15 MINUTTER. Noa Viktor Risbro Hjerrild har i løbet af det seneste års tid været med i to meget forskellige danske ungdomsfilm.
I Jonas Risvigs ‘Kontra’ skar han igennem i en birolle som den jordbundne Sebastian midt i den glittede fortælling fra den nordsjællandske teenelite.
Helt anderledes rammer den biografaktuelle ‘Glasskår’ – en følsom, svær provins-coming of age, hvor den unge skuespiller lægger krop og sjæl til 16-årige Tobias, hvis indre uro bliver sat alvorligt på prøve, da han sendes på en håbløs sommerferie hos sine bedsteforældre i en lille kystby.
Han prøver at flygte fra sine tanker på sit skateboard, hvis griptape han gnider knoerne faretruende på. Ved siden af hjælper han sin bedstefar (spillet af Jens Jørgen Spottag) i hans glarmesterforretning. Den eneste, han smiler til, er den demensramte bedstemor (Bodil Jørgensen), indtil han på den lokale grillbar møder den smukke lidt ældre maler Aron (Alexander Mayah Larsen).
‘Glasskår’ er det 22-årige talents første store hovedrolle, ligesom det er den første spillefilm fra instruktør Søren Green.
Og det er bestemt ingen let opgave, Noa Viktor Risbro Hjerrild kaster sig ud i.
Da han for år tilbage sendte et auditionbånd til en rolle i en tv-julekalender, mens han medvirkede i et teaterstykke på Odense Teater, lå det ikke ligefrem i kortene, at lidt dialog om »nogle magiske sten« senere ville skaffe ham en rolle i en alvorstung film om at være en ung mand på randen af et sammenbrud.
Men fordi båndet ad omveje havnede hos Søren Green, blev det begyndelse på et længere samarbejde. Instruktøren castede ham først i kortfilmen ‘Oktoberdreng’, siden webserien ‘Thomas14’ og nu biograffilmen ‘Glasskår’. Derudover kunne Noa Viktor Risbro Hjerrild ses i Super16-afgangsfilmen ‘Helt væk’, der fik topkarakter af Soundvenues anmelder.
Da han som barn blev tiltrukket af skuespillet, var det først og fremmest på grund af det store fællesskab og de mange venskaber, han kunne finde i teatermiljøet i den fynske hjemby. Når vi følger ham i ‘Glasskår’, er det som en altoverskyggende alene-karakter, der kæmper med alvorlige lidelser som selvhad og selvskade.
Under arbejdet med filmen startede Noa Viktor Risbro Hjerrild selv samtaler om alt det, filmen handler om, med unge i hans eget liv, mens han også fik beretninger fra voksne, der var kommet ud på den anden side. Og selvom ‘Glasskår’ først rammer de danske biografskærme nu, har han allerede fået reaktioner, der har fået det til tider krævende arbejdet til at give mening.
Indspilningerne fandt sted, mens skuespilleren gik i 3. G, men tiden op til sin biografaktuelle debut tilbringer skuespilleren på Testrup Højskole, hvor vi fangede ham på telefon til en 15 minutters snak.
En meget sårbar oplevelse
Du er aktuel som Tobias i ‘Glasskår’. Hvem er han?
»Han er en ung fyr, der har rigtigt mange ting i sit liv, han ikke kan kontrollere, og aldrig har oplevet omsorg. Så han går rundt med det her selvhad, som fører til selvdestruktiv adfærd, som bliver intensiveret i løbet af filmen«.
»For mig handler det meget om den her enorme ensomhed, der fylder i ham, som kan blive så intens, at han har brug for at gøre noget fysisk for at dulme den. Både ensomhed, selvhad og generelt at være 16 år, hvor der er så mange ting rundt om én, man ikke kan kontrollere. Nogle fysiske ting, man godt kan, og en masse hoved op i hovedet, man ikke kan«.
Hvad gjorde du for at gå ind i en karakter, der har det så svært?
»Jeg fik opbygget en relation til instruktøren Søren (Green, red.), fordi det jo er en meget sårbar film, og nogle ret vilde scener også, så det var vigtigt, at vi var trygge ved hinanden. Men ud over det brugte jeg folk omkring mig. Det er sørgeligt på en eller anden måde, men jeg skulle ikke gå særlig langt for at finde nogen, der kunne fortælle mig helt konkret, hvorfor de selvskader. Så det gav en helt anden tyngde og betydning til filmen. Både en ansvarsfølelse, men også en drivkraft til, at jeg virkelig godt ville forstå det her ordentligt, så jeg ikke foregiver noget på en måde, som ikke er rigtig«.
Påvirkede de tunge emner oplevelsen, da I optog?
»Dagene var meget præget af alvor oppe i mit hoved. Jeg er jo heller ikke uddannet skuespiller, så jeg prøvede at finde nogle ting i mig selv og måske dyrke det lidt ekstra. Hvis jeg havde en følelse af ensomhed eller dårlig samvittighed, rastløshed eller andre negative følelser, så prøvede jeg måske at dvæle bare lige lidt længere, end jeg normalt ville have gjort i de følelser, som jeg så kunne kanalisere ned i næste scene. Det kan jo være, at det er noget, man får aflært sig, hvis man bliver uddannet på et eller andet tidspunkt«.
To forskellige ungdomsfilm
Du har også været med i ’Kontra’. Det er jo en ungdomsfilm i den helt anden enden af spektret end ’Glasskår’.
»Det er ikke for at fremhæve det ene projekt frem for det andet, men det er jo sjovt at reflektere over. På ‘Glasskår’ var jeg med alle optagedage, og vi brugte over et år på at lave forberedelser, lave en pilot og snakkede med alle de der mennesker. På ‘Kontra’ havde jeg en birolle og var der måske fire optagedage. Så helt naturligt har jeg en større tilknytning til ‘Glasskår’, selvom ‘Kontra’ bliver set af flere«.
Er der nogen historier om ungdommen, du synes mangler i dansk film?
»Jeg er virkelig stolt af at være med i ‘Glasskår’, for når jeg ser den og snakker om den, så handler det ikke om mig. Det er ikke min historie på nogen måde, men den viser en skrøbelighed, jeg synes gennemsyrer store dele af ungdommen. Og jeg oplever, at der er mange omkring mig, der døjer især med angst, men også selvhad. For LGBT+-personer er hyppigheden af selvskade to til tre gange højere end hos deres ikke-queer-jævnaldrende. Det er jo bare vanvittigt vigtigt at få sat fokus på«.
Vi kender måske også efterhånden mistrivslen hos unge piger og kvinder lidt bedre, end vi gør hos drenge?
»Vi snakkede med et center for selvskade og spiseforstyrrelse, som også fortalte, at når fyre selvskader, varer det tit længere tid, inden det bliver opdaget. Hvis en fyr som Tobias i filmen nu har slået sig, så kan han sige, at det er, fordi han er faldet på skateboard. Hvis det var en ung kvinde, der lige pludselig havde et sår et eller andet sted, som man ikke lige forventede, ville man måske være mere opmærksom på det, fordi der er en anden association knyttet til piger«.
Mere repræsentation
Du sagde, at den her historie ikke er din. Har du haft nogle overvejelser i forhold til, at du ikke er personligt forbundet til de emner, filmen skildrer?
»Jeg har været meget opmærksom på, at den jo er skrevet af Tomas Lagermand Lundme og Søren Green, som begge to er homoseksuelle. Det er jeg ikke. Så der havde jeg en eller anden form for forvirring omkring, om det er i orden, at jeg skal repræsentere de her ting og nogle tunge emner. Og repræsentere en identitet, som jeg ikke har den rette indsigt i«.
»For mig har det hele tiden handlet mere om, at Tobias jo bare bliver forelsket i en person og mærker kærlighed for første gang, og det udfordrer hans forhold til sig selv. Det er mere de dilemmaer, det har handlet om for mig, end kønnet. Og det kan jeg jo kun håbe, at folk synes er fair. Det er lidt ambivalent for mig, for jeg er ret stolt af at være med i en film, som gør mere for diversiteten i dansk film og repræsentationen, men på den anden side er det ikke min egen historie«.
»Jeg synes, der er meget hjerte i den her film, og den betyder virkelig noget for dem, der har lavet den. Det har været privilegeret at få lov til at være med i«.
Har du fået nogle reaktioner på filmen endnu?
»Den er kommet ud i USA, Tyskland og Frankrig. En skrev fra San Francisco i sidste uge, at han lige havde set filmen, og han var sådan, ‘helt vildt. Aldrig følt mig mere ‘emotionally impacted by a film’. At han var vokset op som en ung homoseksuel fyr med vildt meget vrede, og da han så filmen, blev han fuldstændig taget tilbage til sin teenageår. Især selvskadescenerne ‘made him cry’, fordi han gjorde nøjagtig de samme ting, da han var på karakterens alder. Og så skrev han noget med ‘mere repræsentation til vrede, homoseksuelle skaterfyre – ingen gør det som danskerne’«.
»Der kunne jeg mærke, at det er sgu derfor, jeg godt gider at lave det her, og det lyder måske lidt som en kliché, men sådan havde jeg det virkelig«.
‘Glasskår’ får biografpremiere 16. april.