er tilfældet med ’No Time To Die’.

Lashana Lynch og Léa Seydoux i ‘No Time to Die’. (Foto: Nicola Dove/MGM)

Sidst vi så Bond, startede han sin højt elskede Aston Martin og kørte afsted med sin nyfundne kærlighed Dr. Madeleine Swann (Léa Seydoux). Han havde opsagt stillingen hos MI6 og var klar på at nyde sit otium. Men hvis der er én ting, der er sikkert som amen i kirken, så er det, at har man først været topagent i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste, så er det ikke lige sådan at komme ud igen.

Det er svært ikke at sende en kærlig tanke til virkelighedens Daniel Craig, der efter sigende først blev overtalt til at gentage rollen, da han blev tilbudt et svimlende millionbeløb. Man mærker dog ingen ugidelighed fra skuespilleren. Han er akkurat lige så veloplagt som tidligere, og man bekræftes i, at Craig er den bedste skuespiller, der har spillet den ikoniske karakter.

Denne gang hedder skurken Safin, spillet med stor indlevelse af Rami Malek. En klassisk skurk komplet med vansiret ansigt og en forkærlighed for giftige planter. Med hjælp fra den russiske videnskabsmand Valdo Obruchev (portrætteret dejlig kejtet af David Dencik) lykkes det ham at erhverve sig et nyt biokemisk våben oprindeligt udarbejdet af MI6. Verdensfreden står altså endnu engang til at blive brudt.

På Jamaica opsøges Bond af sin gamle amerikanske ven, CIA-agenten Felix (Jeffrey Wright), der vil have hans hjælp med at opsnuse Obruchev. Samtidig er Bonds gamle arbejdsplads MI6 selv på opgaven. I spidsen for operationen står en ny, kvindelig agent 007 (Lashana Lynch). Det plotelement havde længe inden premieren fået visse fans op i det røde felt, men beskyldningerne om, at der skulle være tale om tvungen diversitet er skudt helt i skoven.

Bond har trods alt i flere film ageret uden at være en aktiv del af MI6’s 00-program og har sågar tidligere fået frataget sin ikoniske titel i ’Licence to Kill’ fra 1989.

Rami Malek i ‘No Time to Die’. (Foto: Nicola Dove/MGM)

I stedet indbyder det til en række sjove og spydige dialogudvekslinger mellem den nuværende og forhenværende agent, der samtidig prikker til den konservative del af publikum. »Det er jo bare et tal«.

Meget af denne humor skal helt sikkert tilskrives ’Fleabag’- og ’Killing Eve’-geni Phoebe Waller-Bridge, der blev headhuntet relativt sent i manuskriptfasen. Hendes opgave var at tilføje et mere moderne og humoristisk take på den klassiske agent. Hvor meget af det egentlige plot, hun har haft med at gøre, skal ikke kunne siges, men man mærker tydeligt hendes tilstedeværelse i de underfundige påfund, der er drysset ud over den ellers alvorlige historie. Et besøg hos Q (Ben Whishaw) og hans katte er særligt morsomt.

Daniel Craigs ’Knives Out’-kollega Ana De Armas har også et kort møde med Bond på en cubansk natklub i rollen som den uerfarne CIA-agent Paloma. I hænderne på andre end Waller-Bridge kunne hun nemt blive en ligegyldig parentes i historien, men i kombination med De Armas uimodståelige karisma er det lykkedes at skabe en mindeværdig figur med både humor og selvstændig styrke.

At hyre Fukunaga til at holde styr på løjerne skulle ligeledes vise sig at være et godt valg. Som instruktør på denne type film er ens fornemste opgave at sørge for, at korthuset ikke ramler sammen om det indviklede plot. Kan man gøre det og samtidig formå at få det hele til at se skidegodt ud, så har man bestået. Fukunaga gør det til UG med kryds og slange.

Særligt filmens actionsekvenser markerer han sig med.

’No Time To Die’ adskiller sig nemlig fra tidligere film i serien. For trods sin spilletid på to timer og tre kvarter er der ikke nødvendigvis mere action, og den action, der er, er mindre spektakulær og overdrevet. Tag for eksempel en biljagt i de tågede norske skove, hvor Safin og hans mænd jager Bond. I stedet for at gå over the top ala fly/bil-jagten i ’Spectre’, udvikler scenen sig til en rå og brutal, nærmest ’Rambo’-agtig sekvens, hvor Bond sniger sig rundt imellem nåletræerne og likviderer håndlangerne.

Frem for konstant at levere adrenalinpumpet action er ’No Time To Die’ langt mere interesseret i det følsomme og sårbare. Det medfører, at volden og ødelæggelsen rammer hårdere end nogensinde før – og sidder i kroppen, længe efter man er trådt ud af biografen.

Hvilket bringer mig videre til den mest radikale forskel fra de tidligere film: hovedpersonen selv.

David Dencik i ‘No Time to Die’. (Foto: Nicola Dove / MGM)

Tilbage i 2002 havde Pierce Brosnan efterladt den kære agent som en todimensionel tegneseriefigur. Fire år senere tilførte Craig en bryskhed ikke set siden Timothy Dalton-dagende i slut-80’erne. Producernes plan om en kontinuerlig fortælling, hvor Bond kunne udvikle sig gennem hver film, har ligeledes medført den mest komplekse inkarnation af 007 til dato.

I ’No Time To Die’ bliver de allersidste hårdknuder hos knudemanden over dem alle bundet op. Blandt andet da Bond skrøbeligt og inderligt erklærer sin ubetingede kærlighed til Madeleine Swann. Samtidig er der elementer, der ikke skal røbes her, som gør det endelige opgør med Safin til det mest personlige nogensinde.

Elementer, som er med til at løfte filmen til et endnu højere og modigere niveau, og som tilfører en helt særlig ingrediens til en i forvejen velafstemt actioncocktail:

Nemlig hjerte.

Hvad fremtiden bringer for Bond, er endnu uvist, men én ting er sikker: ‘No Time To Die’ er et værdigt farvel til Daniel Craig og beviser samtidig, at agent 007 langt fra har overskredet sidste salgsdato.


Kort sagt:
På trods af en rodet produktionshistorie er ’No Time To Die’ endt som et tårevædet farvel til Daniel Craig som James Bond – og et af seriens bedste og modigste udspil.

'No Time to Die'. Film. Instruktion: Cary Fukunaga. Medvirkende: Daniel Craig, Léa Seydoux, Lashana Lynch, Rami Malek, Ana de Armas, Naomie Harris, Ralph Fiennes, David Dencik m. fl. Spilletid: 163 min. Premiere: 30. september i biografen.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af