En af verdens mest prestigefulde filmfestivaler bliver i år med en dansk film i programmet.
Venedig Film Festival har således netop annonceret, at Anders Thomas Jensens nye film, ‘Den sidste viking’, er udtaget til det officielle program, hvor den vises uden for konkurrence.
Se hele det stjernespækkede program her.
‘Den sidste viking’ følger enspænderen Anker, der løslades efter 15 år i fængsel for røveri. Nu vil han gerne have fingrene i tyvekosterne, som er skjult et hemmeligt sted.
Den eneste, der ved, hvor pengene befinder sig, er Ankers bror, Manfred. Han er desværre ramt af en mental udfordring, der gør, at han ikke længere kan huske gemmestedet.
Anker og Manfred spilles af henholdsvis Nikolaj Lie Kaas og Mads Mikkelsen, som får selskab af kendinge som Sofie Gråbøl, Lars Brygmann, Nicolas Bro, Lars Ranthe, Søren Malling og Bodil Jørgensen.
Nogle af dem figurerer på tre nye billeder fra filmen, der netop er blevet offentliggjort sammen med den glædelige festivalnyhed. Se dem i bunden af artiklen.
Den 82. udgave af Venedig Film Festival løber af stablen fra 27. august til 6. september.
‘Den sidste viking’ får dansk biografpremiere 9. oktober.



