ANBEFALING. Det er ikke meget, hun har til fælles med sin danske navnesøster.
Således er der ingen risiko for, at hun lige foreløbig kommer til at åbne Orange-scene, ligesom TikTok-viralitet også mildest talt hører til usandsynlighederne.
Anika, den Berlin-baserede sanger, sangskriver, producer, digter og forhenværende politisk journalist og korrespondent for ESNA News (!), har den mystiske og fascinerende form for tilstedeværelse i musiklandskabet, der har tilladt hende i 15 år at spille koncerter over hele verden, samarbejde med prominente navne fra triphop-pioneren Tricky til kultfilm-instruktøren Jim Jarmusch og samtidig forblive en hemmelighed.
I de 15 år har hun stået bag en række af de udgivelser, jeg sætter allerhøjest.
Fra darkroom til krematorium
Det gælder det selvbetitlede debutalbum fra 2010 – uden tvivl en af årtiets mærkeligste plader – hvor hun sammen med Portisheads Geoff Barrow tvang et repertoire primært bestående af 60’er-popsange ind i et iskoldt, ekstremt lo-fi og ret uhyggeligt postpunkunivers, der lød som om, det var indspillet ikke på magnetbånd, men på latexunderlaget fra et darkroom.
Og det gælder den pludselige omvej gennem Mexico, hvor hun stiftede det psykedeliske, krautrockede og i høj grad improvisationsbaserede projekt Exploded View.
Der er også sologenkomsten med 2021’s ’Change’, hvor Anika på dragende vis stod som en urokkelig, teutonisk marmorstatue i centrummet af en række ellers næsten dansable popsange. Og ambientværket ’Eat Liquid’, der føles som langsomt at flyde ud i intetheden (mere Alfonso Cuaróns ’Gravity’ end meditationsretræte).
En af de største koncertoplevelser, jeg har haft, var, da hun i et nedlagt krematorium i Berlin fortolkede Velvet Underground-sangerinden Nicos 1971 solomesterværk ’Desertshore’ med strygerensemblet Kaleidoskop.
Og hvis jeg er til en fest, og nogen efterlader mig med adgang til AUX-stikket i så meget som et sekund, er det uden skyggen af tvivl, at der ikke går længe, før ’Visions’, hendes samarbejde med den franske house-producer Les Gordon, brager ud af højtalerne.
En ny begyndelse
Ja, Anika har været vidt omkring, og jeg har været med næsten hele vejen. Alligevel blev jeg overrasket over albummet ’Abyss’, der udkom tidligere på måneden. På mange måder lyder det nemlig som en ny begyndelse.
Hvor hendes tidligere udgivelser var præget af en mystisk, distanceret kølighed, hvor følelserne blev holdt ud i strakt arm, og hvert ord blev sunget med et musikalsk pokerfjæs, er det som om, en mur er blevet revet ned. »I lead you into my arms / Like a baby to a breast«, synger hun på titelsangen, måske henvendt til lytteren. Aldrig har hun blottet sig så meget.
Hvor hendes tidligere plader lød opløst i en slags genremæssig salpetersyre, er ’Abyss’ et rendyrket rockalbum. Indspillet live i Berlins berømte Hansastudier, hvor Bowie og Iggy i 70’erne slog deres folder, og med et totalt tight firemandsband lyder albummet optændt af en hårdtslående, blodtørstig nødvendighed. »Intet slår to guitarer, bas og trommer«, som salig Lou Reed så rammende formulerede det.
Og hvor hun tidligere nærmest reciterede sine tekster med en sammenbidt, tilbageholdende mine, bliver teksterne nu råbt, skreget, spyttet direkte i hovedet lytteren. Det er det vredesudbrud, verden har brug for lige nu.
Som på førstesinglen ’Hearsay’, der har fremdrift som en lavine og tegner dette nådesløse portræt af verdens politikere og mediemoguler: »And yesterday’s papers they line my bird cage / And you’re telling me tales to get your own way / And you’re making up stories to push your narrative / And you’re making up tales to be provocative«.
Det er en sang, der får mig til at tænke, at vi har brug for, at flere politiske journalister begynder at lave musik.
I mange år har det været de reaktionæres yndlingsundskyldning, at de bare »siger tingene, som de er«, hver gang nogen svarer igen på deres hadefulde retorik. ‘Abyss’, tænker jeg, er, hvordan det lyder, når nogen for alvor siger tingene, som de er: selvudleverende, uforfængeligt, råt. Som på ’Walk Away’, der åbner med disse hudløst ærlige linjer: »The truth is I don’t really like myself / And the truth is I don’t really like anyone else«.
Jeg medgiver, at den John & Yoko-agtige tro på, at en rocksang kan redde verden, kun har fremstået mere og mere naiv siden 1969. Men i de magiske 35 minutter, ‘Abyss’ varer, tror man alligevel næsten på det. Så kraftfuld en benzin er den vrede, som Anika kører på.
Albummet ‘Abyss’ er ude nu.