’Helt væk’
Instruktion: Frederik Paludan. Manus: Bastian Laigaard og Frederik Paludan. Producer: Penelope Bjerregaard.
6 stjerner
Det er en universel, opgivende retningsløshed, Frederik Paludan indrammer med sit ambitiøse og gennemarbejdede ungdomsdrama ’Helt væk’.
Sommeren er ved at være forbi, og det begynder at tynde ud i Thors (Oliver Emil Michelsen) tætte vennekreds. Efter gymnasiet har alle andre nemlig styr på, hvad de gerne vil. Og det efterlader den ellers populære Thor alene i en forstad til nordsjællandske Kokkedal. Her bliver hans humør værre og værre. Til en sådan grad, at han nærmest bliver et sort hul, som bare suger al energi og glæde ud af verden.
Det eneste konstante i hans liv er bedstevennen Lukas (Noa Viktor Risbro Hjerrild). Men en dag går også det venskab i stykker, og Thor er nu efterladt til joints og computerspil.
’Helt væk’ er den længste af afgangsfilmene, og med 45 minutter presser Paludan sit publikum. Der er dog en mening med at se Thors tiltagende monotone hverdag, der bliver stadig mere indhyllet i røg.
Det følsomme drama viser, hvor svært det kan være pludselig at skulle passe på og respektere hinanden i overgangen fra ung til voksen. Og et dejligt kameraarbejde supplerer de svære situationer flot, hvor et minimalt zoom understreger, hvordan karakterer nedstirrer hinanden.
Det unge cast er en komplet fornøjelse, og deres nuancerede præstationer gør det klart, at der kan være røvhuller på begge sider af et skænderi. Ingen er gode eller onde, men noget midt i mellem, som matcher tonen i de grå joggingsæt, der lader til at være uniformen blandt de tætte venner.
Lukas og Thor væver mellem svære spørgsmål, flotte monologer og fjollede idéer, som rummer essensen af hjerneløs snak, der først kan opstå, når man har delt joints til langt ud på natten.
’Sir Stella’
Instruktion: Lina Vain Illalla. Manus: Kristoffer Bjerg og Lina Vain Illalla. Producere: Christian Lønhart og Ann-Sofie Grøndal.
4 stjerner
Med ’Sir Stella’ viser svensk-finske Lina Vain Illalla den 17-årige cosplayer Stellas seksuelle debut.
Det er en overvældende færd for den homoseksuelle kvinde, der i forvejen har det svært med fysisk kontakt og larm. Når verden kommer for tæt på, griber hun ud efter sit store rollespilssværd for støtte, hvilket skræmmer de fleste bejlere væk.
Hendes drengevenner synes, at Stellas hobby – og seksualitet for den sags skyld – er afvigende og kikset. Men de er samtidig meget interesseret i at have en finger med i spillet, når det kommer til fræk, lesbisk sex, hvilket kun gør debuten mere kompliceret for vores unge helt.
Stella spilles følsomt af Tess Busingye, der holder hovedkarakterens følelser i stram snor. Hun skjuler det godt, men det let rystende håndholdte kamera gør det tydeligt, hvor påvirket Stella er. Hun tør dog ikke sige det højt til nogen, men hvisker det kun sagte til sin store, bløde hovedpude, hun øver sig på at kysse med.
Lina Vain Illallas fortælling viser, hvordan den smukke prinsesse, man venter på, måske er anderledes, end man havde håbet. Men er man omstillingsparat og klar på eventyr som Sir Stella, skal det nok gå. Også selv om Stellas venner sikkert vil mene, at hendes debut er atypisk, er det heldigvis lige meget, så længe det føles godt.
Og det er man bestemt ikke i tvivl om, at det gør, takket være instruktørens nærværende, pulserende og sanselige filmsprog.
’Solo Rosa’
Instruktion: Sif Lina Lambæk. Manus: Kristine Plechinger Tüchsen og Sif Lina Lambæk. Producere: Ida Holmgren og Giulia Triolo.
4 stjerner
Det virker nærmest som improvisation. Så legende let fører skuespiller Lea Josefine Gregersen os gennem low-sci-fi-fortællingen ’Solo Rosa’.
I en nær fremtid tilbyder Kommunen, at man på en slags Borgerservice kan få sin fremtid spået. Det er, hvad den kærlighedshungrende, nyligt single Rosa gør med høje forventninger til sin romantisk skæbne.
Oprørt fortæller hun bagefter sin bedste ven Egil (Anton Fenris Falck), at hun ikke har et eneste parforhold i sigte, men derimod skal være solo hele sit liv.
Det skaber dog alt andet end afklaring for Rosa, der i stedet sendes ned i en malstrøm af angst for fremtiden. Hun går i vild panik for at ændre sin skæbne og truer i processen sit specielle forhold til Egil.
Sif Lina Lambæk har tidligere revet benene væk under publikum med den magisk-realistiske kortfilm ’Halbal’ og fremtidsklimadramaet ’Wild Child’.
Med ’Solo Rosa’ fortsætter hun sin stime af interessante koncepter, men overgår her sig selv, hvad angår sjove replikker, vild kemi og en elegant morale om, at normativ kærlighed ikke nødvendigvis er den mest rosenrøde.
’Etniske smerter’
Instruktion: Nivetha Balasubramaniam. Manus: Nivetha Balasubramaniam og Andrias Høgenni. Producere: Emma Lind og Katrine Dolmer.
4 stjerner
’Etniske smerter’ er et kompakt take på et ærgerligt relevant emne.
I skolegården er Naina (Reet Garg) en livlig og storsmilende pige. Her anfører hun selvsikkert et intenst spil, hvor hendes venner kaster en stikbold mellem sig, som var den en varm kartoffel.
Nainas leg bliver afbrudt –tydeligvis ikke for første gang – af hendes mor (Kriti Surjan Thepade), der har brug for sin datters evner med det danske sprog, når hun som indvandrer bliver kastet rundt mellem uvenligt personale ved de offentlige institutioner.
Denne gang har Nainas mor akut brug for lægehjælp, da hun klager over smerter i den nederste del af maven. På lægeklinikken kigger både receptionisten og behandlerne dog skævt til kvinden, der »sikkert bare har spist noget for stærk mad«, som de siger.
»Det er bare etniske smerter«, vrisser Nastja Arcel i rollen som racistisk læge til sin sekretær, mens hun fører den ene blonde patient med dansk-klingende navne som Julie Hansen ind til undersøgelse efter den anden.
Dansk-tamilske Nivetha Balasubramaniam har tidligere stået bag den interessante kortfilm ’Amala’, hvor den titulære hovedperson måtte kæmpe med danske-tamilske normer og fordomme. Med ’Etniske smerter’ fortsætter hun sit imponerende arbejde, der stiller skarpt på kulturforskelle og modige individers kamp for at bringe os nærmere hinanden.
’King Crocodile’
Instruktion: Terji Mohr. Manus: Katrine Kraft Hansen og Oskar Groot. Producer: Amalie Lintrup.
3 stjerner
Den dunkle kortfilm ’King Crocodile’ insinuerer en intens forbindelse mellem vores hovedperson og de krybdyr, han passer, a la Spider-Man og edderkopper. Hvis altså Peter Parker var en hvid, usikker krokodillepasser kaldet Kenneth (Magnus Juhl Andersen).
Færøske Terji Mohr har formået at gøre den ellers cool ’Bullshit’-skuespiller Magnus Juhl Andersen forrygende kikset og forhutlet elskværdig. Den generte Kenneth er dybt fascineret af sin kvindelige kollega, men har svært ved at aflæse, om hans brændende følelser er gengældt, og om han bør tage chancen. For det er svært at finde selvtillid, når man som 30-årig jomfru konstant kimes ned af sin mor, der har behov for at nedgøre ens fejlslagne eksistens.
Kenneth har desperat brug for opbakning. Men den finder han hverken hos sin familie eller i informative TED-talks, men i stedet i de der korte reklamer, vi alle kender fra PornHub:
»Lær hvordan du bliver en rigtig mand og ikke en fucking Beta. Klik her! Hvis du opfører dig som en selvsikker han, vil lækre piger flokkes om dig!«
Porno-råd og clickbait-artikler rækker sjældent langt i den virkelige verden, og Kenneths misforstående, gode intentioner varsler en komisk katastrofe. Samtidig begynder krokodillerne omkring ham at opføre sig ganske mærkeligt.
Horror og komedie er den bedste cocktail. Og havde ’King Crocodile’ turdet gå lidt længere og ikke bare bruge horror-kneb, men rent faktisk også levere på uhygge eller gru, ville portrættet af en ung frustreret mand være komplet.
’En af os ryster’
Instruktion: Selma Sunniva. Manus: Michael Kunov og Selma Sunniva. Producere: Maja Klit og Christian Lønhart.
5 stjerner
Åh, Selma Sunniva, hvorfor skal du altid få mig til at græde?
Når instruktørens navn toner frem på skærmen, ved man, at det er noget rystende i vente. Sunniva – også kendt under musiker-aliasset Selma Judith – har tidligere stået bag den Robert-vindende kortfilm ’Et eksempel: Dem på gulvet’. Og som for at blive ved med at overraske er hendes afgangsfilm en hel webserie.
I fem kapitler, som strækker sig over flere måneder, følger vi Silvia (Frederikke Dahl Hansen), der netop er stoppet med at tage antipsykotisk medicin. I første afsnit, ’November’, får Silvia øjenkontakt med fyren Mikkel på et brunt værtshus. Silvia er egentlig på date med en kvinde, og Mikkel er der vist også med en anden, men alligevel ender de to med at råsnave på et småsnusket toilet og forelsker sig hovedkulds.
Silvia har en dobbeltdiagnose med skizotypi. En underart af skizofreni, instruktøren også selv døjer med. Mikkel lader sig ikke umiddelbart påvirke af Silvias situation, så længe han kan holde hende og diagnosen på en vis distance. Men i takt med, at de to bliver tættere, får man en følelse af, at Mikkel måske tror, psykisk sygdom kan smitte. Og måske har han ret?
’En af os ryster’ er det perfekte billede på to mennesker, som nok aldrig burde have været sammen, men alligevel er som skabt til hinanden. Og skulle man være i tvivl om Frederikke Dahl Hansen og Alex Høgh Andersens vilde kemi, bliver den cementeret i en menstruationsdryppende sexscene.
Titlen refererer til et magisk øjeblik mod slutningen på serien. For at nå dertil skal man først gennem en kavalkade af hårde scener over køkkenvasken, gåture om Søerne og lange blikke over halvtomme glas fra naturvin-barer.
Jeg har ikke været så hovedkulds forelsket i et par siden anden sæson af ’Skam’, hvor Nora kaldte William for Wilhelm. Den eneste finger, man kan sætte på ’En af os ryster’, må da også være, at serien minder om en ekstrem R-rated udgave af den norske webserie.
Alle filmene kan ses på DR TV.