Alle 24 Bond-film – rangeret fra Pierce Brosnan-fadæse til den bedste

Torsdag blænder biograferne op for den længe ventede premiere på ’No Time to Die’, den 25. James Bond-film. Vi varmer op ved at gå i kødet på de 24 første.
Alle 24 Bond-film – rangeret fra Pierce Brosnan-fadæse til den bedste
Daniel Craig og Mads Mikkelsen i 'Casino Royale'. (Foto: PR)
Pierce Brosnan i ‘Die Another Day’ (Foto: PR)

Nr. 24: ‘Die Another Day’ (2002), Pierce Brosnan

De største James Bond-fans vil til deres dages ende påstå, at selv de værste 007-film blot er uslebne diamanter – filmhistoriske skønhedsfejl, som man elsker uanset hvad.

For mit vedkommende er ’Die Another Day’ undtagelsen, der bekræfter reglen: Den er absurd og fjollet, og hvis Mike Myers havde spillet hovedrollen i stedet for Brosnan, havde det været umuligt at skelne den fra en ’Austin Powers’-film.

Ikke nok med at den skal stå til regnskab for teknologiske vidundere, der ville virke exceptionelle i selv en Marvel-film (’Top Gear’ har endegyldigt bevist, at usynlige biler ikke er realistiske), så er dialogen også noget af det værste, der er sket for Hollywood siden ’The Room’.

Tag bare scenen, hvor Bond møder Halle Berrys Jinx for første gang. Man kunne snildt tolke deres gåsehudsfremkaldende interaktion som verdens længste kodesprog for »Jeg er hemmelig agent« og »Jeg er også hemmelig agent«, men den undskyldning holder desværre ikke. Det er bare to granvoksne mennesker, der flirter med hinanden.

Og så har vi ikke engang været inde over filmens plot, der involverer nordkoreanske terrorister, dna-erstatning, rumvåben, ispaladser, gletsjersurfing og Madonna som fægteinstruktør. Pierce Brosnans svanesang som den ikoniske 007 var mindre, end hvad han havde fortjent, og det er på mange måder en skam, at han ikke fik chancen for at slutte af med et brag i stedet for et klynk.

Værste citat:
Bond: »I’m still not quite sure how good you are«.

Jinx: »I’m sooo good«.

Bond: »Especially when you’re bad«.

Timothy Dalton i ‘Licence to Kill’ (1989) (Foto: PR)

Nr. 23: ‘License to Kill’ (1989), Timothy Dalton

’License to Kill’ er, hvad man ville få, hvis man puttede ’Scarface’, ’Die Hard’, ’Roadhouse’, ’Magnum PI’ og ’Miami Vice’ ned i en blender, glemte at putte låg på og tændte for knappen. Til dens forsvar prøver den bestemt ikke at lægge skjul på, hvor den finder sine inspirationskilder, men det ændrer ikke på, at resultatet er et katapultkast fra Bond, som vi kender ham. 

Man så allerede snerten af den gravalvorlige, semisadistiske James Bond i Daltons første film, ’The Living Daylights’, men i ’License to Kill’ bliver der virkelig tændt op for blusset. Efter kollegaen Felix Leiters kone bliver myrdet, og Leiter selv bliver fodret til en haj, slår det klik for Bond, og han indleder straks et hævntogt. Han går endda så vidt, at han siger op fra MI6, hvorefter de af en eller anden årsag begynder at skyde efter ham (hvilket den gamle M, spillet af Bernard Lee, aldrig ville have gjort!). 

Det er langt fra første eller sidste gang, Bond vender MI6 ryggen, men som regel gør han det med mere stil og finesse end her. Det er, som om det er en scene fra en helt anden film, med en helt anden hovedrolle.

Skurken er Franz Sanchez, spillet af Robert Davi, der forsøger at blande kokain op med benzin for at smugle det sporløst ud af landet. Igen – langt fra et uhørt plot i slut-80’erne og ikke noget, Bond normalt ville tage sig af (der skal som minimum en international, og helst global, krise til). Håndlangeren er Dario, spillet af en ung Benicio del Toro, der allerede her, blot to år inde i sin filmkarriere, er godt i gang med at undersøge, hvor langt han kan presse sin karakters maniske side. Han er både irriterende, underholdende og uforglemmelig og passer, som noget af det eneste i denne film, perfekt ind i Bond-universet.

’License to Kill’ var en box office-fiasko, og det blev Timothy Daltons anden og sidste Bond-film. Ifølge Dalton selv havde en tredje Bond-film formentlig ændret publikums syn på ham i rollen, da både Sean Connery og Roger Moore skulle bruge tre film, før de rigtigt kom i gang.

Fun fact:
Scenen, hvor Felix Leiter bliver fodret til hajen, var oprindeligt med i bogen ’Live and Let Die’, men blev undladt fra Roger Moore-filmatiseringen, da man mente, at det var for voldsomt for publikum dengang. Gad vidst om ’Jaws’ ikke bidrog lidt til at ændre den holdning.

Pierce Brosnan og Michelle Yeoh i ‘Tomorrow Never Dies’ (1997) (Foto: PR)

Nr. 22: ‘Tomorrow Never Dies’ (1997), Pierce Brosnan

Mediemogulen Elliot Carver planlægger at styre hele verden – eller i hvert fald nyhedsflowet. Hans udspekulerede plan går ud på at starte en krig mellem England og Kina, så han kan sikre sig eksklusiv global mediedækning. 

Det er, ville de fleste nok mene, en lidt sær ide (især når man betragter den med 2021-brillerne på, hvor eksklusivitet i tiltagende grad er en illusion), som ikke bliver meget bedre af, at hvis han rent faktisk formåede at starte sin planlagte tredje verdenskrig, ville hans medieimperie nok være noget af det første, der gik op i en radioaktiv paddehattesky. 

’Tomorrow Never Dies’ er en af de Bond-film, der fortaber sig i klicheer og eksplosive set pieces. Den har så travlt med at være en 90’er-actionfilm, at den i mellemtiden glemmer at gøre alt det, der adskiller de bedste Bond-film fra dem, der går tabt i æteren. Jonathan Pryces Elliot Carver kæmper en brav kamp for en førsteplads i kategorien ’mest endimensionelle skurk’, og med sin tirade af floskler (»There’s no news like bad news«, »The distance between insanity and genius is only measured by success«) og tourettesagtige udbrud, fortjener han den. 

Teri Hatcher spiller Carvers kone og Bonds gamle flamme (og, åbenbart, helt store kærlighed?), der hurtigt bliver likvideret af den sadistiske Dr. Kaufman, da Carver finder ud af, at hun har allieret sig med MI6-agenten. Hendes forhold til Bond bliver introduceret og afviklet så hurtigt, at man får piskesmæld, og det er irriterende tydeligt, at manuskriptforfatter Bruce Feirstein sigtede efter nogle billige sympatipoint for Bond.

På gadget-siden har den forræderiske Bond nu byttet sin Aston Martin ud med en BMW, der kan fjernstyres af en hightech klap-ud-mobil. Man må dog erkende, at der kommer en ret effektiv actionsekvens ud af den her opfindelse, hvor Bond får revet nogle goons rundt i manegen – indtil han til sidst sender bilen ud over taget af en bygning i en manøvre, der er underligt indifferent over for de uskyldige fodgængere, der pludselig må søge dækning fra flyvende køretøjer.

Fun fact:
Michelle Yeohs kinesiske agent, Wai Lin, var lige ved at få sin egen spinoff-film i et forsøg på at lukrere på Yeohs internationale popularitet. Filmen blev dog aldrig til noget, men i 2003 forsøgte producerne sig endnu engang med en spinoff, denne gang med Halle Berrys Jinx. Heller ikke den blev til noget (gud ske tak og lov).  

Roger Moore i ‘Octopussy’ (1983) (Foto: PR)

Nr. 21: ’Octopussy’ (1983), Roger Moore

Bond, med hjælp fra sin højre hånd, tennisstjernen Vijay, er i hælene på et juvelsmuglende cirkus med forbindelser til en russisk general, der planlægger et atomangreb på N.A.T.O. 

Og hvis du synes, at det lyder mere som et Tintin-eventyr end en Bond-mission, er du ikke alene.

’Octopussy’ ligger solidt placeret i toppen af listen over de mest fjollede, idiosynkratiske Bond-film, og mængderne af bevismateriale imod den er næsten uudtømmeligt: Bond, der desarmerer en bombe iklædt klovnekostume, Bond, der svinger sig i lianer i junglen til lyden af en Tarzan-soundbite, Bond, der siger »sit« til en tiger (og har held med det), Bond i en miniubåd forklædt som en krokodille, den franske skuespiller Louis Jourdan i rollen som indiske Kamal Khan, håndlangeren, der bruger en rundsav som yoyo … og man kunne blive ved.

Roger Moore var 56 år gammel på dette tidspunkt, og selvom han var en nydelig mand, kan alderen både ses og mærkes (vi kan ikke alle være benådet med Scientologys hemmelige opskrift på evig ungdom). Planen var egentlig også, at han ville pensionere sin Bond efter ’For Your Eyes Only’, men så florerede der pludselig rygter om en konkurrerende Bond-film med Connery tilbage i sit gamle tux (den ironisk-titulerede ’Never Say Never Again’), og så kunne den ellers udpegede James Brolin godt pakke sammen og levere sit license to kill tilbage til Moore.

Maud Adams (der allerede havde haft en beskeden rolle i ’The Man with the Golden Gun’) gør det dog godt i rollen som Octopussy, der (anno 1983) er en af filmseriens mest interessante kvindelige hovedroller. Hun har afgørende betydning for filmens plot og er en værdig pendant til Bond og hans manipulationer. Det gør dog ikke helt op for lavkomiske pjat og pjank, filmen ellers drukner i.

Fun fact:
’Octopussy’ var den sidste Bond-film, der i rulleteksterne afslørede titlen på den næste film i serien.

Roger Moore i ‘A View to a Kill’ (1985) (Foto: PR)

Nr. 20: ‘A View to a Kill’ (1985), Roger Moore

Som en af de værste og mest mindeværdige Bond-film begår ’A View to a Kill’ nogle af de største brølere i hele franchisen. Ikke nok med at Roger Moore i det herrens år 1985 var blevet alt for gammel til rollen, hvorfor samtlige scener med Tanya Roberts, der kunne have været hans datter, var ein bisschen akavet, så blev den polerede Bond-skuespiller også teamet op med May Day aka hedonismedronningen Grace Jones, hvilket bestemt ikke var til førstnævntes store glæde: Hun skulle efter sigende have spillet så højt musik i sit omklædningsrum, at den aldrende Moore ikke kunne tage sin eftermiddagslur.

Derudover kan filmen også prale af at have seriens dummeste komplot: Max Zorin (Christopher Walken) er under den forestilling, at hele verdens mikrochipmarked udelukkende findes i Silicon Valley, hvorfor et nøje planlagt jordskælv i regionen ville kunne efterlade ham med et monopol på produktionen …

Det er også i denne film, at man kan opleve den mest forcerede dialogudveksling i hele Hollywoods historie, da May Day og Zorin står og betragter Golden Gate Bridge fra deres zeppelin, og May Day siger »What a view«, hvortil Zorin svarer noget så idiotisk som: »… to a kill!« Selv ikke Oscar-vinderen Christopher Walken kan levere så stupid en replik, uden at man får lyst til at stikke to fingre i ørerne og nynne Duran Durans catchy temasang, indtil scenen er overstået.

Med det sagt er der for mange uforglemmelige øjeblikke i filmen (om de så er ubevidst komiske eller bare særegne påfund): May Day, der basejumper fra Eiffeltårnet, det mærkværdige fuskeri ved hestevæddeløbet, Bonds udtale af sit alias St. John Smythe (SINjin Smythe) og hans spontane lyst til at bage en quiche de calabacín oven på en intens skudduel. For blot at nævne nogle få.

Fun fact:
Svenske Dolph Lundgren har en lille rolle som KGB-agenten Venz. Han skulle efter sigende have fået jobbet tilfældigt, da han en dag var på dukket op på settet for at besøge sin kæreste Grace Jones.

Sean Connery i ‘Diamonds Are Forever’ (1971) (Foto: PR)

Nr. 19: ’Diamonds Are Forever’ (1971), Sean Connery

Efter George Lazenby takkede pænt nej til flere Bond-film, lykkedes det med lidt sweet talk og en stor pose penge at lokke Sean Connery tilbage til rollen. Det er på en måde en skam, da ’Diamonds Are Forever’ er Connerys værste Bond-film (hvis man ikke tæller ’Never Say Never Again’ med) og en ærgerlig måde at slutte superspion-karrieren af på. 

Det skyldes blandt andet den atypiske Bond-destination Las Vegas, der føles lidt, som når et barn prøver at putte en firkantet træfigur ind i et rundt hul: Det passer bare ikke rigtigt, og de burde vide bedre. Men hovedsageligt det fuldkommen idiotiske Blofeld-plot, der involverer kloner, identitetstyveri, kidnapning og diamantsmugleri. 

Filmen bevæger sig utroligt langt væk fra noget, der er bare tilnærmelsesvis genkendeligt som en Fleming-historie (kun sidstnævnte er hentet fra bogen), og det skulle ikke undre mig, om han vred sig manisk i graven under gallapremieren.

De to kvindelige hovedroller er bestemt heller ikke noget at skrive hjem om. De er pjattede, irriterende hjælpeløse og deres kombinerede IQ ville formentlig ikke engang runde de 100 – hvilket virkelig kan mærkes oven på Diana Riggs fantastiske Tracy Draco fra ’On Her Majesty’s Secret Service’.

Og så skal vi selvfølgelig ikke glemme at nævne Mr. Wint og Mr. Kidd, de to mordlystne håndlangere, der dukker op i ny og næ for at sætte en kæp i Bonds hjul. De er spillet af henholdsvis Bruce Glover og Putter Smith, og særligt Glover (der er som et spejlbillede af sin søn, Crispin Glover fra ’Back to the Future’) er ferm til at stjæle enhver scene, han er med i. 

Det romantiske forhold mellem Wint og Kidd gør dog ikke LBGTQ-bevægelsen nogen tjeneste, og det bedste, man kan sige om det, er vel, at det kunne have været værre. 

Bedste citat:
Plenty O’Toole: »Hi, I’m Plenty«.

Bond: »But of course you are«.

Roger Moore i ‘Moonraker’ (1979) (Foto: PR)

Nr. 18: ’Moonraker’ (1979), Roger Moore

Rumkampe, rumskibe, rumstationer, rumrejser og lasere – nej, det er ikke ’Star Wars’, vi snakker om, men James Bonds dille-hoppende rumeventyr ’Moonraker’, der landede i alverdens biografer små to år efter premieren på ’A New Hope’. Hvis det i det mindste havde været en af de bedre Bond-film, ville det næsten være tilgiveligt, at den lænede sig så meget op ad ’Star Wars’-succesen – men ak. Den er og forbliver en af de mest tossede film i serien.

Da en aktiv rumfærge forsvinder sporløst, mistænker James Bond milliardæren Hugo Drax for at stå bag. Sammen med CIA-agenten Holly Goodhead begynder Bond at undersøge sagen nærmere, og deres mission fører dem fra London til USA, Venedig, Rio, Amazonas og, ikke mindst, rummet, for Drax har nemlig en plan, der er så vanvittig, at selv Palpatine ville bede ham om at slappe lidt af. Bond må stoppe ham, koste hvad det vil – ellers vil det betyde folkedrab på global plan og begyndelsen på en ny (og meget arisk) æra. 

Det er vel næppe nødvendigt at uddybe yderligere, hvor spøjs en film ’Moonraker’ er – og hvor langt væk den er fløjet fra den sfære af realisme, Bond som regel holder sig bare en smule i nærheden af.

Der er dog også en lille, skamfuld afkrog af mit sind, der finder en anelse (potentielt masochistisk) nydelse i at se denne overvældende kitschede film. Måske synes jeg, det er rart at se Jaws finde kærligheden? Eller måske er der noget respektabelt i at se instruktøren Peter R. Hunt fuldkommen omfavne plottets absurditet? Eller også elsker jeg simpelthen ’Star Wars’ så meget, at jeg bare tager, hvad jeg kan få …

Fun fact:
Handlingen afviger så meget fra Flemings bog af samme navn, at Eon Productions udgav en novelization af filmen, som de kaldte ’James Bond and Moonraker’.

Sean Connery i ‘You Only Live Twice’ (1967) (Foto: PR)

Nr. 17: ‘You Only Live Twice’ (1967), Sean Connery

007 vender snuden mod Japan i Sean Connerys næstsidste Bond-film, men det bliver en  turbulent og problematisk rejse.

Selvom ’You Only Live Twice’ indeholder nogle af franchisens absolut mest ikoniske øjeblikke (ikke mindst fordi de blev parodieret af ’Austin Powers’), såsom Blofelds hemmelige hovedkvarter i en udhulet vulkan (også parodieret af ’Simpsons’), ninjaer, der rapeller ned i løvens hule for at bekrige de onde henchmen, den IKEA-inspirerede byg-din-egen-krigshelikopter og sidst, men absolut ikke bedst, Sean Connery med en japansk makeover (noget, der selv i 1967 må have føltes lidt forkert), så er det ikke den letteste film at se. 

Plottet er egentlig ret klassisk Bond (selvom det kun er meget lidt, der er blevet ført over fra Flemings bog), med det skumle SPECTRE ude på at varme den kolde krig lidt op ved at spille USA og Sovjetunionen ud imod hinanden for egen vindings skyld. 

Men man skal ikke gå det for meget efter i sømmene, før det begynder at falde fra hinanden. Især Bonds integration i den japanske kultur føles, i bedste fald, som borderline racistisk, og det er svært at forstå, hvorfor der skal så meget forberedelse og planlægning (og protese) til for så lille en gevinst. 

De to Bond-girls, Aki og Kissy, har så utilgiveligt lidt at tage sig til i filmen, at det er et mirakel, man overhovedet huskede at kreditere dem i rulleteksterne.

Fun fact:
Manuskriptforfatteren er den kendte børnebogsforfatter Roald Dahl (’Charlie og chokoladefabrikken’), der var ven af Ian Fleming. Det var hans første filmmanuskript.

Sean Connery i ‘Thunderball’ (1965) (Foto: PR)

Nr. 16: ’Thunderball’ (1965), Sean Connery

’Thunderball’ er for mange Fleming-loyalister en kontroversiel affære. Historien blev oprindeligt skrevet i 1958 (et par år før Eon købte filmrettighederne til Bond) sammen med producer Kevin McClory som et manuskript, der aldrig blev filmatiseret. I 1961 valgte Fleming så at omskrive det og udgive det i bogformat i stedet – uden at kreditere McClory. 

Ikke så overraskende valgte McClory at sagsøge Fleming for plagiat og endte med at vinde film- og tv-rettighederne til ’Thunderball’ samt mange af karaktererne fra bogen, heriblandt James Bond (hvorfor han står krediteret som producer i filmens rulletekster). Sagen sluttede dog ikke her, men fortsatte i næsten 50 år – længe efter Ian Flemings død.

Og filmen bærer bestemt også præg af, at den har været igennem for mange hænder og inkarnationer. Den er rodet og episodisk og har alt for mange overflødige karakterer. Det mest mindeværdige ved skurken Largo er hans klap for øjet, og hans plan om at stjæle nogle atomvåben og afpresse hele verden er decideret skør, selv for en Bond-film. 

Og så er der undervandsscenerne … Her er instruktøren tydeligvis forblændet af muligheden for endelig at filme nogle (meget) lange, flotte kampscener under vand, men det er alt, alt for meget af det gode. Af indlysende årsager bevæger alting sig ganske langsomt under vand, og når det har stået på, gang på gang, i lange, uafbrudte sekvenser, så længes man til sidst efter lidt blå himmel, dialog og plotfremdrift.

Filmen er dog ikke helt uden kvaliteter. Luciana Paluzzi er fremragende som den skurkagtige Bond-girl, og særligt hendes jagt efter Bond (og vice versa) igennem Nassaus gader gør ’Thunderball’ til et kig værd. Og så er der en enkelt underholdende undervandsscene, hvor Bond kommer i karambolage med en haj: Der var åbenbart ikke lige nogen, der havde fortalt Sean Connery, at der blev brugt rigtige hajer, så hans paniske reaktion er vaskeægte frygt for livet.

Fun fact:
McClory var ikke ked af at malke sin ’Thunderball’-ko: I 1983 lavede han remaket ’Never Say Never Again’, igen med Connery (og Max von Sydow som Blofeld).

‘The Man with the Golden Gun’. (Foto: PR)

Nr. 15: ‘The Man with the Golden Gun’ (1974), Roger Moore

Nogle Bond-film må tildeles et par bonuspoint for deres evne til at opnå ikonisk status, selvom man nok ikke ligefrem ville kaste fine priser i nakken på dem, og ’The Man with the Golden Gun’ tager et elegant hovedspring direkte ned i denne kategori. 

Den er fjollet: et fantastisk bilstunt forpurres fuldkommen af en cirkus-inspireret slide whistle-lydeffekt, og hillbilly-sheriffen J.W. Pepper er som tyvstjålet fra en ’SNL’-sketch. Og den er misogyn: Roger Moore var forståeligt nok svært utilfreds med scenen, hvor han skulle slå Maud Adams’ karakter og har i et interview meget koncist udtalt, at »Sean (Connery, red.) er en dræber, jeg er en elsker«. 

Men den bidrager samtidig med en håndfuld mindeværdige elementer, der har været med til at skrive film- og spilhistorie. I 70’erne var der ikke så lidt snak om den globale energikrise, og det måtte Bond-filmene selvfølgelig udnytte. Så i ’Golden Gun’ er 007-agenten på sporet af en værdifuld teknologi, der kan udnytte solens energi (ikke helt så cutting-edge i 2021), alt imens han bliver jagtet af den verdensberømte hitman Scaramanga, spillet af Christopher Lee. 

Det er sjældent, vi oplever en film, hvor Bond er byttet, der kæmper med næb og klør for at komme sin jager til livs, så det er forfriskende at se ham duellere mod et forvrænget spejlbillede af sig selv i stedet for endnu en megalomanisk rigmand med planer om verdensherredømmet.

Scaramangas famøse guldbelagte pistol står nok side om side med DB5’en og Oddjobs bowlerhat som den mest ikoniske rekvisit fra franchisen (og mange 90’er-børns hoverende jublen, når de samlede den op i et af Nintendos til dato bedste spil, ’GoldenEye 007’). Og den enormt underholdende håndlanger Nick Nack har i eftertiden stået model til mange parodier. 

Men det er desværre langt fra nok til at opveje filmens fejlslagne forsøg på komik, pinlige appropriation af asiatisk kampsport (netop populariseret af Bruce Lee) og generelt rodede historie.

Fun fact:
Forholdet mellem Eon-producerne Harry Saltzman og Albert R. Broccoli var efterhånden på tynd is, og det har næppe hjulpet på situationen, da Saltzman gik bag om ryggen på både Broccoli og instruktøren Guy Hamilton for at bestille næsten 2.000 par elefantsko til en jagtsekvens, der allerede var blevet vetoet af de andre. 

‘For Your Eyes Only’. (Foto: PR)

Nr. 14: ‘For Your Eyes Only’ (1981), Roger Moore

På trods af at Carole Bouquet er en af mine personlige favoritter, hvad angår kvindelige hovedroller i Bond-film, er ’For Your Eyes Only’ for stor en rodebutik af plot og karakterer til at ligge højere på listen. Og det er faktisk en skam, for Bouquet brillerer virkelig som den smukke, seje, hævngerrige, armbrøstbærende kvinde, der vil gøre hvad som helst for at komme den onde Kristastos til livs. 

Moore leverer samtidig en Bond, der er den perfekte blanding af koldhjertet (han likviderer nådesløst en forsvarsløs skurk), galant (han afslår rent faktisk sex med en ung skøjteløber, tro det eller ej) og heroisk (han forsøger, forgæves vel at mærke, at skåne Kristastos til sidst).

Men lige så snart man vender sin opmærksomhed mod filmens handling, begynder man at blive rigtig træt. Alle vil åbenbart have fat i en eller anden MacGuffin (et kommunikationsredskab med det på ingen måde forcerede akronym A.T.A.C.), og det er bare om at holde tungen lige i munden, hvis man har nogen som helst intentioner om at holde styr på alle spillerne og deres relationer til hinanden.

Filmen får point for at bringe franchisen ned på jorden igen oven på scifi-odysseen ’Moonraker’, og man kan, om ikke andet, påstå, at ’For Your Eyes Only’ er en af de mere realistiske Bond-film. Men i virkeligheden er det nok mere held i uheld, da et af filmhistoriens største flops, Michael Ciminos ’Heaven’s Gate’, året forinden så godt som ruinerede United Artists, så der har formentlig ikke været meget andet end bundsjatter af pengepungen tilbage til Bond.

Fun fact:
Ifølge Bond-legenderne var det på settet af denne film, at producerne for første gang mødte og blåstemplede den fremtidige Bond-skuespiller Pierce Brosnan, da han dukkede op for at besøge sin kone Cassandra Harris, der spiller Lisl.

Daniel Craig i ‘Spectre’. (Foto: PR)

Nr. 13: ’Spectre’ (2015), Daniel Craig

Efter en 50 år lang juridisk kamp sikrede MGM sig omsider rettighederne til den magtfulde organisation SPECTRE og dens kattebedårende leder Ernst Stavro Blofeld. Og det skulle selvfølgelig straks udnyttes. To år efter forliget udkom den fjerde Daniel Craig-film med den forholdsvis fantasiløse titel ’Spectre’, der er en slags mild fortsættelse af de forrige tre film: 

Bagmændene, der har plaget Bond fra dag ét, gik fra Le Chiffre til Mr. White til Quantum til Silva og nu, tilsyneladende, Blofeld. Det er en lidt dovent brug af det fortællegreb, man på engelsk kalder up the ante, hvor der altid er en større fisk. Det giver seeren en rød tråd, der i teorien er værd at følge fra start til slut, men ikke strengt nødvendig for at kunne nyde hver enkelt film separat.

Det er dog mest skuffende, at Spectre bliver brugt på en så antiklimatisk manér. Bond-fans har ventet næsten 50 år på retssagens forløsning, og så bliver det bare skrevet ind som endnu et led i skurkeverdenens magtstige. Det er den nemme løsning, der hverken ville forvirre den nye seer for meget eller forulempe den gamle – men også en, der hurtigt ryger i glemmekassen. 

På en måde er det faktisk ret passende, da hverken Blofeld eller Spectre i sagens natur er specielt unikke påfund, og deres popularitet nok mest af alt et resultat af, at folk som regel vil have, hvad de ikke kan få. I den forstand var Spectres genopståen måske altid dømt til at skuffe.

’Spectre’ har dog nogle fantastiske actionsekvenser, formidabelt filmet af mesterfotograf Hoyte Van Hoytema, og den indledende scene, der foregår i ét langt take gennem Mexico Citys gader under Día de Muertos, er en ren fryd at overvære. Den franske skuespiller Léa Seydoux indtager rollen som den primære Bond-girl, og selvom hun gør, hvad hun kan for at klemme lidt substans ind i Madeleine Swann, er det simpelthen for svag en karakter. Fra start til slut følger hun bare med strømmen, og selvom hun decideret afskyr Bond, når de først møder hinanden, er han på uforklarlig vis pludselig blevet hendes store kærlighed til sidst. 

Til gengæld er Dave Bautistas Hinx helt perfekt som Blofelds håndlanger, og man føler næsten, at han er som hevet ud af en Bond-film fra Connery-æraen. Christoph Waltz er også udmærket som ærkeskurken, men han recycler i virkeligheden bare sin karakter fra ’Inglourious Basterds’.

Filmens b-plot, der omhandler statens overvågning og kontrol over individet, føles meget ’1984’. Der opstår et organisk clash mellem den digitale fremtid og den analog fortid (Bond), som i virkeligheden er meget mere spændende at følge end Bonds afsløring af det seneste trin på magtstien. Det ville ikke overraske mig, hvis det oprindelige manuskripts fulde fokus lå her, indtil MGM vandt Spectre tilbage og forcerede det ind, hvor det lige kunne passe.

Fun fact:
Nicolas Winding Refn blev efter sigende tilbudt muligheden for at instruere ‘Spectre’, men afslog. 

‘The World is Not Enough’. (Foto: PR)

Nr. 12: ‘The World is Not Enough’ (1999), Pierce Brosnan

‘The World is Not Enough’ har nogle enormt stærke kort på hånden. Ikke nok med, at Sophie Marceau spiller den enigmatiske Elektra King, en rolle, hun udfører med ekstrem dramatisk fleksibilitet og vidde, så får vi også Robert Carlyle som Renard, galningen med en kugle i kraniet og en plan om at sprænge en olierørledning i luften. 

Den lidt dramatiske titel (der er en reference til Bond-familiens motto, som bliver nævnt i ’On Her Majesty’s Secret Service’) til trods er ’The World is Not Enough’ en langt mere ædruelig affære end den forrige film. Der er ganske vist en ret overdådig (og herligt underholdende) jagtsekvens på Themsen i starten af filmen, der ender med en eksploderende luftballon, men man skal jo også have lidt for pengene. 

Og dykker man lidt ned i Marceau og Carlyles karakterer og forhold, finder man en tragisk og dybt forstyrrende forhistorie, der forklarer deres handlinger markant bedre end det vante ’penge og/eller magt’-skisma.

Men filmen ligger jo stadig blot i midten af feltet, og det er der nogle gode grunde til: Skurkenes store komplot er desværre bare en genudnyttelse af ’Goldfinger’ (med olie i stedet for guld), Denise Richards er skrækkelig som Dr. Christmas Jones (for hvilken hun vandt en velfortjent Razzie), John Cleese bliver introduceret som Q’s småforvirrede protege/erstatning og hører ingen steder hjemme her, eftersom han tilsyneladende tror, han er midt i en Monty Python-sketch, og lægen, der tilser Bond (og som han naturligvis har sex med) er den heldige indehaver af det enten mest eller mindst sexede navn i franchisens historie: Dr. Molly Warmflash.

Filmen inkluderer desuden den mest påduttede skiscene i mands minde, der udelukkende er skrevet ind for at sætte kryds ved en højtelsket Bond-kliché. Jeg elsker at se Bond fræse ned ad et snerigt landskab med en flok ansigtsløse goons i hælene lige så meget som enhver anden, men er det for meget at forlange, at scenen også tjener et reelt formål?

Fun fact:
I Brosnans første Bond-film, ’GoldenEye’, ser vi ham nonchalant justere sit slips, mens han manøvrerer en tank igennem Sankt Petersborgs gader. I ’The World is Not Enough’ gør han det igen, denne gang under en dykketur i Themsen.

Daniel Craig og Olga Kurylenko i ‘Quantum of Solace’. (Foto: PR)

Nr. 11: ’Quantum of Solace’ (2008), Daniel Craig

‘Quantum of Solace’ ville isoleret set ligge tæt på bunden af denne liste – den har for lidt (og for kedeligt) et plot, en skurk, man nærmest har glemt, før rulleteksterne overhovedet går i gang, og for meget meningsløs action. Sidstnævnte lyder måske som et paradoks, når man snakker om en Bond-film, men når spilletiden er sølle 105 minutter og plottet blot en udvandet ’Chinatown’, føles det bare som tomme kalorier, der skal distrahere seeren fra den manglende historie. 

Skylden ligger primært hos den forfatterstrejke, der stod på i Hollywood i denne periode, hvorfor Craig selv måtte spidse blyanten og kaste sig over det halvfærdige manus. Men betragter man ’Quantum’ som en tredje akt til ’Casino Royale’s første to akter, er det en langt bedre film, end hvis man vurderer den selvstændigt. Historien starter, få timer efter den forrige film slap, med en traumatiseret Bond på jagt efter den hemmelighedsfulde organisation Quantum, der var skyld i hans store kærligheds død. 

I en time og tre kvarter følger vi 007s vendetta på kryds og tværs af landegrænser, og undervejs får vi præsenteret ikke bare nogle fantastiske locations (operahuset i Østrig, en tagstafet i Siena, en biljagt rundt om Gardasøen), men også et eftertænksomt udtryk, der løfter hele oplevelsen til et næsten poetisk niveau: Filmen bevæger sig igennem fire forskellige elementer, vand, luft, jord og ild, og den dertilhørende farvepalet. Det lyder måske som et lidt billigt trick, men æstetikken er effektfuld og formår til dels at opveje den halvbagte historie. 

Det er på mange måder en fryd for øjet at overvære ’Quantum of Solace’, og hvis man gør sig selv den tjeneste at se den i direkte forlængelse af forgængeren, så sidder man faktisk med et action-packed, smukt filmet klimaks på en fremragende film om et intenst spil poker. 

Fun fact:
Producerne bad Paul McCartney om – igen – at skrive filmens temasang, men han takkede nej, blandt andet på grund af manglende inspiration: »I have been trying to think of something that rhymes with solace and all I can come up with is Wallace«.

‘The Living Daylights’. (Foto: PR)

Nr. 10: ’The Living Daylights’ (1987), Timothy Dalton

Tre år efter Roger Moores sidste Bond-mission dukkede der endnu en gang en ny 007 op på scenen, nu i form af den walisiske Shakespeare-skuespiller Timothy Dalton. Han var efter sigende blevet tilbudt rollen et par gange før, men havde dengang følt sig for ung til at spille James Bond – eller for travlt optaget med andre projekter.

’The Living Daylights’ går i høj grad kontra på Moore-æraens Bond-film, særligt ’A View to a Kill’, ved at styre uden om den kitschede, campy MI6-agent med de lidt for gakkede eventyr og henimod en mørkere, dybere og mere jordnær karakter, der ikke altid gør nøjagtigt, som han får besked på. Hele plottet udspiller sig faktisk kun, fordi han nægter at dræbe cellisten Kara Milovy, som MI6 fejlagtigt mener er en hemmelig russisk spion. 

Lucky us, kan man så sige, for historien, der følger, er faktisk ret spændende og en af de mere originale i franchisen – om end man skal følge godt med for ikke at tabe tråden: Bond får til opgave at beskytte en sovjetisk general, der vil desertere, men opdager hurtigt, at generalen har sin helt egen, udspekulerede agenda, der omhandler underslæb, en amerikansk våbenhandler, opium, afghanske Mujahideen-soldater og en Stradivarius-cello. 

Det er faktisk ikke lige så fjollet, som det lyder, og Timothy Dalton bringer en intens og dyster charme til rollen, som slår fast med syvtommersøm, at det her er en hårdkogt Bond, lysår væk fra Moores polerede gentleman. Maryam d’Abo er enormt sympatisk og næsten bedårende naiv som filmens Bond-girl, men er man kommet for at finde en stærk og selvstændig kvindelig hovedrolle, skal man nok lede videre. (Dog er det måske værd at bide mærke i, at Bond er monogam, for en gangs skyld, sandsynligvis på grund af aids-krisen, der var det helt store samtaleemne i denne periode).

Fun fact:
Den amerikanske våbenhandler bliver spillet af Joe Don Baker, der også dukker op på rollelisten i et par Brosnan-film som Jack Wade.

‘GoldenEye’. (Foto: PR)

Nr. 9: ’GoldenEye’ (1995), Pierce Brosnan

Et årti inden GoldenEye ramte biograferne, var Pierce Brosnan faktisk blevet tilbudt den ikoniske 007-rolle. Ideen var, at han skulle erstatte Roger Moores næsten 60-årige gamle Bond, og det var praktisk talt skrevet i stjernerne, at det skulle ske: Brosnan var dengang gift med James Bond-alumne Cassandra Harris, der havde introduceret ham til Eon-produceren Albert Broccoli, og Remington Steele-serien, hvori han spillede den titulære hovedrolle, var netop (angiveligt) blev skrottet af netværket. 

Alle brikkerne var linet perfekt op – indtil Remington Steele i 11. time blev fornyet, og en sørgmodig Brosnan måtte afslå, hvad der senere skulle vise sig at være en twice in a lifetime-mulighed.

Måske var det held i uheld, eftersom Timothy Daltons kortlevede tid som Bond næsten var dødsstødet for franchisen (hans anden og sidste er den værst indtjenende film i serien). Men i 1995 trak Brosnan altså omsider i tuxedoen, mens Martin Campbell satte sig til rette i instruktørstolen. Resultatet blev en hæsblæsende og yderst underholdende fortælling om Sovjetunionens kollaps, med ingen ringere end Sean ’dør-altid-til-sidst’ Bean i rollen som Bonds nemesis og tidligere kollega, Alec Trevelyan. 

Famke Janssen (med det poetiske navn Xenia Onatopp) balancerer på en knivspids mellem sociopatisk femme fatale og næsten burleskkomisk sidekick, og hendes mindeværdige endeligt er højt placeret på listen over ironiske dødsscener. Izabella Scorupco, i rollen som den russiske programmør Natalya, tager et respektabelt skridt henimod en Bond-girl, der er mere end bare påhæng. Hun er aktiv og ofte nyttig, hvilket er forfriskende sammenlignet med den skare af arm-candy, Bond historisk set har haft et godt øje til.

’GoldenEye’ har scene efter scene, der er en fryd for øjet. Om det er en sibirisk rumfacilitet, der sprænger i luften i et goldt snelandskab, Bond, der bungyjumper fra toppen af en dæmning eller basejumper fra en sovjetisk våbenbase, en tank-jagt gennem gaderne i Sankt Petersborg eller en sø i den cubanske jungle, der viser sig at være en gigantisk satellit, så er det svært ikke at føle, at franchisen tog et stort spring op i produktionsværdi med Brosnans entre på scenen. 

Det medførte dog også en ekstra indsats fra seerens suspension of disbelief (i dur med Roger Moore-æraen), en indsats, der kræver herkulisk viljestyrke, når man når til den sidste i rækken, ’Die Another Day’. Men den tid, den sorg – ’GoldenEye’ ramte heldigvis plet: tilpas kitschet, tilpas overdådigt og tilpas vanvittigt.

Fun fact: 
’GoldenEye’ er den første Bond-film, der på ingen måde er baseret på en Ian Fleming-historie (dog er titlen stjålet fra navnet på Flemings hus på Jamaica, som i dag er et luksusresort).

‘The Spy Who Loved Me’. (Foto: PR)

Nr. 8: ‘The Spy Who Loved Me’ (1977), Roger Moore

’The Spy Who Loved Me’ degraderes til en andenplads i Moore-æraen udelukkende på grund af dens lidt træge og uopfindsomme plot, centreret omkring endnu en rigmand med storhedsvanvid, hvis plan denne gang er at ødelægge verden og starte en ny civilisation under vandet (så ’Moonraker’, bare ned i stedet for op). 

Kan man se mellem fingre med det, er det en på alle mulige måder fantastisk Bond-film, begyndende med seriens mest uforglemmelig cold open, der lægger ud med 007 i en skijagt og slutter af med et Union Jack-faldskærmsudspring fra en klippetop. Så er vi i gang!

Som bekendt tager det desværre ikke mange sekunder at opremse listen over Bond-girls, der føles som mere end en eftertanke i manuskriptet, men Barbara Bachs KGB-agent Triple X er et overraskende friskt pust i Bond-universet – en modvillig allieret, der for én gangs skyld ikke bare kaster sig hovedkulds i armene på den kvindebedårende MI6-agent. Deres frenemy-forhold har naturligvis en forudsigelig konklusion, men om ikke andet er det rart at se Bond kæmpe lidt for det.

På det andet hold har vi Richard Kiel i rollen som den ikoniske henchman Jaws, der formår at kringle en skurk, der på en og samme gang er uhyggelig, komisk og en anelse tragisk, og det er intet under, at han var så populær blandt publikum, at han blev bragt tilbage to år senere i ’Moonraker’. (Desværre er Curd Jürgens Karl Stromberg lige så let at glemme, som Jaws er at huske).

Det er selvfølgelig ikke udvalget af gadgets, der skal afgøre, hvor god eller dårlig en Bond-film er, men man kan næsten ikke lade være med at gnide sig lidt i hænderne over det, vi får serveret i ’The Spy Who Loved Me’: Et digitalur med printerfunktion – hvor er du, Tim Cook? Cigaretter med sovegas? Et karton, tak! En Lotus Esprit, der kan forvandle sig til en ubåd? Giver tanken om bilferie helt nyt liv.

Bedste citat:
James Bond: »Q, have I ever let you down?«.

Q: »Frequently«.

‘Live and Let Live’. (Foto: PR)

Nr. 7: ‘Live and Let Die’ (1973), Roger Moore

Efter et enkelt, dyrtkøbt comeback i ’Diamonds are Forever’ lagde Sean Connery omsider PPK’en på hylden (indtil 1983, men det er en anden og sørgeligere historie), og den helt store jagt på en værdig afløser blev iværksat. Der var i en kort stund tale om nogle amerikanske skuespillere (ellers tak), men i sidste ende blev det selvfølgelig ingen ringere end Roger Moore, der løb med rollen.

I ’Live and Let Die’ leverer Moore en blødere og mere poleret Bond end både Connery og Lazenby, hvilket utvivlsomt må have krævet lidt tilvænning fra publikum, men hans ironiske charme og laissez faire-attitude rammer alligevel lige i tidsåndens nåleøje. ’Superman’, ’Star Wars’, ’Jaws’, ’Planet of the Apes’ – 70’erne var startskuddet på en bølge af campy genrefilm, og både Roger Moore og hans Bond-debutfilm passede ind som fod i hose.

Filmen er i virkeligheden et blaxploitation-værk forklædt som en Bond-film (eller er det den anden vej rundt?), og man er ikke i tvivl om, at der er et par bigwigs bag kulisserne, der har set ’Shaft’ – eller i al fald dens indtjening. Bond rejser fra Harlem til New Orleans til den fiktive caribiske ø San Monique, hvor han må bekæmpe den gådefulde diktator Dr. Kananga og den frygtindgydende voodoopræst Baron Samedi. 

Filmen er flittig til at inddrage afroamerikansk kultur, men det er til tider stadig skræmmende tydeligt, at den er skrevet og instrueret af et par hvide, midaldrende mænd. Særligt ærgerligt er det, at Diana Ross ikke fik lov til at spille Solitaire, en rolle der i stedet gik til Jane Seymour, da United Artists var bange for, at filmen ville blive censureret i visse stater …

’Live and Let Die’ er dog stadig en af de mest underholdende og indtagende film i Bond-serien: Yaphet Kotto som Kananga er uovertruffen, og Paul og Linda McCartneys rockede temasang har i mine ører endnu ikke hørt lige.

Bedste citat:
Bond: »My name is …«

Mr. Big: »Names are for tombstones, baby!«.

‘From Russia With Love’. (Foto: PR)

Nr. 6: ‘From Russia With Love’ (1963), Sean Connery

Indtil Daniel Craig trådte ind på scenen, var Bond-serien primært episodisk, med få eller ingen referencer til de forrige film. ’From Russia With Love’, der udkom lige i hælene på sin forgænger, ’Dr. No’, er en af de eneste film i rækken, der samler plottråden op, hvor den forrige slap.

Den superhemmelige, superonde, supermagtliderlige organisation SPECTRE er ude på at hævne mordet på deres Jamaica-bosatte agent Dr. No. Ingen ringere end skakstormesteren Kronsteen bliver hvervet til at planlægge det ultimative komplot (som viser sig at være en fælde i en fælde i en fælde i en … ja, spy-stuff), og den überariske mastodont Donald ’Red’ Grant bliver udvalgt som det perfekte våben til at eksekvere planen.

Kan Bond modstå dobbeltspionen (tredobbelt?) Tatiana, der har fået den hr-shitstorm-fremkaldende opgave at forføre ham? Kan han overleve mødet med den britiske landsforræder Red Grant? Eller den lille, men yderst dødbringende Rosa Klepp? Det overraskende svar er faktisk: nej. I hvert fald ikke i bogen, da Fleming nu var blevet godt træt af Bond (og af at hans forfatterskab blev hånet af hans kone og hendes venner) og egentlig valgte at gøre det af med ham på sidste side. 

Heldigvis for Bond-fans verden over kom han på bedre tanker (om det var pengene eller en sølvtunget forlægger, der hviskede ham i øret, skal jeg ikke kunne sige), og Bond genopstår mirakuløst i næste bog – hvilket, forvirrende nok, var Dr. ’No’.

’From Russia With Love’ blev valgt som den anden film i Bond-serien, primært, går rygtet, fordi det var en af John F. Kennedys yndlingsbøger. Endnu en gang må MI6-agenten pakke kufferten og flyve den halve klode rundt »for queen and country«. Og endnu en gang gør han det med glæde. I Tyrkiet møder han Kerim Bey (spillet af Pedro Armendáriz, der var dødeligt syg under optagelserne), der får – hvad der efterhånden begyndte at blive en Bond-tradition – den utaknemlige rolle som følgesvend og højre hånd.

I sin færden gennem det tyrkiske landskab stifter Bond også et intimt bekendtskab med to romaer, der ville have sikret ham et stk. øjeblikkelig aflysning i 2021. Det er bestemt ikke alle scener i de mere end et halvt århundrede gamle Bond-film, der er lige nemme at sluge.

Med det sagt er ’From Russia With Love’ en vaskeægte klassiker. Den brutale nærkampsscene i togets sovekupé, Bonds attachemappe fyldt med gevær, guld, knive, tåregas og ammunition, nvasionen af romalejren, scenerne filmet i Istanbuls karakteristiske gader, Rosa Klepps støvlekniv … Der er ikke så lidt at bide mærke i denne til dato sjettebedste Bond-film. 

Fun fact:
Skurkene i ’From Russia With Love’ bliver på intet tidspunkt defineret som sovjetiske, som var tilfældet i bogen (hvor det er sovjetiske SMERSH i stedet for globale SPECTRE, der vil have kløerne i Bond), da det politiske klima i starten af 60’erne formentlig ikke var rustet til den slags stikpiller.

‘On Her Majesty’s Secret Service’. (Foto: PR)

Nr. 5: ‘On Her Majesty’s Secret Service’ (1969), George Lazenby

Efter ’You Only Live Twice’ havde Sean Connery fået nok af Bond-rollen, og producerne måtte nu iværksætte en global casting-session for at finde en kandidat, der var værdig til at overtage 007-titlen. Langt om længe (og efter et ’Catch Me If You Can’-lignende bluff, vidunderligt gengivet i dokumentaren ’Becoming Bond’) løb den australske model George Lazenby med rollen, og selv om det lå i kortene, at dette skulle være hans første og sidste Bond-eventyr, fik vi ikke desto mindre en fremragende film ud af det. 

(I samtiden blev den anset som et finansielt flop, men i realiteten klarede den sig vældig fint, og kun sammenlignet med de tre forrige Connery-film kan man kalde den en box office-skuffelse.)

Bond er på jagt efter ærkenemesisen Blofeld, der har forskanset sig i de schweiziske alper, hvor han (officielt) forsøger at kurere nogle unge kvinders allergi og (uofficielt) planlægger verdensherredømmet. Bond besøger klinikken forklædt som genealogi-eksperten Hilary Bray, der har fået til opgave at bevise, at Blofeld i virkeligheden stammer fra den royale Bleuchamp-familie. Men der går selvfølgelig ikke længe, før helvede bryder løs. 

Filmen har nogle herligt underholdende actionsekvenser (inklusive den obligatoriske skijagt), et plot, der er lige tilpas indviklet, og et komplot, der er lige tilpas skørt. Vi ser også for første gang en Bond, der bukker under for kærligheden – og vi ser ham betale prisen for den kærlighed. 

’On Her Majesty’s Secret Service’ bar indtil for nylig rundt på et ufortjent omdømme som en middelmådig Bond-film, blandt andet fordi folk fejlagtigt troede, at den var et flop, men også, fordi den var Lazenbys eneste. Den var, kort sagt, hurtigt glemt. Men ser man bort fra alt det, er det faktisk en forrygende film, fyldt med både solid action og emotionel dybde (i 2013 erklærede Steven Soderbergh, at den var »smuk på en måde ulig alle andre Bond-film«). 

Havde Lazenby takket ja til de yderligere seks film, han var blevet tilbudt, havde det 20. århundrede utvivlsomt taget bedre imod ’On Her Majesty’s Secret Service’.

Bedste citat:
Draco: »She likes you. I can see it«.

Bond: »You must give me the name of your oculist«.

Sean Connery i ‘Dr. No’ (1962) (Foto: PR)

Nr. 4: ‘Dr. No’ (1962), Sean Connery

Der er mange ting værd at fejre, når det kommer til ’Dr. No’, men dens hædersplads i top fem skyldes frem for alt, at James Bond-filmuniverset – James Bond-arven – har sit udspring lige her. Havde denne film ikke fungeret, ville de fleste folk i dag formentlig ikke være klar over, at man kan få sin Martini både shaken og stirred.

Det var vovet, da producerne Broccoli og Saltzman valgte den relativt ukendte bodybuilder Sean Connery til hovedrollen (Ian Fleming lobbyede stærkt for David Niven, og da han skrev bøgerne, forestillede han sig musikeren Hoagy Carmichael – to markant anderledes valg sammenlignet med Connery). Men trods sin arbejderklasseopvækst og skotske accent (som han aldrig kom helt til livs) bærer han sig selv, præcis som man forestiller sig, en britisk, aristokratisk hemmelig agent ville. 

Connery er rå, men sofistikeret, charmerende, men frygtindgydende, og i det øjeblik, han ytrer de eviggyldige ord «Bond. James Bond«, og den i dag ikoniske kendingsmelodi følger trop, er man solgt: 007 er i den grad trådt ind på scenen.

Det er også værd at bide mærke i scenografien. Ken Adam stod for kulisserne i ’Dr. No’ (og de fleste Bond-film til og med ’Moonraker’), og hvad den mand har formået med et sølle budget på, efter sigende, 14.500 pund, er noget nær mirakuløst. For at spare på midlerne ville Adam droppe det store akvarium hos Dr. No og i stedet projektere filmklip af fisk op på et lærred bag skurken. Uheldigvis rakte pengene ikke til klip af de eksotiske fisk, så de måtte nøjes med visuelt forstørrede guldfisk.

Fun fact:
Honey Rider og Sylvia Trench blev dubbet af ’revoice artist’ Nikki van der Zyl, da deres accenter gjorde dem henholdsvis for uforståelig og for poleret. Op gennem 60’erne og 70’erne lagde Van der Zyl stemme til mange andre Bond-kvinder, men er aldrig blevet krediteret for sine bidrag.

Skyfall (Foto: PR)

3. ’Skyfall’ (2012), Daniel Craig

Med en metascore på 81 procent er ’Skyfall’ for mange den ultimative James Bond-film. Og det er bestemt ikke uden grund. Adeles titelsang er et universelt hyldet hit, Roger Deakins billeder er fortræffelige, Ralph Fiennes indtager scenen, Javier Bardem brillerer, igen, som semipsykotisk massemorder, og Daniel Craig får endelig en gadget, om end det ikke er den eksploderende fyldepen, han ønskede sig. 

Og … hvem frydes ikke over ideen om, at ’Skyfall’ i virkeligheden er en ’Alene Hjemme’-sequel, hvor Kevin McCallister er blevet voksen og nu drager tilbage til sit sommerhus i det skotske højland for at forsvare sine venner mod en ny omgang indbrudstyve?

Det er måske bare mig.

’Skyfall’ viser også en ny, sårbar side af Bond. I ’Casino Royale’ finder vi ud af, at han kan bløde, men her finder vi ud af, at han kan tvivle. Da M tager den moralsk forkastelige beslutning om at lade en agent bløde ud, så Bond i stedet kan sætte i løb efter skurken, og kort efter tager den moralsk ambivalente beslutning om at risikere Bonds liv for måske at komme selvsamme skurk til livs, bliver den ellers så resolutte MI6-agent pludselig desillusioneret. 

Han vender ryggen til spionlivet og afkræfter ikke sine kollegaers forestilling om, at han er død. Det er fascinerende at se en Bond, der for en gangs skyld ikke bryder reglerne ved at fortsætte en ifølge ledelsen fuldendt mission, men i stedet deserterer midt i et banebrydende fuckup. Det er farligt at give Bond følelser (han var bevidst skrevet som et simpelt »blunt instrument« af Fleming), men når det gøres med omtanke, er det kræs for seerne.

Hvis man skulle udpege en enkelt svaghed ved ’Skyfall’ (udover skurkens lettere absurde 50-punkts-plan, der kunne have sprunget let og elegant over trin 2-49), er det, at filmen føles tonemæssigt skæv i forhold til dens forgængere og efterfølgere. Bond er netop færdig med at hævne en vis femme fatales død, og nu er han (ifølge både Q og skurken Silva) pludselig blevet et antikvariat, der kæmper for at bevise sit – og MI6’s – værd. 

Det er et underligt opgør mellem nyt og gammelt, og det virker malplaceret i dette midterkapitel af Craigs Bond-oeuvre.

Fun fact:
Product placement har altid haft en markant tilstedeværelse i Bond-franchisen (Aston Martin, Bollinger, Rolex, Smirnoff …), men ’Skyfall’ satte formentlig en ny rekord, da Heineken alene dækkede en tredjedel af hele filmens budget.

Sean Connery i ‘Goldfinger’ (1964) (Foto: PR)

Nr. 2: ’Goldfinger’ (1964), Sean Connery

Nogle af de mest ikoniske Bond-elementer har deres første (og i visse tilfælde eneste) optræden i ’Goldfinger’, hvilket gør den til en af de mest mindeværdige i serien. 

Hvem kan for eksempel ikke nynne med, når Shirley Bassey begynder at synge om manden med »the Midas touch«? Og hvem har ikke indprentet på nethinden et billede af stakkels Jill Masterson, kvalt ihjel og dyppet i guld? Eller den frygtindgydende henchman Oddjob, der med sin guillotineagtige hovedbeklædning kan sætte Goldfingers modstandere ud af spillet med et solidt diskoskast? 

’Goldfinger’ forevigede også Aston Martin som den klassiske Bond-bil, den gav os den tredje-oftest citerede Bond-replik (se nedenfor), det absolut mest mindeværdige Bond-girl-navn (Pussy Galore sætter sig fast i hovedet som en dårlig Baha Men-sang) og den næstmest neglebidende torturscene, der indebærer Bonds kronjuveler (se ’Casino Royale’ for #1).

Udover et væld af historiske scener har ’Goldfinger’ et af de bedste komplotter. I Ian Flemings bog fra 1959 har den titulære Goldfinger en plan, der kunne være taget direkte fra en Olsen Banden-film: Han vil stjæle al guldet fra Fort Knox. I virkeligheden er det nemmere sagt end gjort, for en guldbar er ikke lavet af helium og vejer altså et par kilo eller ti. Selv »Never-Skip-Leg-Day« Oddjob og samtlige af hans goons ville bruge flere dage på at tømme lageret, og mon ikke en politimand eller tilfældig forbipasserende ville falde over tyveriet i mellemtiden? 

Filmen retter op på denne lille forseelse ved at ændre Goldfingers plan en smule: Nu vil han blot sprænge en lille atombombe inde i Fort Knox, gøre hele USA’s guldarsenal radioaktivt og dermed øge værdien af sit eget gyldne forråd markant. Mesterlig plan!

Bedste citat:
Bond: »Do you exshpect me to tjalk?«

Goldfinger: »No, Mr. Bond, I expect you to die!«

Daniel Craig i ‘Casino Royale’. (Foto: PR)

Nr. 1: ’Casino Royale’ (2006), Daniel Craig

’Casino Royale’ er en mystisk skabning. Den er på en og samme tid en af de mest loyale og en af de mest afvigende Bond-film, men utroligt nok var det lige præcis det, der skulle til, for at levere dette underværk af en filmperle. En intens jagt tværs gennem en byggeplads, et komplot om at sprænge et fly i luften, en gæsteoptræden fra den klassiske Aston Martin DB5, et pokerspil med livet som indsats, Mads Mikkelsen der græder blod, en torturscene, hvor man ikke ved, om man skal græde eller grine, Bond i en speedo og Eva Green, der forgæves forsøger at holde øjnene væk fra hans »perfectly formed arse« … 

Der er simpelthen ikke en finger at sætte på ’Casino Royale’: Bond-filmen fra allerøverste hylde.

Da Barbara Broccoli og EON Productions omsider, efter godt og vel et halvt århundrede, fik rettighederne tilbage til Ian Flemings første Bond-bog, ’Casino Royale’, tog de en brav beslutning: Det var på tide at reboote Bond. Og efter en omgang tragikomisk islandsk gletcher-surfing i ’Die Another Day’, var det intet under, at Bond-franchisen havde brug for lidt af et kursskifte.

’The Bourne Identity’ udkom samme år som Brosnans sidste Bond-eksponering, og der kan ikke være nogen tvivl om, at det dynamiske kamera, den hurtige klipning, og den rå, nærkampselskende helt blev en stor inspiration for den næste inkarnation af James Bond. Det skulle dog stadig tage EON fire år at producere ’Casino Royale’, ikke mindst grundet problematikken i at caste den helt perfekte hovedrolle. Ifølge rygter var både Orlando Bloom og Henry Cavill tæt på at score rollen, men i sidste ende gik den selvfølgelig til Daniel Craig. 

For blond, for lav, for store ører – kritikken væltede ind over Craig, fra både fans og presse, men han holdt hovedet højt og insisterede på at folk måtte vente og se. Hvis filmen viste sig at være elendig, så kunne de dømme ham alt det, de ville.

Heldigvis havde instruktøren Martin Campbell fuldkommen styr på situationen. Sammen med manuskriptforfatterne Neal Purvis, Robert Wade og Paul Haggis fik han til opgave at oversætte en bog fra 1953 til en film fra 2006. Ikke nok med at de skulle lave en højspændings spion-action-thriller ud af en historie, der i virkeligheden er et 200-siders langt Baccarat-spil (i filmen Texas Hold ’Em), så skulle de også på magisk vis kreere en Bond, der både kunne genopstå i nyt format og føles genkendelig fra tidligere inkarnationer. Få ville misunde dem opgaven.

Slutproduktet er Bond-filmen over alle Bond-film. Som så mange af sine forløbere reflekterer den tendenser og tematikker fra sin tid (parkour, poker, terrorisme), og som så mange af sine prequels kan man finde Aston Martins, rystede martinier, stilede jakkesæt, hurtige pistoler, en skurk med en fysisk deformitet og en ond plan om at overtage verden. Men som få af sine prequels kan man finde en Bond med dybde, en Bond, der bløder, og en Bond, der fucker op (den spektakulære bommert, hvor han kører galt, og DB9’en laver syv saltoer, kom endda i Guinness Rekordbog).

’Casino Royale’ er så stilrent udført, at jeg er faretruende tæt på at kalde den et moderne mesterværk. Daniel Craig fik i den grad det sidste grin, da filmen endelig udkom til roser og klapsalver. Måske var en blond Bond ikke så slem endda.

Bedste citat:
Bond: »Vodka Martini«.

Bartender: »Shaken or stirred?«

Bond: »Do I look like I give a damn?«

‘No Time to Die’ har dansk biopremiere 30. september.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af